Viceanføreren, der blev professionel ved et tilfælde

I slutningen af august måned blev Jeppe Tverskov udnævnt som viceanfører på Superligaholdet i OB. Vejen dertil har dog været noget anderledes for den 25-årige defensivspiller, der først sent blev præsenteret for fodboldens benhårde elitemiljø og længe overvejede en civil karriere.

Professionel ved et tilfælde

Sommeren 2010. Jeppe Tverskov har netop fået beskeden om at hans U17-mandskab i barndomsklubben B1903 i udkanten af Gentofte ikke har nok spillere til den kommende sæson, og at holdet som en konsekvens af dette lukkes ned.

Tankerne er derfor mange hos den unge gymnasiedreng, der netop har færdiggjort 1G. B1903 har været en del af hverdagen siden treårs alderen, men talentet har aldrig bragt ham ind over diverse ungdomslandshold, og han og familien spekulerer nu på hvor meget fodbolden skal fylde i de kommende år.

- Dengang var vi lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg kigge mig om efter en ny klub eller skulle jeg koncentrere mig om at færdiggøre gymnasiet, som resten af min daværende omgangskreds havde planer om, siger Jeppe Tverskov, og fortsætter.

- Skulle fodbolden bare gå hen og blive et hyggeelement ved siden af mine studier? Det talte vi meget om dengang. Jeg rendte rundt og spillede U17-bold i den fjerdehøjeste række og havde slet ikke udsigt eller drømme om nogen professionel karriere.

B1903 kom dog frem med et alternativ og Jeppe Tverskov fik tilbuddet om at blive rykket op på klubbens førstehold, der på daværende tidspunkt slog sine folder i Danmarksserien. Herfra gik det stærkt.

Holdet blev trænet af den tidligere Superligaspiller Bent Christensen, der i sin aktive karriere optrådte i den kongeblå Lyngby-trøje, ligesom han nåede at få fire kampe på det danske A-landshold i slutningen af firserne. Han husker tydeligt det første møde med teenageren Jeppe Tverskov.

- Det var især Jeppes teknik, der sprang mig i øjnene. Den alene gjorde, at jeg kunne putte ham på samtlige pladser i marken på vores hold, uden at han ville komme i problemer. Jeg indså egentlig ret hurtigt, at Jeppe var for god til at spille hos os og at han skulle videre i et større setup, siger han.

B1903 blev efter fødslen af F.C. København i 1992 omdannet til rugekasseklub for "Løverne" på Østerbro. Bent Christensen var dog ikke sikker på, at en ung Jeppe Tverskov ville vokse i konkurrencen med spillere som Mathias Zanka Jørgensen, Ragnar Sigudsson og Thomas Delaney, og han tog i stedet kontakt til sin gamle arbejdsgiver lidt længere nordpå.

- Det var ikke alle der klappede i hænderne da det kom frem, at jeg skubbede på for at få Jeppe ud til Lyngby. B1903 er jo samarbejdsklub med F.C. København, men jeg vurderede at det ville gavne hans karriere meget mere, hvis han kom til Lyngby.

- Springet til FCK's førstehold ville være en for stor mundfuld for Jeppe på daværende tidspunkt, og med Lyngbys historik in mente, kunne jeg godt se det komme til at fungere, siger Bent Christensen.

Få dage efter kom en prøvetræning hos Lyngbys U19-hold i hus.

Kulturchok blandt Lyngbys lysende talenter

Jeppe Tverskov blev hurtigt kastet for løverne i det målrettede og elitære miljø i Lyngby og første træningskamp viste ham, at der nu ventede en helt anden tilværelse med fodbolden.

- Efter den første træningskamp tænkte jeg, at skridtet måske var en anelse for stort og det hjalp ikke på moralen da træneren kort efter slutfløjt fortalte mig, at mange af de bedste spillere var ude og spille for diverse ungdomslandshold, og derfor ikke havde deltaget i kampen. Det kom som noget af et chok for mig, siger han.

Lyngbys talentfulde U19-mandskab blev dengang styret af Jens Olsen, der nu står i spidsen for 1. divisionsklubben Nykøbing FC. Truppen talte navne som Yussuf Poulsen, Uffe Bech, Bror Blume, Christian Nørgaard, Ryan Johnson Laursen og målmanden Lukas Fernandes, så der var ikke de store forventninger til knægten fra Gentofte, der kom ind via bagdøren.

- I Lyngby fik vi en masse spillere tilbudt fra højre og venstre, som mente at de havde niveauet til at begå sig hos os. I Jeppes tilfælde regnede jeg jo nok også med, at han var en person, der hurtigt forsvandt ud af billedet igen, siger Jens Olsen.

Holdingen blev dog hurtigt en anden og Jeppe Tverskov fandt straks fodfæste på og udenfor banen, hvor den hvalpede dreng hurtigt smed de overflødige kilo og tilpassede sig de nye forhold.

- Han integrerede sig på holdet med det samme og man kunne godt se, at Jeppe socialt havde nogle andre værktøjer end de andre. Der kom hans anderledes forhistorie ham nok til gode. Fodboldmiljøet kan godt være meget snævert, hvor alt drejer sig om én ting. Han var vant til at færdes blandt "almindelige" mennesker, og det hjalp ham i starten, siger den nuværende Nykøbing-træner.

Udfordringerne stoppede dog ikke her. Da U19-tiden sang på sidste vers blev Jeppe Tverskov godt nok tilbudt sin første seniorkontrakt i klubben, men udsigten til spilletid var nærmest ikke eksisterende, lød beskeden. Fremtiden blev på ny diskuteret ved spisebordet hos familien Tverskov og fodboldkarrieren var i denne tid tæt på at få dødsstødet.

