Tipsbladet: Dansk revanche i London

Brentfords tre danske musketerer drømmer om Premier League

(Produceret til Tipsbladet fredag d. 23. august - dette er blot et uddrag)

Efter mareridtssæsoner i fjor er emiliano marcondes, mathias Jensen og Christian nørgaard alle på jagt efter oprejsning i det engelske. tipsbladet har besøgt de tre tidligere superliga- profiler i london til en snak om fortiden, nutiden og fremtiden samt et generelt kig på sæsonen, der venter i den næstbedste engelske række, the Championship.

Stedet er næppe det første på to do-listen, når titusindvis af danskere år efter år sætter kursen mod Lon- don, men i de seneste par år er Brentford blevet hjemsted for mere end en håndfuld fodboldspillere med dansk pas.

Antallet er vokset igen denne sommer med tilgangene af Christian Nørgaard og Mathias Jensen, og senest sluttede det tidligere FCK- talent Mads Roerslev sig til danskerkolonien i den engelske hovedstad, der i forvejen talte Henrik Dalsgaard, Mads Bech Sørensen, Luka Racic og Emiliano Marcondes.

Også på trænerposten er der dansk islæt i form af Thomas Frank, der står foran sin før- ste hele sæson i det engelske, efter han over- tog sædet fra Dean Smith, der senere endte med at tage Aston Villa tilbage til Premier League efter flere års fravær.

Brentford sluttede i fjor midt i tabellen på en 11. plads med ti point op til de attraktive playoff-kampe, men danskerklubben var med sine 73 mål blandt ligaens mest scorende mandskaber, hvor kun de tre oprykkere samt West Bromwich nettede flere gange undervejs i sæsonen.


JP: "Ender den lille troldmand som offer for den argentinske forbandelse?"

Lionel Messi har netop afsluttet en strålende individuel sæson i FC Barcelona, men gennem flere årtier har præstationerne for catalonierne stået i stærk kontrast til oplevelserne med landsholdet. Den lille troldmand mangler fortsat at vinde et betydende trofæ med moderlandet og igen i år har intern uro og en vakkelvorn defensiv fyldt en masse op til slutrunden. Det oplagte spørgsmål er derfor: Bliver Messi igen offer for den argentinske forbandelse eller lykkedes det ham endelig at træde ud af Diego Maradonas skygge i nationaldragten?

(Produceret til Jyllands-Posten søndag d. 16. juni 2019 - dette er blot et uddrag).

Landsholdskarrieren har været sat i bero et par gange, men denne sommer er Lionel Messi atter at finde i den blå/hvide dragt, når Copa America løber af stablen i Brasilien i juni og juli måned. Og igen i år, er det med et altoverskyggende mål: at vinde et gældende trofæ med sine landsmænd. For historien er fortsat den, at Lionel Messi og Argentina, trods flere finaleoptrædener den senere år, senest ved 100-års udgaven af Copa Ameria for tre år siden, stadig er uden et større og betydende trofæ siden sejren over Mexico i 1993, da de amerikanske mesterskaber fandt sted i Ecuador.

Denne sommer har den fodboldgale nation altså atter muligheden, når Brasilien huser årets udgave af Copa America. Sommerens slutrunde kan dog blive Lionel Messis, der fylder 32 senere på måneden, sidste skud i bøssen i de endnu uforløste bestræbelser på at bringe hæder og lykke, og ikke mindst et trofæ, med hjem til Sydamerikas sydligste breddegrader.

Troldmanden kommer fra en fænomenal individuel sæson i FC Barcelona, hvor han med sine 36 mål og 15 oplæg var involveret i en scoring hvert 53. minut han var på banen i den spanske liga, ligesom tallene ikke afveg det store i Champions League, hvor han endte som suveræn topscorer med sine 12 fuldtræffere.

De senere års farvel til Andres Iniesta og Xavi på Barcelona-midtbanen, har givet Lionel Messi et markant øget ansvar hos catalonierne, og denne rolle er i den grad sammenlignelig, med den han har på det argentinske landshold. Presset har dog lejlighedsvis lænet sig op af det umenneskelige, mener fodboldkommentator Niels Christian Frederiksen, der både har boet i Argentina og skrevet speciale om det fodboldtossede land.

