Politiken: Politisk kaos og korruption spøger i skyggen af fodbold på en afrikansk stegepande

Optakten til de afrikanske mesterskaber har igen i år været plaget af kaos, korruption og andre lyssky sager uden for banen. På trænerfronten er et opgør mod kolonitidens fordomme på vej, og i målet døjer afrikanerne stadig med et skidt renommé. Her er tre nedslag i turneringen, der i år afholdes i Egypten.

(Produceret til Politiken søndag d. 23. juni 2019 - dette er blot et uddrag)

Selv om klokken var 22 fredag aften, var luften på Cairo International Stadium stadig brændende. I omkring 30 graders varme knoklede værtslandet, Egypten, sig gennem 1-0-sejren i åbningskampen mod Zimbabwe ved dette års afrikanske mesterskaber i fodbold - eller Africa Cup of Nations, som er det officielle navn.

Og det er egentlig ganske paradoksalt, for mens VM i Qatar i 2022 for længst er flyttet fra sommer til vinter, fordi ingen ville kunne holde ørkenstatens kogende sommervarme ud, så er det gået stik modsat på det afrikanske kontinent, hvor især de store europæiske ligaer var trætte af at skulle afgive de største afrikanske stjerner gennem det meste af januar.

Varmen må man så leve med. Også selv om de deltagende nationer, der for første gang er blevet til 24 frem for 16, i visse kampe må døje med fodbold på en 45 graders varm stegepande.

Trods flere nye tiltag har optakten til årets turnering dog været lige så turbulent og kaotisk som tidligere. Politiske stridigheder og infrastrukturelle udfordringer har nemlig gjort, at det ikke er de forsvarende mestre fra Cameroun der ligger græs til turneringen som først planlagt, men altså i stedet Egypten.

Tilbage i januar måned traf CAF, det afrikanske fodboldforbund, nemlig den beslutning, at de voldsomme og bestialske hændelser, der nu i årevis har raseret det centralafrikanske land, ikke er foreneligt med det ansvar, et værtsskab af en så stor slutrunde medfører. 

Beslutningen vakte harme i Cameroun, da fodboldforbundet og de ansvarlige arrangører undervejs havde udstedt garantier for sikkerheden hos spillere, stab og fans, og at sport og politik ikke skulle komme i vejen for hinanden. Den opfattelse delte de øverste personer i CAF dog ikke, og i en afstemning med Sydafrika som den anden kandidat, blev Egypten nærmest enstemmigt valgt som de nye værter i begyndelsen af året.

Primus Tazanu, der til daglig forsker og underviser på Centre of African Studies på Københavns Universitet, er født i den tidligere franske kolonimagt og ærgrer sig på vegne af sine landsmænd over CAF’s beslutning om at rykke slutrunden.

- Midt i en forfærdelig tid kunne afholdelsen af en større sportsbegivenhed give befolkningen noget håb. Håb om bedre tider og på en mere afklaret fremtid. Befolkningen blev vrede over beslutningen, men kigger man lidt indad, er man også klar over, at man ikke formåede at opfylde alle kravene fra forbundets side af.- Situationen har spidset til siden 2017 og separatistbevægelsernes voldsomme færd gennem landsdelene har blandt andet gjort, at man slet ikke har færdiggjort byggeriet af de stadions, som først aftalt og lovet, siger han.

Podcast: Mediano - Serie A: Den store afrunding på Serie A-sæsonen

Her er sæsonafrunding på Serie A fra Mediano, hvor vi evaluerer på sæsonen 2018-2019.

Vi kommer til at tale om vinderne og taberne både i nedrykningsdramaet på sidste spilledag og i slaget om europæiske pladser i næste sæson.

Vi kommer også til at evaluere på nogle af de andre hold, som har udmærket sig i denne sæson, både positivt og negativt.

Vi kommer til at se frem mod næste sæson og tale trænerrokader, og så sætter vi sæsonens hold (som du kan se lidt nede i artiklen), kårer sæsonens talent og bedømmer Serie A-danskerne sæson.

I panelet for sidste gang i denne sæson sidder to fodboldkommentatorer fra Strive Sport, Karsten Krogh og Kenneth Hansen. 