- Jeg fik at vide at jeg ville indgå i truppen under Niels Frederiksen, men at jeg var udset som en trupspiller, der skulle fylde på i træningerne. Der stod jeg igen med følelsen af, om det overhovedet kunne lade sig gøre at slå igennem eller om det måske var på tide at rette fokus mod noget andet, siger Jeppe Tverskov, og tilføjer.

- Jeg spejlede mig fortsat meget i mine gymnasievenner. De havde alle planer om at tage et sabbatår, hvor de ville ud og opleve verdenen inden de igen skulle tilbage på skolebænken. I den tid overvejede jeg meget, om jeg skulle gøre det samme. I samråd med min familie besluttede jeg mig dog for at tage imod tilbuddet fra Lyngby og kæmpe for min plads, siger han.

To år senere, efter godt 40 optrædener på Lyngbys bedste mandskab, underskrev Jeppe Tverskov en toårig aftale med Randers FC. Et nyt skridt var taget. Nu gjaldt det om at etablere sig hos kronjyderne i landets bedste række, Superligaen.

Udlandet kræver større armbevægelser

Den nu 21-årige defensivspiller brugte de første uger i Randers på at falde på plads langt væk fra familie og venner. I 11. spillerunde kom debuten så, da en karantæne til Mads Fenger gav plads ved siden af Mads Agesen i midterforsvaret i Parken mod selveste F.C. København.

Kampen kastede et 1-0 nederlag af sig, men Colin Todd blev i løbet af de 90 minutter bevidst om, at han i Jeppe Tverskov havde en driftsikker og konkurrencedygtig spiller, der sagtens kunne tage springet fra 1. division. I den resterende del af sæsonen startede Tverskov i 12 ud af 22 runder og året efter var han en etableret profil i kronjydernes defensiv.

Karrieren kunne dog meget vel have budt på et ophold lidt længere østpå. Da Morten Wieghorst blev ansat som AGF-træner i sommeren 2014 tog han Bent Christensen med sig som assistent. De to kendte hinanden fra tiden i Lyngby, og i bestræbelserne på at forstærke aarhusianerne kom Jeppe Tverskovs navn op.

- Morten (Wieghorst, red) og jeg blev hurtige enige om, at AGF stod og manglende en midtstopper. Vi havde Jeppe oppe og vende flere gange, men jeg turde ikke sige god for ham hundrede procent. Jeg var sikker på potentialet, men jeg var lidt nervøs for Jeppes manglende fart, siger Bent Christensen, og fortsætter.

- I AGF ville man gerne spille med en høj bagkæde og det fik mig til at tøve lidt. Der var et enormt pres på os i Aarhus, og jeg turde sgu ikke ligge hovedet på blokken, for Morten sagde, at Jeppe ville blive mit ansvar ene og alene, hvis jeg anbefalede ham, afslutter han.

Efter to sæsoner og 38 Superligakampe for Randers skrev Jeppe Tverskov i sommeren 2016 kontrakt med OB, efter fynboerne var endt på syvendepladsen i tabellen.

Her blev han hurtigt én af yndlingene under Kent Nielsen og fik fuld tid i 31 af sine 34 optrædener i debutsæsonen i Ådalen. Udnævnelsen som viceanfører denne sommer betragter hovedpersonen selv som en stor anerkendelse, men i en alder af 25 år ønsker Jeppe Tverskov også at lægge på sit spil. Det sker ikke mindst ved én gang for alle at fastlægge sig på en fast position.

- Jeg søger lidt mere kontinuerligt spilletid på samme position. Står det til mig, så bliver det på midtbanen, men jeg er naturligvis ikke ene om den beslutning. Men skal jeg fortsætte min udvikling og finde yderligere et par procenter i mit spil, så skal jeg tænke som enten en forsvarsspiller eller en midtbanespiller - hele tiden, siger Jeppe Tverskov.

Den ydmyge og lidt tilbageholdende tilgang er dog langt fra et enkeltstående tilfælde hos Jeppe Tverskov, og den tætteste del af familien ser gerne, at han laver lidt mere larm om sin egen person - især hvis et skifte udenfor landets grænser skal realiseres.

- Min familie er lidt efter mig. De ser gerne at jeg får lidt større armbevægelser og eksempelvis er lidt mere aktiv på de sociale medier og gør lidt mere reklame for mig selv. Der er jeg nok af en lidt anden overbevisning. Hvis mine præstationer på banen er gode nok over længere tid, så skal interessen nok opstår, tænker jeg, siger Jeppe Tverskov.

Lykkedes det at komme udenlands, vil det blot være endnu et skridt i Jeppe Tverskov imponerende karriereforløb, hvor han her otte år efter debuten i Danmarksserien står noteret for lidt over hundrede kampe i landets bedste række.

Fodbolden er gået fra at være en blanding af leg og socialt samvær til at fylde alt i hans liv. Han misunder ikke længere weekendsudsigterne hos gymnasievennerne, men han priser sig dog lykkelig for, at han også nåede at nyde sin ungdom og at han ikke allerede dengang var hængt op i et elitært og konkurrencepræget miljø.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg har nået at drikke mine øl og udleve dele af min ungdom. På det punkt er mit karriereforløb noget atypisk, vil jeg mene. Det lå overhovedet ikke i kortene, at jeg skulle blive en etableret Superligaspiller, men krydret med lidt held har jeg forsøgt at tage ét skridt ad gangen. Det har hele tiden været vigtigt for mig at sætte realistiske målsætninger, som jeg følte kunne indfries inden for den fastsatte ramme, afslutter Jeppe Tverskov.