- Presset er langt større på Messi på landsholdet end det er, når han spiller for Barcelona. Og det har han endnu ikke kunne bære. Så stærk er han heller ikke. På en eller anden måde splitter han det argentinske folk, siger han, og fortsætter.

- Messi er jo som sådan ikke argentiner. Han tog til Spanien som 13-årig og har aldrig spillet klubfodbold i Argentina. Det argentinske folk har svært ved at identificere sig med Messi på samme måde som med Diego Maradona, der blev født på en losseplads i Lanús lige uden for Buenos Aires, og nåede at optræde for tre klubber i hjemlandet i løbet af sin aktive karriere.- Messi bærer dog Barcelona på en ny og anden måde end tidligere. Og der vinder han titler i massevis, så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre på landsholdet, spørger man sig selv om i Argentina. Man han nærmer sig en alder, hvor det efterhånden er sidste udkald, siger Niels Christian Frederiksen.

Politiken: Den reserverede tryllekunster fandt passionen fra vinduet i en boligblok

Han spillede under trænerikoner som Johan Cruyff, Louis van Gaal og Arsene Wenger og alle kaldte de ham for den mest elegante og kreative spiller af sin generation. Alligevel er spilleren, personen, artisten Dennis Bergkamp omgivet af en vis form for mystik og hollænderens navn undlades ofte, når snakken falder på de allerstørste spillere fra de seneste årtier. Hvori skal årsagen til dette findes?

(Produceret til Politiken torsdag d. 9. maj 2019 - dette er blot et uddrag)

Mens de andre børn rendte rundt og spillede til to mål, stod en lyshåret dreng alene og sparkede bolden op af muren foran sig. Igen og igen. For de andre virkede det en smule meningsløst og tilfældigt, men her 40 år seneste viste det sig at være alt andet.

Dennis Bergkamp var den lyshårede dreng, og for ham var intet tilfældigt. Hverken som barn eller i sin aktive karriere, der tog ham forbi gloværdige klubber som Ajax, Inter og Arsenal samt 79 landskampe og 37 mål for Oranje. Hver berøring, hver bevægelse inden for kridtstregerne tjente et højere formål.

Men trods lovprisende ord fra folk som Johan Cruyff og Thierry Henry, en teknisk elegance sjældent set og masser af personlige hæder i løbet af de 20 sæsoner som aktiv, sidder mange tilbage med følelsen af, at meritterne og evnerne på grønsværen ikke fik den fornødne omtale eller anerkendelse.

Politiken portrætterer i anledningen af  hans 50 års fødselsdag ”The Non-Flying Dutchman” og stiller spørgsmålstegn ved skarpretterens eftermæle og årsagen til den manglende legendestatus i fodboldfolkets underbevidsthed.

Dennis Bergkamp kom til verdenen i maj 1969 nær A10 motorvejen, der cirkler rundt om Amsterdams bymidte. Han var den yngste i en søskendeflok på fire. Faderen Wim var en hårdtarbejdende håndværker, mens moderen Tonny sørgede for de huslige pligter i det ydmyge hjem.

Fra børneværelset kunne Dennis, ved hjælp fra en taburet, ane boligblokkens enlige fodboldbane. Fra vindueskammen brugte han mange af sine vågne timer i sine første leveår på at iagttage de ældre børn, heriblandt sine tre brødre, der efter skoletid rendte og spillede på græsset.

Det var her Dennis’ interesse og passion for fodbold startede.  Men interessen var anderledes. Det var snarere en fascination, et selvstudie i fysikkens og matematikkens muligheder og begrænsninger for den unge hollænder.

I takt med at han voksede sig større, kom Dennis’ åbenlyse talent mere og mere til syne på banen nær barndomshjemmet. Det blev hurtigt for let for Dennis at afdrible tre-fire mand og sende bolden ind mellem de to træer, der agerede stolper for de ene mål. Han valgte derfor at eksperimentere. Hvad gør det ved boldens bevægelsesmønster, hvis jeg spiller et-to med siden på den nærmeste parkerede bil eller bruger tagrenden som opspilsstation, inden en afslutning, spurgte han sig selv.

