Politiken: Politisk kaos og korruption spøger i skyggen af fodbold på en afrikansk stegepande

Optakten til de afrikanske mesterskaber har igen i år været plaget af kaos, korruption og andre lyssky sager uden for banen. På trænerfronten er et opgør mod kolonitidens fordomme på vej, og i målet døjer afrikanerne stadig med et skidt renommé. Her er tre nedslag i turneringen, der i år afholdes i Egypten.

(Produceret til Politiken søndag d. 23. juni 2019 - dette er blot et uddrag)

Selv om klokken var 22 fredag aften, var luften på Cairo International Stadium stadig brændende. I omkring 30 graders varme knoklede værtslandet, Egypten, sig gennem 1-0-sejren i åbningskampen mod Zimbabwe ved dette års afrikanske mesterskaber i fodbold - eller Africa Cup of Nations, som er det officielle navn.

Og det er egentlig ganske paradoksalt, for mens VM i Qatar i 2022 for længst er flyttet fra sommer til vinter, fordi ingen ville kunne holde ørkenstatens kogende sommervarme ud, så er det gået stik modsat på det afrikanske kontinent, hvor især de store europæiske ligaer var trætte af at skulle afgive de største afrikanske stjerner gennem det meste af januar.

Varmen må man så leve med. Også selv om de deltagende nationer, der for første gang er blevet til 24 frem for 16, i visse kampe må døje med fodbold på en 45 graders varm stegepande.

Trods flere nye tiltag har optakten til årets turnering dog været lige så turbulent og kaotisk som tidligere. Politiske stridigheder og infrastrukturelle udfordringer har nemlig gjort, at det ikke er de forsvarende mestre fra Cameroun der ligger græs til turneringen som først planlagt, men altså i stedet Egypten.

Tilbage i januar måned traf CAF, det afrikanske fodboldforbund, nemlig den beslutning, at de voldsomme og bestialske hændelser, der nu i årevis har raseret det centralafrikanske land, ikke er foreneligt med det ansvar, et værtsskab af en så stor slutrunde medfører. 

Beslutningen vakte harme i Cameroun, da fodboldforbundet og de ansvarlige arrangører undervejs havde udstedt garantier for sikkerheden hos spillere, stab og fans, og at sport og politik ikke skulle komme i vejen for hinanden. Den opfattelse delte de øverste personer i CAF dog ikke, og i en afstemning med Sydafrika som den anden kandidat, blev Egypten nærmest enstemmigt valgt som de nye værter i begyndelsen af året.

Primus Tazanu, der til daglig forsker og underviser på Centre of African Studies på Københavns Universitet, er født i den tidligere franske kolonimagt og ærgrer sig på vegne af sine landsmænd over CAF’s beslutning om at rykke slutrunden.

- Midt i en forfærdelig tid kunne afholdelsen af en større sportsbegivenhed give befolkningen noget håb. Håb om bedre tider og på en mere afklaret fremtid. Befolkningen blev vrede over beslutningen, men kigger man lidt indad, er man også klar over, at man ikke formåede at opfylde alle kravene fra forbundets side af.- Situationen har spidset til siden 2017 og separatistbevægelsernes voldsomme færd gennem landsdelene har blandt andet gjort, at man slet ikke har færdiggjort byggeriet af de stadions, som først aftalt og lovet, siger han.

JP: "Ender den lille troldmand som offer for den argentinske forbandelse?"

Lionel Messi har netop afsluttet en strålende individuel sæson i FC Barcelona, men gennem flere årtier har præstationerne for catalonierne stået i stærk kontrast til oplevelserne med landsholdet. Den lille troldmand mangler fortsat at vinde et betydende trofæ med moderlandet og igen i år har intern uro og en vakkelvorn defensiv fyldt en masse op til slutrunden. Det oplagte spørgsmål er derfor: Bliver Messi igen offer for den argentinske forbandelse eller lykkedes det ham endelig at træde ud af Diego Maradonas skygge i nationaldragten?

(Produceret til Jyllands-Posten søndag d. 16. juni 2019 - dette er blot et uddrag).

Landsholdskarrieren har været sat i bero et par gange, men denne sommer er Lionel Messi atter at finde i den blå/hvide dragt, når Copa America løber af stablen i Brasilien i juni og juli måned. Og igen i år, er det med et altoverskyggende mål: at vinde et gældende trofæ med sine landsmænd. For historien er fortsat den, at Lionel Messi og Argentina, trods flere finaleoptrædener den senere år, senest ved 100-års udgaven af Copa Ameria for tre år siden, stadig er uden et større og betydende trofæ siden sejren over Mexico i 1993, da de amerikanske mesterskaber fandt sted i Ecuador.