Mentaltræner reddede Brønshøj fra deres forsømte forår

I slutningen af april balancerede traditionsklubben Brønshøj på randen af en mindre fiasko. I sæsonen forud for ”Hvepsenes” hundredeårs jubilæum var klubben i overhængene fare for at rykke ud af divisionsfodbolden for første gang i 73 år, og en trup der lovede af mere, havde svært ved at optræde som en enhed og levere de forventede resultater.

Katastrofen og det forsømte forår blev dog afværget da Brønshøj hentede 18 ud af 24 mulige point i sæsonens sidste kampe og sluttede over stregen i nedrykningsspillet i 2. division. Udfaldet kunne dog meget vel være et helt andet.

Efter flere møder med den resterende del af ledelsen, direktionen og trænerteamet tog administrerende direktør Dennis Kjeldsen i midten af forårssæsonen dog en beslutning. Klubben havde brug for hjælp. Udefra.

Valget faldt på 49-årige Kim Boye. Den nuværende mentalcoach havde selv slået sine folder i dansk elitefodbold i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, inden flere knæskader fik ham til at sadle om og fokusere på arbejdet med den mentale genoprejsning af udsatte unge.

Drengedrømmen brast

Kim Boye oplevede selv en hård og barsk opvækst med en mor som prostitueret og en søskendeflok med hang til både alkohol og stoffer. Én af få lyspunkter i den ellers mørke hverdag var fodbolden, og op gennem ynglingeårene tiltrak han sig opmærksomhed for sine præstationer i AB-trøjen og kom sidenhen på kontrakt i Brøndby, hvor cheftræneren på daværende tidspunkt var selveste Morten Olsen.

Karrieren nåede dog aldrig for alvor at tage fart før en voldsom tackling smadrede hans ene knæ i starten af 1990. Tilbage stod en håbefuld ung knægt med en brast drøm i et miljø, der på daværende tidspunkt ikke var i stand til at samle folk som Kim Boye op og genforme et menneske med en ny identitet.

Den kendsgerning ønskede Kim Boye at ændre på. Pædagoguddannelsen, med speciale indenfor den følelsesmæssige intelligens, blev første skridt på vejen mod en målsætning om at andre kasserede spillere – som ham selv – ikke skulle stå på egne ben i en i forvejen svær tid.

- Mit arbejde med de udsatte unge banede vejen for et comeback til fodboldens elitære miljø. Jeg fik to knægte ind under huden, som senere endte på kontrakt ude i Brøndby.

- Med min egen afsked med fodbolden in mente følte jeg egentlig, at jeg havde et par ubetalte regninger, der skulle betales. Derfor så jeg dette som en kærkommen mulighed for at hjælpe andre kasserede unge til en ny chance i livet.

- DBU bryster sig af at tage højde for det hele menneske, men mit indtryk er egentlig, at det er en smule varm luft. Fodboldkulturen nu til dags bygger på at stå klarest og forrest i billedet. Kan man hugge benene af andre for selv at fremstå højere, så gør man det, siger Kim Boye.

”Heal the boy and a man will appear”

Mentaltræneren tror i stærk kontrast til dette, at bløde og anerkendende værdier er med til at løfte præstationerne hos det enkelte individ.

- Når folk bliver rost og anerkendt, så fungerer det bare. Jeg har ikke ret meget til overs for mennesker, der sidder fast i offerrollen og ikke formår at komme videre, siger Kim Boye.

Selv formåede Kim Boye at træde ud af offerrollen, selvom det var svært at give afkald på en identitet, der havde præget ham i størstedelen af sit liv. Syv operationer skulle der til, før han var klar til at sige stop.

I sin nuværende vigøren i fodboldverdenen, og med sportsfolk generelt, oplever han ofte, at blive kaldt ind som brandslukker i allerede tilspidsede situationer. Den reaktionære indstilling skyldes ifølge Kim Boye en frygt for det uvisse og et benhårdt konkurrencemiljø, hvor kun de stærkeste overlever.

- Som mennesker vil vi gerne have at følelser kan skrives ned på et papir og puttes i en boks, så alle kan forstå det. Det kan man bare ikke. Følelser er magi og noget du ikke kan konkretisere.

- Folk møder mine metoder med en vis form for skepsis, da det ofte er svært at måle på og noget ukonkret for dem. Det er noget følelsespis, mener de rent ud sagt, fortæller Kim Boye, og fortsætter.

- Til dem plejer jeg at sige: ”heal the boy and a man will appear”. Altså, fodboldverdenen er fyldt med så meget testosteron og maskulinitet, at det er til at brække sig over.

- Formår du at tale den lille dreng op og klæde ham ordentlig på, så træder han ud af skyggen og fremstår som en stor og stærk mand med skjold og sværd, det lover jeg dig for, afslutter han.

Tingbjergs redningsmand

Tilbage i Brønshøj havde Michael Winter og spillerne fået en elendig start på 2018. Forårets første otte kampe havde endnu ikke ført til sejr og med en mager høst på blot fem point var holdet placeret under stregen i nedrykningsspillet i landets tredjebedste række.

Kim Boye blev hidkaldt som manden med de rette værktøjer til at låse Brønshøjs sande potentiale op. Mentaltræneren var første gang til stede på stadion til hjemmekampen mod Odder d. 5. maj - en kamp der endte uden mål, 0-0.

I de kommende uger og måneder havde Kim Boye sin faste gang på anlægget i Tingbjerg og efter få iagttagelser ved holdets træningspas foretog han sine første indgreb.

Få, håndgribelige værdier under mottoet ”vilje, fight og væske” skulle bankes ind under huden på de gul- og sortklædte Brønshøj-spillere. Samtidig fik fire udvalgte spillere, heriblandt anfører Jamil Fearrington, til opgave at fokusere på to holdkammerater hver, som via anerkendelse og ros skulle vokse i deres præstationer på banen i løbet af forårets kampe.