Tankerne og eksperimenterne gav prompte svar. Og svarene avlede nye spørgsmål. Og det var den tankegang og det kreative sind, der fik Johan Cruyff til at spærre øjnene op for Dennis Bergkamp, da han i en ung alder strøg ind på Ajax’ førstehold i 1986.

De to udviklede hurtigt et særligt bånd, selvom de, efter Bergkamps eget udsagn, ikke brugte timevis på at tale sammen. Deres fælles forståelse for spillet med den lille runde behøvede ofte ikke ord. Bergkamp modtog derfor ingen instrukser fra sin træner, da han debuterede mod Roda en kold decemberaften i midten af 80’erne. Ajax vandt kampen med 2-0, og Dennis Bergkamp fik gjort sig positivt bemærket trods sine blot 23 minutter på banen.

Efter 23 optrædener i debutsæsonen slog Dennis Bergkamp for alvor sit navn fast i sæsonen 1989/90, hvor Ajax samtidig sikrede sig sit første mesterskab i fem år efter en smertelig dominans af ærkerivalen fra PSV Eindhoven. De 25 ligamål gjorde ham til delt topscorer med brasilianske Romario i sæsonen, men i de efterfølgende to år tog Bergkamp sig selv af den personlige hæder, mens hans præstationer ydermere var med til at sikre klubben europæisk sølvtøj i form af UEFA Cup-titlen i 1992.

Det var samtidig i disse år, at Ajax påny etablerede sig som holdeti Æresdivisionen. Johan Cruyff var nu at finde på trænerbænken i FC Barcelona, men mesterens arv levede videre hos Leo Beenhakker og lærlingen Louis van Gaal.

Cruyff havde lært spillerne, at det ikke bare var nok at vinde. Ajax skulle være dominerende og overlegne i alle spillets facetter og intet skulle overlades til tilfældighederne. Det var en kultur der ikke bare gjorde sig gældende blandt stjernerne på førsteholdet, men alle i den rød/hvide trøje skulle være bekendt med værdierne i klubben; den såkaldte ”Ajax arrogance”.

Den tankegang passede perfekt til Dennis Bergkamp. Han var om nogen nøjeregnende og kendte til sit enorme talent, som på fornemmeste vis kastede 117 scoringer af sig i 228 kampe i løbet af årene i Amsterdam-klubben. Den positive arrogance skulle nu stå sin test uden for landets grænser, da skarpretteren i 1993 skrev under på en længere kontrakt med Inter.

Viceanføreren, der blev professionel ved et tilfælde

I slutningen af august måned blev Jeppe Tverskov udnævnt som viceanfører på Superligaholdet i OB. Vejen dertil har dog været noget anderledes for den 25-årige defensivspiller, der først sent blev præsenteret for fodboldens benhårde elitemiljø og længe overvejede en civil karriere.

Professionel ved et tilfælde

Sommeren 2010. Jeppe Tverskov har netop fået beskeden om at hans U17-mandskab i barndomsklubben B1903 i udkanten af Gentofte ikke har nok spillere til den kommende sæson, og at holdet som en konsekvens af dette lukkes ned.

Tankerne er derfor mange hos den unge gymnasiedreng, der netop har færdiggjort 1G. B1903 har været en del af hverdagen siden treårs alderen, men talentet har aldrig bragt ham ind over diverse ungdomslandshold, og han og familien spekulerer nu på hvor meget fodbolden skal fylde i de kommende år.

- Dengang var vi lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg kigge mig om efter en ny klub eller skulle jeg koncentrere mig om at færdiggøre gymnasiet, som resten af min daværende omgangskreds havde planer om, siger Jeppe Tverskov, og fortsætter.

- Skulle fodbolden bare gå hen og blive et hyggeelement ved siden af mine studier? Det talte vi meget om dengang. Jeg rendte rundt og spillede U17-bold i den fjerdehøjeste række og havde slet ikke udsigt eller drømme om nogen professionel karriere.

B1903 kom dog frem med et alternativ og Jeppe Tverskov fik tilbuddet om at blive rykket op på klubbens førstehold, der på daværende tidspunkt slog sine folder i Danmarksserien. Herfra gik det stærkt.