Denne sommer har den fodboldgale nation altså atter muligheden, når Brasilien huser årets udgave af Copa America. Sommerens slutrunde kan dog blive Lionel Messis, der fylder 32 senere på måneden, sidste skud i bøssen i de endnu uforløste bestræbelser på at bringe hæder og lykke, og ikke mindst et trofæ, med hjem til Sydamerikas sydligste breddegrader.

Troldmanden kommer fra en fænomenal individuel sæson i FC Barcelona, hvor han med sine 36 mål og 15 oplæg var involveret i en scoring hvert 53. minut han var på banen i den spanske liga, ligesom tallene ikke afveg det store i Champions League, hvor han endte som suveræn topscorer med sine 12 fuldtræffere.

De senere års farvel til Andres Iniesta og Xavi på Barcelona-midtbanen, har givet Lionel Messi et markant øget ansvar hos catalonierne, og denne rolle er i den grad sammenlignelig, med den han har på det argentinske landshold. Presset har dog lejlighedsvis lænet sig op af det umenneskelige, mener fodboldkommentator Niels Christian Frederiksen, der både har boet i Argentina og skrevet speciale om det fodboldtossede land.

- Presset er langt større på Messi på landsholdet end det er, når han spiller for Barcelona. Og det har han endnu ikke kunne bære. Så stærk er han heller ikke. På en eller anden måde splitter han det argentinske folk, siger han, og fortsætter.

- Messi er jo som sådan ikke argentiner. Han tog til Spanien som 13-årig og har aldrig spillet klubfodbold i Argentina. Det argentinske folk har svært ved at identificere sig med Messi på samme måde som med Diego Maradona, der blev født på en losseplads i Lanús lige uden for Buenos Aires, og nåede at optræde for tre klubber i hjemlandet i løbet af sin aktive karriere.- Messi bærer dog Barcelona på en ny og anden måde end tidligere. Og der vinder han titler i massevis, så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre på landsholdet, spørger man sig selv om i Argentina. Man han nærmer sig en alder, hvor det efterhånden er sidste udkald, siger Niels Christian Frederiksen.

Vulgære og unødige oplevelser

Produceret til ATLAS

En gruppe iranske kvinder kæmper for at få lov til at støtte deres landshold fra tribunen. ATLAS har mødt en af dem.

Kan du huske dit første fodboldminde, hvor scenerne udspillede sig få meter for øjnene af dig? Altså, som i din allerførste stadionoplevelse med spillet, som mange ynder at kalde verdens bedste spil?

Det er nok de færreste, der vil besvare dette med en kamp fra den ypperste turnering af dem alle, verdensmesterskaberne i fodbold. For nylig blev det dog virkeligheden for Sara, en iransk kvinde, der gennem de seneste to årtier har kæmpet en hård og ulige kamp, for at få kvinder på stadion i landet.

»Jeg har holdt billetten dybt begravet i min taske af frygt for, at nogen skulle få øje på den. Jeg har beskyttet den, som det mest værdifulde jeg ejer, og jeg har brugt timer på at studere den, når jeg er alene. Den er virkelig smuk«, siger Sara om billetten, der gav hende adgang til Irans åbningskamp ved årets VM-slutrunde mod Marokko.

Jeg møder Sara, der ikke er hendes rigtige navn, men et hun benytter af sikkerhedsmæssige årsager, på en café i centrum af Moskva, for at høre om hendes første fodboldoplevelse på nært hold.

I 13 år har den iranske kvinde kæmpet for at give kvinder samme rettigheder som mænd, når det kommer til sportsbegivenheder inden for landets grænser. Oprøret startede i det små, da hun tilbage i 2005, sammen med en håndfuld andre, troppede op ude foran nationalstadionet Azadi i hovedstaden Teheran med et lille banner og en opsang til den daværende regering.

Dengang havde det ikke den store effekt, og Sara og resten af flokken blev nægtet adgang til begivenheden og eskorteret væk fra stadion med uforrettet sag. Men sidenhen hun har været vedholdende i sin sag, der skikker langt dybere end spillet med den lille runde.

»Det er virkelig hårdt at arbejde under disse forhold, hvor du konstant lever i frygt for at blive genkendt. Jeg skal tænke på mig selv og min familie i hver bevægelse jeg foretager mig. Den iranske regering ønsker ikke at se glade kvinder på stadion, for så tænker de straks, hvad bliver det næste? Og deres frygt er helt begrundet. Det her handler om så meget mere end fodbold. Kvinder skal have samme rettigheder som mænd i hele det iranske samfund,« siger hun indledningsvis.