- I ledergruppen blev vi instrueret i hvordan man putter mere positiv energi ind i hele holdet. Den energi gav et kæmpe boost og hurtigt gik vi fra svingende resultater til et vinderhold, siger anfører Jamil Fearrington, og tilføjer.

- Trænerstaben havde lagt fundamentet forinden, men Kim kom ind og gav os værktøjerne til at skubbe det hele i den rigtige retning, afslutter han.

I de resterende kampe vendte Brønshøj-spillerne bøtten og sikrede sig overlevelse på sidstedagen med en knusende 5-1 sejr over Greve, der modsat måtte lade livet i de danske divisioner.

Fodbold spilles ikke med fødderne

I bogen ”Den Mentale Kriger” skriver Kim Boye, at 80 procent af succesen ligger i menneskets hjerne. Heri beskriver han hvordan han efter et kæmpe nederlag hev sig selv op ved hårrødderne og vendte den negative spiral til noget positivt.

Situationen var den samme i Brønshøj. Klubben indkasserede i størstedelen af forårets første kampe det første mål og havnede derfor ofte i en situation, hvor de skulle ud og jagte et resultat. Det satte sine spor på spillertruppen – både fysisk, men i den grad også mentalt.

- Kim kom ind i billedet da det var tydeligt at se, at vores spillere og trænerstab var hårdt ramt mentalt. Vi lå aktuelt til at rykke ud af divisionerne og det hæmmede vores præstationer enormt, forklarer Dennis Kjeldsen, ligesom holdets anfører Jamil Fearrington supplerer:

- Det man skal forstå med Kim er, at han har en fantastisk evne til at connecte med folk. Jeg dannede utrolig hurtigt et personligt bånd med ham, hvilket gjorde alle hans inputs troværdige. Med enkelte sætninger har han rykket min mentale tilstedeværelse enormt meget, siger han.

Efter 5-1 sejren over Greve trak de to parter en streg i sandet. Missionen var lykkedes. Arbejdet var færdigt. Brønshøj Boldklub havde sikret sig en ny sæson i det danske divisionssystem og Kim Boye havde lukket munden på kritikerne i sin vennekreds der fortalte ham, at denne opgave var for stor en mundfuld – selv for ham.

Fra sit kontor i Ballerup sidder den mentale kriger tilbage med et skævt smil. En ny sejr for manden, der efter eget udsagn kunne få succes med langt størstedelen af de nuværende hold i Superligaen, hvis blot han fik chancen. Ikke fordi kontoret er fyldt med diverse trænerdiplomer eller fordi han kan udmanøvrere de andre trænere på taktiktavlen, men fordi fodbold ikke kun spilles med fødderne…

Shakhtar og den brasilianske forbindelse

Da Shakhtar tidligere på sommeren præsenterede Marquinhos Cipriano som ny mand i truppen, blev den 19-årige kantspiller den 29. brasilianer i klubben siden 2004, og efter en årrække med fokus på unge talenter af egen avl ser det igen ud til at den sydamerikanske forbindelse er genetableret.

Her følger historien om hvordan denne bevægelse blev skabt og hvor rentabel en forretning det egentlig har været for Shakhtar at hverve forholdsvis ukendte spillere fra samba-nationen til østblokken.

Selvom Shakhtar først blev alment kendte på den europæiske scene i de senere år strækker klubbens historie sig tilbage til midten af 30’erne, hvor Alexey Stakhanov, en lokal minearbejder, gik forrest i stiftelsen af klubben – dengang under navnet Stakhanovets.

Der skulle dog gå 25 år før klubbens første sølvtøj ramte pokalhylden i klubhuset i form af den såkaldte Sovjet Cup, som man vandt i både 1961 og 1962 - og i mange år led de orangeklædte under især Dynamo Kievs dominans i USSR, der nærmede sig monopolistiske tilstande.

Efter Ukraines selvstændighed kom Shakhtar tættere på klubbens første titel op gennem 90’erne, men forløsningen kom først i starten af det nye årtusinde, da Nevio Scalas tropper endte ét point foran Dynamo Kiev i toppen af tabellen i sæsonen 2001/02. Dengang var holdet bygget op om profiler som Anatoliy Tymoshchuk og Andriy Vorobey, der få år forinden rendte med titlen som Årets Spiller i Ukraine – den første af slagsen i Shakhtars historie.

Lucescu etablerede forbindelsen

Turen mod den hjemlige-og internationale elite tog for alvor fart, da rumænske Mircea Lucescu satte sig i trænersædet i sommeren 2004 – en post, han endte med at besidde i de kommende 12 sæsoner med imponerende otte mesterskabet, seks pokaltitler samt UEFA Cup-triumfen i 2009 til følge.

Lucescu kom til efter to sæsoner i tyrkiske Besiktas, hvor han havde sikret Istanbul-klubben sit første mesterskab i 18 år, men det var dog rumænerens flair og passion for sprog, der endte med at bygge en værdifuld bro til førnævnte meritter samt det forjættede land, Champions League.

Den tidligere rumænske landsholdspiller taler nemlig hele seks sprog flydende, heraf portugisisk, hvilket blevindgangsvinkel til det brasilianske marked, hvor mere end to millioner er registreret som professionelle fodboldspillere, ligesom det var et marked, der på daværende tidspunkt var ukendt territorie for ukrainske klubber og det østlige Europa generelt.