Holdet blev trænet af den tidligere Superligaspiller Bent Christensen, der i sin aktive karriere optrådte i den kongeblå Lyngby-trøje, ligesom han nåede at få fire kampe på det danske A-landshold i slutningen af firserne. Han husker tydeligt det første møde med teenageren Jeppe Tverskov.

- Det var især Jeppes teknik, der sprang mig i øjnene. Den alene gjorde, at jeg kunne putte ham på samtlige pladser i marken på vores hold, uden at han ville komme i problemer. Jeg indså egentlig ret hurtigt, at Jeppe var for god til at spille hos os og at han skulle videre i et større setup, siger han.

B1903 blev efter fødslen af F.C. København i 1992 omdannet til rugekasseklub for "Løverne" på Østerbro. Bent Christensen var dog ikke sikker på, at en ung Jeppe Tverskov ville vokse i konkurrencen med spillere som Mathias Zanka Jørgensen, Ragnar Sigudsson og Thomas Delaney, og han tog i stedet kontakt til sin gamle arbejdsgiver lidt længere nordpå.

- Det var ikke alle der klappede i hænderne da det kom frem, at jeg skubbede på for at få Jeppe ud til Lyngby. B1903 er jo samarbejdsklub med F.C. København, men jeg vurderede at det ville gavne hans karriere meget mere, hvis han kom til Lyngby.

- Springet til FCK's førstehold ville være en for stor mundfuld for Jeppe på daværende tidspunkt, og med Lyngbys historik in mente, kunne jeg godt se det komme til at fungere, siger Bent Christensen.

Få dage efter kom en prøvetræning hos Lyngbys U19-hold i hus.

Kulturchok blandt Lyngbys lysende talenter

Jeppe Tverskov blev hurtigt kastet for løverne i det målrettede og elitære miljø i Lyngby og første træningskamp viste ham, at der nu ventede en helt anden tilværelse med fodbolden.

- Efter den første træningskamp tænkte jeg, at skridtet måske var en anelse for stort og det hjalp ikke på moralen da træneren kort efter slutfløjt fortalte mig, at mange af de bedste spillere var ude og spille for diverse ungdomslandshold, og derfor ikke havde deltaget i kampen. Det kom som noget af et chok for mig, siger han.

Lyngbys talentfulde U19-mandskab blev dengang styret af Jens Olsen, der nu står i spidsen for 1. divisionsklubben Nykøbing FC. Truppen talte navne som Yussuf Poulsen, Uffe Bech, Bror Blume, Christian Nørgaard, Ryan Johnson Laursen og målmanden Lukas Fernandes, så der var ikke de store forventninger til knægten fra Gentofte, der kom ind via bagdøren.

- I Lyngby fik vi en masse spillere tilbudt fra højre og venstre, som mente at de havde niveauet til at begå sig hos os. I Jeppes tilfælde regnede jeg jo nok også med, at han var en person, der hurtigt forsvandt ud af billedet igen, siger Jens Olsen.

Holdingen blev dog hurtigt en anden og Jeppe Tverskov fandt straks fodfæste på og udenfor banen, hvor den hvalpede dreng hurtigt smed de overflødige kilo og tilpassede sig de nye forhold.

- Han integrerede sig på holdet med det samme og man kunne godt se, at Jeppe socialt havde nogle andre værktøjer end de andre. Der kom hans anderledes forhistorie ham nok til gode. Fodboldmiljøet kan godt være meget snævert, hvor alt drejer sig om én ting. Han var vant til at færdes blandt "almindelige" mennesker, og det hjalp ham i starten, siger den nuværende Nykøbing-træner.

Udfordringerne stoppede dog ikke her. Da U19-tiden sang på sidste vers blev Jeppe Tverskov godt nok tilbudt sin første seniorkontrakt i klubben, men udsigten til spilletid var nærmest ikke eksisterende, lød beskeden. Fremtiden blev på ny diskuteret ved spisebordet hos familien Tverskov og fodboldkarrieren var i denne tid tæt på at få dødsstødet.

- Jeg fik at vide at jeg ville indgå i truppen under Niels Frederiksen, men at jeg var udset som en trupspiller, der skulle fylde på i træningerne. Der stod jeg igen med følelsen af, om det overhovedet kunne lade sig gøre at slå igennem eller om det måske var på tide at rette fokus mod noget andet, siger Jeppe Tverskov, og tilføjer.