Link til udsendelsen: https://soundcloud.com/medianonu/mediano-serie-a-den-store-saesonafrunding-pa-serie-a

Podcast: Mediano - Rule Britannia - eller er den engelske dominans bare en tilfældig, enlig svale?

Dette er en tema-udsendelse om den store engelske dominans i europæisk fodbold i denne sæson. Udsendelsen er optaget på Klampenborg Galopbane.

(Optaget lørdag d. 18. maj)

Link til udsendelsen: https://soundcloud.com/medianonu/rule-britannia-er-den-engelske-dominans-bare-en-tilfaeldig-enlig-svale

Podcast: Mediano La Liga: Barcelonas historiske dominans, Euro Getafe og Ubåden op til overfladen

Jeg var gæst i Serie A-magasinet hos Mediano mandag d. 29. april 2019. I selskab med Adam Møller Gomaa og Morten Glinvad talte vi om Real Madrids nedtur, om Villarreals redning, om muligheden for Getafe i Champions League og...om Lionel Messi og FC Barcelonas nylige mesterskab. Deres ottende titel i de seneste 11 sæsoner.

Link til udsendelsen findes her: http://www.mediano.nu/oversigt/2019/4/28/mediano-la-liga-barcelonas-historiske-dominans-euro-getafe-og-ubden-op-til-overfladen

Podcast: "Mediano Serie A: Juves Galacticos, romeren Ranieri og kometen Kean"

Jeg var gæst i Serie A-magasinet hos Mediano mandag d. 1. april 2019. I selskab med Adam Møller Gomaa og Jonas Neivelt talte vi om kometen Moise Kean, balladen i henholdsvis Inter og Roma og om Juves nye satsning med indkøbet af Cristiano Ronaldo i sommer.

Link til udsendelsen her: http://www.mediano.nu/oversigt/2019/4/1/mediano-serie-a-juves-galactico-projekt-ranieris-tilbagevenden-til-rom-og-kometen-kean

Farvel, Jardim: Monacos mesterhold blev atter flået itu

Tidligere på ugen fik Leonardo Jardim sparket i AS Monaco efter en miserabel sæsonstart, hvor monegaskerne aktuelt er tredjesidst i den franske Ligue 1. Jardims arbejdsvilkår ændrede sig dog drastisk i hans seneste halvandet år i klubben efter semifinalekampene mod Juventus i Champions League i foråret 2017.

De turbulente 00'ere

Året er 2000. Monaco har anført af spillere som Fabien Barthez, Willy Sagnol, Ludovic Giuly og den målfarlige duo Marco Simone og David Trezeguet, lige vundet klubbens syvende mesterskab med en fin margin ned til Paris Saint-Germain.

Fire år senere tager den nuværende franske verdensmester Didier Deschamps monegaskerne i klubbens til dato største finale, som man dog taber klart til José Mourinhos veloplagte Porto-mandskab, og drømmen om "pokalen med de store ører" glippede dermed den onsdag aften i Gelsenkirchen.

De succesrige år i starten af nullerne blev dog langt fra begyndelsen på en epoke for monegaskerne i nationalt- og internationalt regi. Klubben oplevede i årene efter Didier Deschamps flere dramatiske lavpunkter - kulminerende med nedrykningen til Ligue 2 i 2011 grundet økonomiske uoverensstemmelser med det franske fodboldforbund.

Den økonomiske rodebutik førte samtidig til en udskiftning på de administrative pladser, da Michel Pastor, en lokal og succesfuld forretningsmand inden for billede- og kunstbranchen, afløste Pierre Svara som klubpræsident hos de rød- og hvidblusede i 2004. Pastor fik til opgave at holde på klubbens unge og talentfulde spillere som det primære, men i løbet af få år havde spillere som Eric Abidal, en 24-årig Rafael Marquez, Emmanuel Adebayor og Patrice Evra alle forladt den synkende skude i fyrstedømmet.

Fire år efter sin ansættelse, en periode, der talte hele seks forskellige cheftrænere, opsagde Michel Pastor sin stilling i Monaco i foråret 2008, og tre år efter fik klubben en massiv økonomisk indsprøjtning i form af den russiske milliardær, Dmitry Rybolovlev.