Tilbage i marts blev Sara og en række andre kvinder på ny nægtet adgang til stadion, selvom de denne gang var klædt ud som mænd med overskæg og andre rekvisitter, i forsøget på at skjule deres sande identitet. FIFA’s præsident, schweiziske Gianni Infantino, var til stede denne dag, da Irans største rivalopgør mellem Persepolis og Esteghal fandt sted i Teheran med godt 100.000 tilskuere på lægterne – alle mænd.

Infantino kommenterede ikke offentligt på problemstillingen ved den lejlighed, men i et interview med New York Times har han sidenhen udtalt, at han i en privat samtale med Irans præsident Hassan Rouhani, rejste en række spørgsmål, og at han af præsidenten fik lovning på, at ændringer på området snart ville træde i kraft.

Sara har dog ikke den store tiltro til, at mødet mellem Rouhani og Infantino på Azadi Stadium (Azadi betyder i øvrigt ”frihed” på persisk, hvilket klinger ret hult i denne sammenhæng) får den store betydning for kvindernes rettigheder lige foreløbig.

»Jeg har fået den samme besked siden min demonstration i 2005, og nu skriver vi 2018 og forbuddet står stadig ved magt. Det er svært at forudsige hvad VM-slutrunden får af betydning for iranske kvinder. Vores problemstilling har helt sikkert fået en større omtale internationalt og interessen for dette er eksploderet på de sociale medier efterfølgende. Det giver mig en fornyet tro og jeg håber på, at det øgede pres kommer til at resultere i ændringer,« siger hun.

Præsident Rouhani, der har regeret landet siden sommeren 2013, har nemlig ved tidligere lejligheder løbet fra en aftale og taget magtpåliggende midler i brug, for at fastholde bandlysningen af kvinder på stadion – en bandlysning, der trådte i kraft i slutningen af 70’erne under den iranske revolution, med budskabet om at skåne kvinder for »vulgære og unødige oplevelser i en hektisk atmosfære.«

Den adfærd ramte også det iranske fodboldlandshold for godt et år siden, da holdets anfører, den 34-årige midtbanespiller Masoud Shojaei, blev taget af holdet kort efter kvalifikationen til sommerens VM-slutrunde var en realitet. Shojaei og resten af holdet var inviteret til et besøg hos præsident Rouhani i anledningen af kvalifikationen, og her gav landsholdskaptajnen udtryk for, at tiden måske var kommet til, at en opløsning af kvindeforbuddet skulle iværksættes.

Få dage efter blev anføreren fjernet fra holdet af de øverste myndigheder. Begrundelsen? Shojaei havde med sit græske klubhold Panionios spillet mod Maccabi Tel Aviv i Europa League-kvalifikationen tidligere på sommeren, og i Iran er det ilde set at foretage sig noget som helst med israelere.

Den iranske landstræner Carlos Queiroz valgte dog, trods stor modstand fra lovgivnerne, at genudtage Masoud Shojaei til sin endelige VM-trup kort inden afrejsen til Rusland, og midtbanespilleren bar således anførerbindet på ny, da de iranske spillere gik på banen mod Marokko d. 15. juni – til stor glæde for Sara.

»Han er et fantastisk forbillede. Vi er alle stolte over, at han leder vores hold på banen«, siger hun.

Tilbage i Moskva har Sara, trods den manglende tro på Rouhanis intentioner, dog tid og overskud til at glæde sig over hendes egen og flere hundrede kvinders tilstedeværelse på det imponerende stadion i Sankt Petersborg, hvor godt 63.000 tilskuere i alt var på plads den aften.

»Jeg forsøgte virkelig på at nyde oplevelsen, selvom jeg ved, at VM er en kæmpe og global begivenhed og et sted, hvor jeg hurtig kan blive genkendt. Men det var befriende at se alle de kvinder på stadion. Det gjorde mig virkelig glad, at så mange kvinder endelig fik muligheden for at se deres helte på stadion, og at så mange turde tage turen til Rusland og støtte op om den sag, jeg har kæmpet for så længe«, afslutter hun med et stolt smil, mens det er tydeligt at se, at tankerne tager hende tilbage til den magiske aften i Ruslands kulturelle højborg, Sankt Petersborg.

Fredag d. 15. juni 2018 blev ikke blot en historisk dag i iransk landsholdsfodbold, da 1-0 sejren over Marokko var nationens første i 20 år i VM-regi. Det blev i endnu højere grad en sejr for Sara og andre, der kæmper for ligestilling og kvinders rettigheder i Iran.