- Jeg spejlede mig fortsat meget i mine gymnasievenner. De havde alle planer om at tage et sabbatår, hvor de ville ud og opleve verdenen inden de igen skulle tilbage på skolebænken. I den tid overvejede jeg meget, om jeg skulle gøre det samme. I samråd med min familie besluttede jeg mig dog for at tage imod tilbuddet fra Lyngby og kæmpe for min plads, siger han.

To år senere, efter godt 40 optrædener på Lyngbys bedste mandskab, underskrev Jeppe Tverskov en toårig aftale med Randers FC. Et nyt skridt var taget. Nu gjaldt det om at etablere sig hos kronjyderne i landets bedste række, Superligaen.

Udlandet kræver større armbevægelser

Den nu 21-årige defensivspiller brugte de første uger i Randers på at falde på plads langt væk fra familie og venner. I 11. spillerunde kom debuten så, da en karantæne til Mads Fenger gav plads ved siden af Mads Agesen i midterforsvaret i Parken mod selveste F.C. København.

Kampen kastede et 1-0 nederlag af sig, men Colin Todd blev i løbet af de 90 minutter bevidst om, at han i Jeppe Tverskov havde en driftsikker og konkurrencedygtig spiller, der sagtens kunne tage springet fra 1. division. I den resterende del af sæsonen startede Tverskov i 12 ud af 22 runder og året efter var han en etableret profil i kronjydernes defensiv.

Karrieren kunne dog meget vel have budt på et ophold lidt længere østpå. Da Morten Wieghorst blev ansat som AGF-træner i sommeren 2014 tog han Bent Christensen med sig som assistent. De to kendte hinanden fra tiden i Lyngby, og i bestræbelserne på at forstærke aarhusianerne kom Jeppe Tverskovs navn op.

- Morten (Wieghorst, red) og jeg blev hurtige enige om, at AGF stod og manglende en midtstopper. Vi havde Jeppe oppe og vende flere gange, men jeg turde ikke sige god for ham hundrede procent. Jeg var sikker på potentialet, men jeg var lidt nervøs for Jeppes manglende fart, siger Bent Christensen, og fortsætter.

- I AGF ville man gerne spille med en høj bagkæde og det fik mig til at tøve lidt. Der var et enormt pres på os i Aarhus, og jeg turde sgu ikke ligge hovedet på blokken, for Morten sagde, at Jeppe ville blive mit ansvar ene og alene, hvis jeg anbefalede ham, afslutter han.

Efter to sæsoner og 38 Superligakampe for Randers skrev Jeppe Tverskov i sommeren 2016 kontrakt med OB, efter fynboerne var endt på syvendepladsen i tabellen.

Her blev han hurtigt én af yndlingene under Kent Nielsen og fik fuld tid i 31 af sine 34 optrædener i debutsæsonen i Ådalen. Udnævnelsen som viceanfører denne sommer betragter hovedpersonen selv som en stor anerkendelse, men i en alder af 25 år ønsker Jeppe Tverskov også at lægge på sit spil. Det sker ikke mindst ved én gang for alle at fastlægge sig på en fast position.

- Jeg søger lidt mere kontinuerligt spilletid på samme position. Står det til mig, så bliver det på midtbanen, men jeg er naturligvis ikke ene om den beslutning. Men skal jeg fortsætte min udvikling og finde yderligere et par procenter i mit spil, så skal jeg tænke som enten en forsvarsspiller eller en midtbanespiller - hele tiden, siger Jeppe Tverskov.

Den ydmyge og lidt tilbageholdende tilgang er dog langt fra et enkeltstående tilfælde hos Jeppe Tverskov, og den tætteste del af familien ser gerne, at han laver lidt mere larm om sin egen person - især hvis et skifte udenfor landets grænser skal realiseres.

- Min familie er lidt efter mig. De ser gerne at jeg får lidt større armbevægelser og eksempelvis er lidt mere aktiv på de sociale medier og gør lidt mere reklame for mig selv. Der er jeg nok af en lidt anden overbevisning. Hvis mine præstationer på banen er gode nok over længere tid, så skal interessen nok opstår, tænker jeg, siger Jeppe Tverskov.