Da Lucescu overtog cheftrænerjobbet huserede Brandao som eneste brasilianer i klubbens angreb, men inden sommeren var omme havde Batista, Matuzalem, Jadson og Elano tilsluttet sig landsmanden, ligesom forsvarsspilleren Leonardo samt den nuværende Manchester City-spiller Fernandinho kom til året efter.

29 brassere har fyldt pengepungen

Alt i alt nåede det brasilianske tælleapparat op på vanvittige 29 mand, der alle nåede at spille i den orange trøje under Lucescus ledelse, og sambaforbindelsen udviklede sig hurtigt til en reel virksomhedsstrategi for Shakhtar-ledelsen – med stor profit til følge.

Gennem de seneste årtier har profiler som Willian, Fernandinho, Douglas Costa, Alex Teixeira og senest Fred-handlen til Manchester United nemlig indbragt ukrainerne i omegnen af halvanden milliard kroner, så man kan roligt tale om ”sneboldeffekten” og at især offensivspillerne fra de noget varmere himmelstrøg har været katalysatoren i klubbens fremdrift både sportsligt og økonomisk siden starten af dette årtusinde.

Det understregede spilleragenten Frank Henouda da også i et interview til futbolgrad.com tilbage i oktober 2015, hvor han ligeledes fremhævede samarbejdet mellem ham og Mircea Lucescu:

- Klubben ville etablere en strategi hvor de målrettet gik efter at kapre unge brasilianere, oftest i aldersgruppen 18-20 år. Her havde Lucescu en vital rolle.

- Hans portugisiske sprogevner gjorde det let for ham at etablere en relation til de brasilianske spillere, og han forstod samtidig, at de ofte havde brug for en tilvænningsperiode inden de kunne levere hundrede procent på banen.

- I starten var det dog svært at overbevise de brasilianske spillere om, at Shakhtar var et skridt frem, og ikke bagud, i deres karriere, og at de havde mulighed for at etablere sig i Europa ved at skinne igennem i Ukraine.

- Man takket være Lucescus visioner og spillestil gjorde han det attraktiv for brasilianerne, der hurtigt købte ind på hans offensive og tekniske tilgang til spillet, siger han til mediet.

Politiske uroligheder bremsede udviklingen

I foråret 2014 udbrød der dog borgerkrig i Ukraine og Shakhtar har lige siden måtte afvikle deres hjemmekampe langt væk fra deres normale fort, Donbass Arena. Urolighederne stoppede for en stund den brasilianske invasion, da især indtægterne på kampdagene blev reduceret betydeligt, ligesom Shakhtar, og de østeuropæiske klubber generelt, begyndte at møde modstand fra de kinesiske marked, der med deres voldsomme økonomi begyndte at opruste og tiltrække spillere fra en endnu uset hylde.

Klubejer Rinat Akhmetov, en 51-årig forretningsmand, der går for at være én af de rigeste personer i Ukraine, ønskede derfor at sadle om og i forsøget på dette lod hans sig inspirere af Roman Abramovich og transferstrategien hos Chelsea.

Englænderne har gennem de seneste år fået en masse opmærksomhed grundet deres antal af udlejede spillere, der, trods megen kritik, har været med til at sikre klubben millioner af kroner i profit på senere spillersalg.

Modellen med at støvsuge landets- og regionernes største talenter med henblik på at udleje dem i håb om en stigning i markedsværdien, mistede Akhmetov dog hurtigt interessen for, og under ledelse af den nuværende træner, portugisiske Paulo Fonseca, synes forbindelsen til det brasilianske marked etableret på ny, mener journalist Manuel Veth.

- Paulo Fonseca har ført traditionerne fra Mircea Lucescu videre og efter klubbens fysiske skifte til Kharkiv-regionen sidste år, er det igen blevet attraktivt og mere sikkert for spillere fra eksempelvis Brasilien at skifte til klubben, siger han.

Manuel Veth er samtidig af den overbevisning, at Shakhtar er i stand til at tage kampen op med især det buldrende kinesiske marked, og at man efter et par stille år igen i fremtiden vil se talentfulde spillere fra sambanationen benytte klubben som et springbræt til de helt store adresser i fodboldeuropa.

Shakhtar har foruden indledningsnævnte Marquinhos Cipriano også sikret sig brasilianerne Junior Moraes, Maycon og Fernando denne sommer.

Klubben vandt i fjor det tredje mesterskab på stribe og deltager for 21. sæson i streg i en europæisk klubturnering dette efterår, når Champions Leagues gruppespil sparkes i gang d. 18. september.

Her er ukrainerne havnet i gruppe F, der også tæller Manchester City, Lyon og Hoffenheim.

OFI Kreta - historien om storhed og fald - og en mulig genrejsning?

Er favoritholdet på den populære ferieø på vej tilbage mod den græske top eller er det kun et spørgsmål om tid før ubetalte lønninger og tumult på de indre linjer huserer igen? Jeg lagde vejen forbi OFI denne sommer, for at komme nærmere et svar.

Som barn af en charterfamilie har feriedestinationen i sommermånederne ofte budt på ture til diverse badeøer i enten middel- eller Atlanterhavet, hvorfor jeg i en tidlig alder udviklede en ting for at følge øernes fodboldhold, der ofte rummer en del mystik og ufortalte historier.

Det har blandt andet kastet mindeværdige besøg af sig på hjemmebanerne hos Las Palmas og Mallorca, da klubberne begge huserede i den bedste spanske række samt timelange besøg på diverse træningsanlæg i forskellige afkroge af verdenen.

Nu har jeg så selv stiftet familie og sommerferien bød derfor ikke på trekking i Østens urskove, men på badeferie på den græske ø Kreta, hvor det mest opsigtsvækkende var de travle morgenstunde, hvor kun kampen om at reserve en ledig solstol fik sveden til at pible frem fra panden.