Saransk – VM’s grimme ælling, der blev stedet for forløsningen af 36 års VM-venten

Da Rusland tilbage i vinteren 2010 blev tildelt værtsrollen for VM i fodbold otte år senere, lå det umiddelbart ikke i kortene at Saransk ville ende med at få en betydende rolle i den store og globale begivenhed.

Præsident Putin ønskede dog at sprede VM ud i så mange regioner som muligt, frem for at centralisere det i Moskva, der med sine fem-seks større stadions i realiteten kunne stå for underholdningen ene og alene. Putin ville rulle det tunge skyts ud og vise hele Rusland frem med prompt og pragt, og det blev Saransk’ held.

Den lille by med godt 300.000 indbyggere er godt nok hovedstaden i regionen Mordovia, placeret lidt mere end 600 kilometer øst for Moskva, men Saransk er sammen med feriebyen Sochi med afstand de mindste af de i alt 11 værtsbyer under sommerens slutrunde.

Og efter tre-fire dage i Moskva forinden, var forskellen da også til at tage at føle på, da jeg landede i den nyetablerede lufthavn efter en flyvetur på godt to timer østpå. Store ambassader, mægtige monumenter og Europas måske mest velfungerende metrosystem var nu skiftet ud med gamle kabelvogne, få restauranter, forældet infrastruktur og en bydel der mest af alt mindende om en tysk temapark fra 70’erne - uden for sæsonen, vel og mærke. Fladskærms tv’et havde sågar heller ikke fundet vej til den lille flække i Mordovia-regionen endnu.

Lokalbefolkningen var da også overrasket over Putins beslutning om at udnævne Saransk til værtsby, og de få lokale jeg talte med, håber at sommerens VM-slutrunde kan hjælpe byen til fremdrift i de kommende år.

- De fleste russere løftede lidt på brynene, da det kom frem, at vi skulle være én af de 11 værtsbyer, fortæller Nadia og Dimitri, et yngre par, der begge er født og opvokset i Saransk, og begge arbejder frivilligt i byen under VM-slutrunden.

- Men vi håber på, at slutrunden kan være med til at fremme folks kendskab til byen og området. I de seneste uger har vi set byen forvandle sig fra den grå og kedelige hverdag, til et sted med fest i gaderne til langt ud på natten.

- Vi er rigtig glade for, at Saransk blev udvalgt. Det har allerede bragt forbedringer til byen og gjort den mere tiltalende og attraktiv for udefrakommende. Den tendens må gerne fortsætte, når slutrunden er færdigspillet, afslutter de.

Invaderet af feststemte sydamerikanere

Nadia, Dimitri og resten af lokalbefolkningen kan dog ikke alene tage æren for, at gaderne i Saransk i midten af juni måned er ramt af feststemning til langt ud på natten.

Byens første kamp under slutrunden stod mellem Danmark og Peru, og sidstnævnte var i den grad bedst repræsenteret på fansiden, hvor op imod 40.000 personer fra den bjergrige, sydamerikanske nation havde taget den lange rejse – i stærk kontrast til de få hundrede fremmødte fra Danmark.

Peruanerne var dog taget til Rusland for andet end bare at feste. De venlige og åbensindede sydamerikanere var nemlig tilbage i det fineste selskab af dem alle denne sommer for første gang i 36 år, og selvom man først kvalificerede sig til slutrunden som den sidste af de 32 deltagende nationer, havde den enestående præstation skabt fornyet håb og ambitioner blandt den fodboldgale befolkning.

Den fornyede optimisme går samtidig fint i spænd med landets tilstand uden for kridtstregerne, hvor der har været fremgang at spore i det seneste årti. En øget velfærd har resulteret i en kraftig forøgelse af gennemsnitsalderen i landet, ligesom antallet af decideret fattige i Peru nu udgøres af færre end seks procent af den samlede befolkning – det laveste antal nogensinde.

På trods af ovenstående, er en tur til VM og flere ugers ophold i Rusland langt fra nogen billig oplevelse for en almen peruaner, fortæller Gonzalo Silva Infante, en journalist fra hovedstanden Lima, der ligesom jeg selv er i Rusland i disse uger som udsendt for det internationale fodboldforbund, FIFA.

- Det er de færreste der i realiteten har råd til at være her. Men det er første gang i 36 år, at vi har kvalificeret os til en VM-slutrunde, så peruanerne sælger gerne bil eller hus for at tage del i festen.