Lykkedes det at komme udenlands, vil det blot være endnu et skridt i Jeppe Tverskov imponerende karriereforløb, hvor han her otte år efter debuten i Danmarksserien står noteret for lidt over hundrede kampe i landets bedste række.

Fodbolden er gået fra at være en blanding af leg og socialt samvær til at fylde alt i hans liv. Han misunder ikke længere weekendsudsigterne hos gymnasievennerne, men han priser sig dog lykkelig for, at han også nåede at nyde sin ungdom og at han ikke allerede dengang var hængt op i et elitært og konkurrencepræget miljø.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg har nået at drikke mine øl og udleve dele af min ungdom. På det punkt er mit karriereforløb noget atypisk, vil jeg mene. Det lå overhovedet ikke i kortene, at jeg skulle blive en etableret Superligaspiller, men krydret med lidt held har jeg forsøgt at tage ét skridt ad gangen. Det har hele tiden været vigtigt for mig at sætte realistiske målsætninger, som jeg følte kunne indfries inden for den fastsatte ramme, afslutter Jeppe Tverskov.

Opskriften på en Superliga-topscorer: Hvem kan true Kamil Wilczek i år?

Kamil Wilczek? Dame N'Doye? Eller en helt tredje? Hvem løber med titlen som Superligaens topscorer i denne sæson? Svaret får vi først engang i maj måned, men går man tallene i sømmene kan man danne sig et overblik over prototypen på en målmager i landets bedste fodboldrække.

Siden årtusindskiftet har 13 forskellige spillere taget topscorertitlen ene og alene (14 tilfælde af en enlig topscorer, men Dame N'Doye tog sig af titlen i både 2011 og 2012). Karakteristikken ved disse er noget forskellig, men nedenunder følger udredelsen af en række tal, der meget vel kan indikere hvem der render med hæderen i år.

Et hattrick er oftest påkrævet

I ni af de 14 tilfælde har årets Superliga-topscorer haft én eller flere kampe med et hattrick i bagagen. Steffen Højer er den seneste topscorer til at præstere dette to gange i løbet af sæsonen, da han med fire dages mellemrum scorede syv mål i alt i kampene mod Herfølge og FC Nordsjælland.

Dog har kun tre af de seneste syv års topscorere formået at præstere et hattrick undervejs i sæsonen - senest Pål Alexander Kirkevold i fjor, da nordmanden nettede tre gange i næstsidste spillerunde mod FC Helsingør. To år forinden fik AaB's Lukas Spalvis tilnavnet "Zweimal" grundet hans evne til at blive dobbelt målscorer - hvilket skete hele seks gange i sæsonen - men han fik altså aldrig netmaskerne til at blafre tre gange i samme kamp i sin tid i Superligaen.

I indeværende sæson har Dame N'Doye og Godsway Donyoh allerede tegnet sig for et hattrick.

Udlændingene presser sig på

I starten af dette årtusinde sørgede Peter Lassen, Peter Graulund og Steffen Højer for at topscorertitlen endte på danske hænder, men sidenhen har det været småt med de målfarlige typer i Superligaen.

Siden sæsonen 2004/05 har vi derfor kun oplevet fire danske topscorere i Superligaen; Jeppe Curth i 2008, Andreas Cornelius i 2013, Thomas Dalgaard i 2014 og senest FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen i 2017, alt i mens udenlandske kræfter har taget over.

Der var afrikansk dominans omkring det nye årti, hvor først Peter Utaka fra OB og sidenhen to gange Dame N'Doye blev sæsonens mest scorende spiller, men vi i de seneste fire år har haft spillere fra Østrig, Litauen og senest Norge øverst på skamlen.

Indtil nu står FCK-duoen Robert Skov og Viktor Fischer samt FCN-kometen Andreas Skov Olsen alle noteret for seks scoringer - det højeste antal af danske spillere i indeværende sæson.