Familien fandt alligevel tid til at lægge vejen forbi Theodoros Vardinogiannis Stadium i udkanten af øens største by, Heraklion, hvor man dog blev mødt af et syn, der vidner om hårde tider for øens stolthed i de seneste år.

Stadion er pt. ramt af store renoveringer selvom sæsonstarten nærmer sig med hastige skridt i slutningen af august måned – en sæsonstart, der markerer OFI’s tilbagevenden til den bedste græske række for første gang siden 2015, hvor man røg ud på røv og albuer efter rod i økonomien og en tvangsnedrykning til tredje division.

Storhed og fald

Klubben håber nu på bedre tider anført af den tidligere topscorer Nikos Machlas, der i de seneste år har varetaget rollens som sportslige leder. Nikos Machlas havde selv en forholdsvis gloværdig karriere som aktiv, der blandt andet førte til 61 græske landskampe samt ophold i Ajax og Sevilla, hvor han blandt andet nød godt af afleveringer fra Brian Laudrup og en ung Jesper Grønkjær i tiden i den hollandske storklub.

Den tidligere spydspids står dog over for noget af et oprydningsarbejde efter turbulente år i OFI, hvor spillere og trænere, heriblandt den dobbelte Champions League-vinder Gennaro Gattuso, i flere omgange ikke fik udbetalt løn over længere perioder. Det fik italieneren til at tage sit gode tøj og gå efter bare fem måneder og 17 kampe i spidsen for truppen.

Øboernes fodboldhold blev taget til nye højder op gennem 80’erne og 90’erne, da man anført af legenden, hollandske Eugène Gerards, vandt pokalturneringen i 1987 og slog Slavia Prag og selveste Atletico Madrid ud af UEFA Cup’en i 1993.

Indtil da havde OFI fristet en forholdsvis anonym tilværelse i græsk fodbold, hvor man med hyppige mellemrum tog turen ind og ud af landets bedste række siden klubbens grundlæggelse i 1925.

Eugène Gerards gav stafetten videre i 2000 efter en fornem fjerdeplads og 15 år i spidsen for OFI, der i den nævnte tid havde nærmet sig flagskibene Panathinaikos og Olympiakos betydeligt i den græske top.

Et emotionelt farvel

De 15 år i én og samme klub er fortsat det længste set i græsk fodbold til dato og ifølge journalist Shaun Nicolaides, der har fulgt græsk fodbold tæt i størstedelen af sin levetid, kommer man aldrig til at støde på en personlighed som Eugène Gerards i det fodboldgale land.

- Han er ikke bare den bedste træner i OFI’s historie, men han anses også for én af de allerstørste i græsk fodbold nogensinde. Han kom hertil fra Holland, men tog hurtigt den kretanske levestil til sig og det fik de lokale på øen til at elske ham, siger han.

Hollænderen afgik ved døden i januar måned efter længere tids sygdom i hjernen. Eugène Gerards blev 77 år gammel og fik ifølge Nicolaides en værdig afsked med folket på Kreta og dét, der endte med at blive hans hjem i flere årtier.

- To måneder før sin død mødte Gerards op på stadion og blev fra sin kørestol hyldet før, under og efter kampen, ligesom OFI publicerede en hyldestvideo til ham da det kom frem, at han var afgået ved døden. Så borgerne og klubben sørgede i den grad for, at de yngre generationer kommer til at huske Eugène Gerards, tilføjer Shaun Nicolaides.

Billede: Eugène Gerards - i hvad der blev hans sidste besøg på Theodoros Vardinogiannis Stadium.

Lysere tider på vej eller organiseret kaos?

Tilbage i Heraklion kæmper Nikos Machlas ligeledes for, at de yngre generationer får noget at glæde sig over på OFI’s vegne i fremtiden.

Den tidligere topscorer er i gang med at genrejse klubben både administrativt, sportsligt og økonomisk, og forud for sæsonen forhandlede han en lukrativ TV-aftale på plads med udbyderen Nova, der skal være med til at give klubben arbejdsro når det kommer til udbetaling af løn og finansiering af den daglige drift.

Shaun Nicolaides fortæller dog, at der så sent som i foråret florerede rygter om manglende lønudbetaling til en række spillere – noget der endte med at få sportslige konsekvenser, da disse valgte at forlade klubben og fortsætte karrieren andetsteds.

OFI blev ydermere ramt på det sportslige, da Olympiakos i foråret sikrede sig en forhåndsaftale med den 23-årige Dimitrios Manos, der i oprykningssæsonen scorede 27 ligamål i 26 optrædener for øboerne.

Kort inden sæsonstart står oprykkerne altså med en svækket trup rent mandskabsmæssigt, men trupsammensætningen har ifølge Shaun Nicolaides ikke haft førsteprioritet.

- OFI har formået at genskabe et solidt fundament efter flere turbulente år. De har stabiliseret sig økonomisk og har fået øens opbakning på ny, hvor de også konkurrerer med Platanias og Chania Kissamikos, siger journalisten.

Om Shaun Nicolaides' ytringer er tegn på lysere tider for OFI vil tiden kun vise. Cheftræner Nikolaos Papadopoulos og resten af klubben fik en positiv start på sæsonen i udekampen mod Panionios i første spillerunde, da man fik 2-2 med sig hjem til Kreta efter en målrig første halvleg.

Jeg følger i hvert fald klubben med et halvt øje hjemme fra kolde Danmark, akkurat som jeg følger et hav af andre klubber, jeg på en eller anden måde har besøgt eller været i nærheden af i årenes løb.