- Det kan måske lyde som en drastisk beslutning, men ingen vil gå glip af denne oplevelse. For hvem ved. Måske går der yderligere 36 år, før vi står her igen. Så ofrer vi gerne bilen eller lever flere under samme tag i et stykke tid. Og sådan tænker vi generelt. Vi tager en beslutning, og så står vi ved den. Der er ingen grund til at begræde konsekvenserne, det gælder om at nyde det og leve i nuet, siger han.

Rød/hvid bymidte i Saransk

Gonzalos ord bliver i den grad bekræftet, da vi sammen tager den korte tur fra hotellet til stadionet i Saransk – en gåtur på godt 20 minutter. Hele byen er klædt i rødt og hvidt, men set med danske briller er det desværre ikke klaphatten eller lyden af Re-Sepp-ten der fylder mest i bybilledet. Bymidten i Saransk er i stedet omdannet til et sydamerikansk inferno, hvor øllene aldrig når at blive håndlune, trods en temperatur tæt på de 30 grader denne eftermiddag.

Øregangene blev i stedet fyldt med et let genkendeligt omkvæd på spansk med den dertilhørende tekst: ”Cómo no te voy a querer, cómo no te voy a querer…Si eres mi Perú querido, el país bendito, que me vio nacer”. Direkte oversat er teksten en kærlighedserklæring til Peru, og til den nation der har skænket sit folk et godt og mindeværdigt liv.

Mindeværdigt blev oplevelsen med den peruanske fans i den grad også inde på stadion, hvor de første sydamerikanere allerede fandt vej til deres sæder to timer inden kickoff. Ventetiden blev ikke brugt på at tage billeder af den imponerende kulisse eller på at spare på stemmen. Den elektriske stemning fik sågar en betydning på banen, da kampen blev fløjtet op. Her var det tydeligt at se at de danske spillere, der ellers til dagligt optræder på flotte adresser rundt omkring i Europa, havde svært ved at kommunikere med hinanden og generelt blev en smule blæst bagover af den intense atmosfære.

Åge Hareides drenge formåede dog som bekendt at samle sig og endte med at vinde 1-0 på en scoring af Yussuf Poulsen midtvejs i anden halvleg, og i få minutter overtrumfede de danske fans de peruanske på lægterne.

”Gracias papito”

Efter Danmarks uskønne, og måske ufortjente, 1-0 sejr over Peru lørdag d. 16. juni er det allerede dagen efter tid til at tage afsked med Saransk og vende retur til Moskva. Ved check-in i lufthavnen bliver jeg atter mindet om, hvorfor jeg, og tusindvis af andre, er rejst langt mod øst for at se 22 mand jagte en bold i 90 minutter.

Foran mig står to peruanere, en oldefar og hans barnebarn, og venter på at det bliver deres tur til at droppe bagagen inden den lange rejse hjem over Atlanten. Jeg overhører deres samtale, idet noget af den foregår på engelsk, da barnebarnet de seneste år har studeret i Pennsylvania, USA. Inden turen til Rusland havde de to familiemedlemmer ikke set hinanden siden slutningen af 2017. Resten af familien er ligesom de to bidt af fodbold, men økonomien rakte kun til at sende to mand af sted.

Nederlaget dagen forinden bliver fortsat vendt og drejet, mens køen foran dem langsomt svinder ind. Stoltheden over at være repræsenteret ved slutrunden overskygger dog med længder skuffelsen over at være gået fra banen uden at have scoret – noget peruanerne ellers havde ventet længe på, da Guillermo La Rosas scoring i 1-5 nederlaget til Polen ved VM-slutrunden i 1982 i Spanien på daværende tidspunkt fortsat var nationens seneste positive VM-minde – et minde, der altså lå mere end 36 år tilbage tiden.

De to familiemedlemmer indkapsler perfekt fortiden og nutiden i Peru og illustrerer godt, hvorfor den relativt lille fodboldnation endte med at blive slutrundens kæledægger på tribunen. Passion, optimisme og taknemmelighed indrammes i én symbolsk handling, da barnebarnet lægger armen om sin oldefar, kigger ham dybt i øjnene og smiler skævt i et par sekunder. Slutteligt kommer sætningen, der på flotteste vis demonstrerer hvorfor fodboldens vindere og tabere ikke altid kan gøres op i, hvilket hold der scorer flest mål; ”Gracias papito”.

Ordene får den dag i dag hårene til at rejse sig på mine arme, og denne lille lufthavnsinteraktion står forrest i erindringerne, når tre ugers rejse og tusindvis af oplevelser i Rusland skal efterrationaliseres. Det er nok også tilfældet, når jeg ser tilbage på slutrunden om 20-30 års tid.