Rade Prica eneste "debutant"

Tilbage i 2007 tog Rade Prica sig af topscorertitlen i landets bedste række, da han i 32 kampe nettede 19 gange for AaBs's bronzevindere. Sæsonen var svenskerens første i dansk fodbold, og angriberen der kom til Nordjylland fra Hansa Rostock, er faktisk den eneste i dette årtusinde til at erobre Superligaens topscorertitel i sin første sæson i Danmark.

Gennemsnitligt har Superliga-topscoreren i dette årtusinde optrådt 84 gange i rækken, før den personlige hæder finder sted. I 2012/13 blev Andreas Cornelius topscorer efter blot 34 kampe i landets bedste række, men FCK-angriberen havde fået debut og 28 minutter på banen sæsonen forinden.

Steffen Højer er den næstældste enlige topscorer i dette årtusinde, da han i en alder af 32 år nettede 20 gange i sæsonen 2004/05 for OB - efter i alt 265 kampe i Superliga-regi.

26 er det magiske nummer

Som nævnt ovenfor var Steffen Højer den næstældste spiller med en topscorertitel på CV'et i dette årtusinde. Lidt ældre var Peter Lassen, da han tæt på de 34 år bankede 16 bolde i nettet i 2000 for Silkeborg.

Den gennemsnitslige alder for en Superliga-topscorer er dog noget yngre og lyder på godt 26 år, og Rade Prica, Peter Utaka og Dame N'Doye havde alle den alder da de rendte med trofæet, mens Martin Pusic og Pål Alexander Kirkevold lige havde passeret de 27 år i henholdsvis 2015 og tidligere i år.

Andreas Cornelius blev i 2013 den yngste topscorer med sine 20 år og to måneder, ligesom det med en ung topscorer generelt hører sig en national spiller til. I 2017 var Marcus Ingvartsen blot 21 år og fire måneder gammel, mens Peter Graulund og Jeppe Curth begge var 24 år gamle i henholdsvis 2001 og 2008.

Den yngste udenlandske topscorer finder vi i sæsonen 2010, hvor Peter Utaka nettede 18 gange for OB - 26 år og tre måneder gammel.

Årets topscorer?

Hos bookmakerne er Brøndbys polak, den aktuelle topscorer, Kamil Wilczek den oplagte favorit selvom de blå/gule har oplevet problemer både på- og uden for banen i efterårets første kampe. Wilczek giver i skrivende stund pengene to og en halv gange igen, mens "Løvernes" Dame N'Doye er førsteudfordrer til odds 3,50.

De to umiddelbare favoritter er dog begge en kende for gamle, hvis de skal passe ind i det generelle billede, ligesom de begge har passeret de 84 Superliga-kampe, som en topscorer i gennemsnit har spillet, når de modtager titlen.

Længere nede på oddslisten finder vi FC Nordsjællands Godsway Donyoh til 16 gange pengene igen, mens de forsvarende mestre i FC Midtjylland har en farlig outsider i Paul Onuachu. Den høje nigerianer giver i skrivende stund pengene retur 22 gange.

Godsway Donyoh har 50 Superliga-kampe på bagen og kunne ende i omegnen af 75, når sæsonen er slut, mens Paul Onuachu for længst har rundet de magiske 84 kampe i landets bedste række.

Tror man på dansk islæt øverst på skamlen, peger det umiddelbart i flere forskellige statistiske retninger. Andreas Skov Olsen er favoritten hos bookmakerne til odds 7, men FCN-angriberen fylder først 19 år omkring nytår.

Viktor Fischer anses af mange som FCK's farlige offensive våben og Aarhus-drengen passer da også meget godt ind i forhold til alderen, men ved sæsonafslutning vil han givetvis kun havne omkring de 50 optrædender i Superligaen, ligesom nationaliteten også trækker fra i forhold til prototypen på en topscorer herhjemme.

Med alle tal langt sammen er der ikke en oplagt kandidat, der springer i øjnene. FC Nordsjællands Godsway Donyoh passer umiddelbart bedst ind i flest kategorier og han er da også Superligaens farligst spiller indtil nu i sæsonen målt på antal minutter per scoring: 99 minutter bruger han per mål, mens Kamil Wilczek følger lige efter med 101 minut per scoring.

Så har du en ti'er i overskud er odds 16 på den lynhurtige ghaneser måske ikke så dumt...

Kilde: alle tal er fra Superstats.dk