De misforståede evighedstalenter

Produceret til netudgaven.dk

Siden årtusindeskiftet har flere unge danske fodboldtalenter taget turen over Nordsøen i håbet om en lang og gloværdig karriere hos de mest profilerede mandskaber i den engelske Premier League.

Fælles for langt størstedelen er det dog, at den sportslige succes er udeblevet, og håbet om en længere rejse på første klasse må se sig erstattet med en hurtig returbillet til hverdagen i Danmark.

De unge talenters udlandsophold ender derfor oftest ud med at blive kategoriseret som en ”fiasko”, og spillerne må acceptere, at betegnelsen ”evighedstalent” vil hænge som en tung sky over dem i resten af deres aktive karrierer – ja, endda hele livet.

Men hvad er årsagen til, at vores unge fodboldtalenter ikke formår at kæmpe sig op gennem ungdomsrækkerne og etablere sig på et Premier League-mandskab? Og hvorfor slutter deres karriere på topplan få år efter, og inden den reelt kom i gang? Har diverse samfundsforskere ret, når de mener, at nutidens unge ”curlingbørn” har tendens til at opgive, når de møder problemer eller modgang? Er vores strukturerede velfærdssamfund med til at skabe så privilegerede mennesker, at de ikke er klar til at stå på egne ben i denne ekstremt kompetitive verden? Skal blikket rettes mod ungdomsarbejdet og vores træningsmetoder i DBU? Det lette svar til ovenstående problemstilling er nej. Årsagen kan med rette findes andetsteds.

EM-triumfen har skabt urealistisk syn

For mange står det skrevet som vor nations største sportsbedrift; EM-triumfen i 1992. Kloge hoveder mener dog, at denne juniaften på Nya Ullevi i Göteborg har været en hæmsko for dansk landsholds- og klubfodbold lige siden. Folkefesten havde dårligt lagt sig, da Danmark i foråret 1993 indtog sjettepladsen på FIFA’s verdensrangliste, alt imens OB og Brøndby besejrede giganter som Real Madrid, Roma og Liverpool i de europæiske klubturneringer. Resultater som disse har i de efterfølgende årtier været med til at skabe et unuanceret og til tider urealistisk syn på dansk fodbold.

Sidenhen er de fantastiske resultater da også udeblevet på både klub- og landsholdsplan, hvilket vores nuværende placering som nr. 25 i verden vidner om. Ydermere har cypriotiske APOEL FC ageret dansk bøddel i europæisk fodbold i både 2009, 2014 og senest denne sommer, da klubben fra middelhavsøen med et samlet indbyggertal på 1,1 millioner ekspederede FC Midtjylland ud af Champions League-kvalifikationen.

De manglende bedrifter synes dog ikke at have ramt det danske fodboldpublikum, der stadig synes fastgroet i fortidens meritter med klaphat og McDonalds-besøg under en slutrunde.

Professionel som helt ung

Nutidens fodbold er af en helt anden støbning. Allerede fra barnsben bliver talenter målt og testet i en sådan grad, at selv diabetespatienter ville rynke på brynene. Noget FC Helsingørs Jonas Hebo Rasmussen mærkede på egen krop i sine første uger på akademiet i storklubben Arsenal:

”I den første tid kom jeg aldrig ind til centrum af London og fik set nærmere på byen. Hver dag efter træning, især i de dage hvor vi både havde et træningspas om formiddagen og eftermiddagen, var det direkte hjem og på hovedet i seng. Så udmattet var jeg”.

Fodboldklubber har udviklet sig til virksomheder med en omsætning på flere hundrede millioner, hvorfor talentudviklingen har fået langt større fokus i de seneste årtier. Her er der nemlig penge at spare, hvis klubberne kan etablere et ungdomsmiljø, der på sigt kan generere egne spillere til førsteholdet, så man ikke er nødsaget til at hive den store pengepung frem på spillermarkedet mere end højst nødvendigt.

Prioriteringen af talentarbejdet voksede yderligere, da det engelske fodboldforbund FA indførte reglen om, at et vist antal spillere fra egen avl (home-grown players) skulle være repræsenteret i Premier League-trupperne, hvilket kan være med til at forklare det drastisk stigende antal af handler med spillere i 15-16-års-alderen.

Simon Friis, spilleragent i agentbureauet Agentservice, bekræfter den stigende interesse for de helt unge spillere og forklarer yderligere sammenhængen: ”Scouting af ungdomsspillere er en hel division for sig selv og virkelig et indsatsområde, der er opgraderet markant i de seneste år. Klubberne skal finde de bedste ungdomsspillere i en tidligere alder og vigtigst af alt, før andre får øje på dem. De to ting går klart hånd i hånd”. Det stigende antal af handler øger samtidig risikoen for at skrive kontrakt med en spiller, der allerede har ”peaket”, og hvor overliggeren for hans potentiale stagnerer. En kalkuleret risiko forklarer Simon Friis: ”Det er noget klubberne er bevidste om, og en chance de er villige til at tage” afslutter han.

Få kommer gennem nåleøjet

For Jonas Hebo var der tale om en surrealistisk oplevelse, da repræsentanter fra Arsenal var i røret og inviterede den daværende Hvidovre-spiller med til træningsturnering i Italien – en turnering hvor danskeren imponerede og efterfølgende blev tilbudt en ungdomskontrakt i klubben, bare 15 år gammel: ”Ingen danske klubber havde nogensinde vist interesse for mig, så det var vildt at forholde sig til, at én af verdens bedste klubber gerne ville have dig. Jeg var aldrig den bedste i min årgang som mindre, så da Arsenal viftede med en kontrakt, var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bare afsted!”.

Jonas Hebo Rasmussen poserer med bl.a. Jack Wilshere, Wojciech Szczesny, Emmanuel Frimpong og den daværende engelske landstræner Fabio Capello, da landsholdstruppen benyttede Arsenals træningsanlæg. Foto: Jonas Hebo Rasmussen

Den talentfulde offensivspiller kan dog sagtens nikke genkendende til problematikken, Simon Friis opstiller, og tilføjer, at succeskriteriet på akademiet i Arsenal blev opfyldt, hvis blot én spiller fra en specifik årgang slog igennem på førsteholdet. Et kriterie Jonas Hebo på daværende tidspunkt ikke var klar over, men rationaliseringen af det ekstremt smalle nåleøje har efterfølgende hjulpet den nu 24-årige FC Helsingør-spiller i sin egen selvopfattelse, hvor fodbolden fortsat er det altoverskyggende i hans liv:

”Jeg ånder og lever stadig hundrede procent for fodbolden. Dengang tog jeg en chance, og jeg tror de fleste lyver, når de siger, at de ikke havde gjort det samme, havde de været i mine sko. Måske rakte talentet bare ikke til mere, eller måske fik jeg ikke den fornødne tid til at vise mig frem”, afslutter det tidligere Arsenal-talent.

England vs. Holland

Ifølge Nicklas Pyrdol, sportspsykologisk konsulent ved bl.a. Team Danmark, er tid netop én af de største faldgrupper for de danske talenter i England: ”Der er simpelthen ikke tid til tilvænning i det miljø. Skal du bruge, lad os sige otte-ti måneder, til at vænne dig til ”den nye skole”, bliver du overhalet af andre, der ikke skal bruge en så stor tilvænningsperiode. Det er en tilbagegang, som de færreste kommer sig over”, forklarer han.

Og de fleste danskere skal bruge tid, når den danske model byttes ud med den engelske, hvor fodbolden oftest er den eneste udsigt til en respektabel tilværelse: ”Du oplever slet ikke den samme ”do or die”-mentalitet i Danmark, som tilfældet er i England. Hertil har vi et velfærds- og uddannelsessystem, som er langt mere attraktivt end i England, hvor der oftest ikke er plads til fodbold og skolegang på samme tid”, tilføjer han.

Nicklas Pyrdol har i forbindelse med sin uddannelse haft sin daglige gang i de engelske klubber Liverpool, Everton og Fulham, mens hans specialeskrivning fandt sted i den hollandske storklub Ajax Amsterdam, hvoraf sportspsykologen har fået stor indsigt i begge miljøer. For ham er det ikke overraskende, at flere unge danskere lykkedes i Holland frem for i det engelske:

”I Holland konkurrerer de (danskerne, red.) på samme vilkår, som de er vant til. Det kræver ikke en anden mentalitet eller en anden social tilgang. Hollænderne fremelsker de samme værdier, som den danske skole ynder at gøre. Dermed ikke sagt at den engelske måde at gøre tingene på er forkert. Den tilgodeser nok bare ikke danskere og deres styrker, som tilfældet er andre steder i Europa”.

Superligaen et skridt ned…

Det endelige Premier League-gennembrud udebliver dog oftest for teenagedanskerne og få år efter begyndelsen på det store eventyr må langt størstedelen vende snuden hjem til lille Danmark – et gensyn og en udfordring der ikke er så lige til, som man ellers kunne forvente. Faktum er nemlig, at kun et fåtal ender som en etableret stjerne i enten Superligaen eller andetsteds i Europa efter et tidligt udlandsophold i England.

Ifølge Nicklas Pyrdol har dette sin helt naturlige forklaring: ”For nogen er det rent psykologisk et kæmpe identitetsslag at komme hjem igen. Flere af dem har levet drømmen i England, hvor man i akademikampene sagtens kan opleve kampe med tilskuertal på op imod 15-20 tusinde. Uden at forklejne Superligaen så føler mange af spillerne, at den danske liga er under deres niveau, og groft sagt tænder tanken om en tilværelse i en mellemstor dansk klub dem overhovedet ikke”, forklarer Nicklas Pyrdol.

Han uddyber yderligere, at det økonomiske aspekt ligeledes spiller ind i spillernes overvejelser om den fremtidige karriere: ”Økonomien i dansk fodbold kan sagtens matches i erhvervslivet, hvor de via eksempelvis en mellemlang videregående uddannelse kan tjene det samme som den almene Superliga-spiller. Med andre ord har de flere muligheder end blot fodbolden, hvilket sagtens kan virke tillokkende for nogen, der allerede har kæmpet kampen i fodboldmiljøet én gang, og hvor de ydermere har mulighed for at komme prædikatet ”evighedstalent” til livs”, afslutter sportspsykologen.

I mine bestræbelser på at komme i kontakt med flere af disse såkaldte ”evigheds-talenter”, heriblandt nogle af de første, Mads Timm og Sebastian Svärd, blev jeg mødt af en vis form af foragt for sportspressen og dens for ofte negative tilgang:

”Problemet er, at vores kriterier for succes og fiasko er for unuanceret. Det er for sort og hvidt, og det havde jeg ikke lyst til at være en del af. Der er ikke plads til hele mennesker i det miljø. Det kan simpelthen ikke eksistere i så dekadente miljøer”, forklarer Mads Timm, der efter opholdet i Manchester United og en række udenlandske lejeaftaler endte i OB og Lyngby, inden karrieren blev indstillet i en alder af bare 24 år.

Velvidende at han nok aldrig kommer til at ligge den ene million efter den anden til side hver måned, ønsker Jonas Hebo Rasmussen ikke at opstille et skræmmebillede af sin tid i London – en tid der bestemt bød på flere plusser end minusser. Og fik han chancen igen, ville han ikke tøve et sekund.