Russeren sigtede efter at få AS Monaco tilbage på fode, og klubben skulle igen anerkendes for at udvikle nogle af landets største talenter, som man købte ukendte og billige og solgte med stor profit på et senere tidspunkt. De ambitioner skulle vise sig at blive indfriet ganske pænt.

Én italiener, én portugiser og...Thierry Henry!

Claudio Ranieri var for få år siden på alles læber, da den karismatiske italiener sammen med Leicester snød alle de engelske mastodonter for Premier League-titlen i 2016. Et par år forinden leverede han dog også noget af et svendestykke i det franske, da han først bragte Monaco tilbage til landets bedste række og året efter kæmpede med til det sidste, da PSG dog endte med at rende med guldet i Ligue 1 i 2014.

Ranieris defensive stil, med en dertilhørende stram organisation, vandt dog aldrig for alvor indpas hos klubbens fans på lægterne af Stade Louis II eller hos den sportslige ledelse og trods flotte sportslige resultater, gik parterne hver til sit efter blot to års samarbejde i sommeren 2014.

Med ansættelsen af Leonardo Jardim få uger efter blev Monacos tandløse offensiv transformeret til et af de mest underholdene og seværdige kontrahold i nyere tid. Med kun 63 scoringer i Ranieris sidste sæson, hele 21 mål færre end mestrene fra PSG, samt en topscorer i form af Emmanuel Riviere og hans ti ligamål, skulle der heller ikke meget til, for at få graderne til at stige i fyrstedømmet.

Leonardo Jardim skulle dog bruge to sæsoner samt en del ændringer i truppen, før fodboldeuropa for alvor fik øjnene op for hans spændende projekt. I første sæson blev Bernardo Silva og Tiemoué Bakayoko købt ind, året efter var det Fabinho og Thomas Lemar der kom til og forud for sæsonen 2016/17 forstærkede Monaco sig med Djibril Sidibé og Benjamin Mendy hos ligarivalerne fra henholdsvis Lille og Marseille.

Med truppen og spillekonceptet på plads var Jardim og co. klar til at byde Paris op til dans, og efter fire mesterskaber på stribe for hovedstadsklubben, måtte de se sig overhalet indenom af monegaskerne i 2017, der nettede hele 107 gange i Ligue 1 fordelt på hele seks spillere med mere end seks fuldtræffere.

Mesterskabet var klubbens første i 17 år, men de fleste ser nok tilbage på franskmændenes kampagne i Champions League, hvor de nåede hele vejen til semifinalen efter meriterende sejre over Manchester City og Dortmund, inden "Den Gamle Dame" fra Torino blev for stor en mundfuld for det talentfulde mandskab.

Succesen på banen viste sig dog at blive et hårdt slag for klubbens ambitioner om at holde på de bærende kræfter og i løbet af to sommervinduer så Monaco profiler som Kylian Mbappé, Bernardo Silva, Benjamin Mendy, Thomas Lemar, Fabinho, Tiemoué Bakayoko og João Moutinho forlade fyrstedømmet til fordel for andre arbejdsgivere.

I kølvandet på de mange afgange fulgte en række enorme transferindtægter, men afløsere som Stevan Jovetic, Nacer Chadli, Diego Benaglio og Youri Tielemans har langt fra kunne løfte den tunge arv og Monaco og dets nye trænerteam står derfor over for noget af en udfordring i den resterende del af sæsonen samt i årene der følger. I bestræbelserne på at genrejse sig, har klubben rettet blikket mod en gammel kending...

Lørdag formiddag annoncerede monegaskerne nemlig, at Thierry Henry, der optrådte for klubben som aktiv fra 1994 til 1999, bliver Leonardo Jardims afløser på en kontrakt frem til sommeren 2021. Jobbet i Monaco er angrebslegendes første som cheftræner efter han senest var assistent for Roberto Martínez på det belgiske landshold.

Henrys første opgave som Monaco-træner bliver ude mod Strasbourg lørdag d. 20. oktober.

Derfor skal Arsenal af med Wenger

Produceret til TV3 Sport

TV3 SPORTs fodboldkommentator Kenneth Hansen giver her sin analyse af, hvorfor Arsenal bør sige "Merci pour tout" og skille sig af med manager Arsene Wenger.

Er Arsene Wenger blevet offer for sin egen succes i Arsenal, eller er nutidens fodbold og teknologiske hjælpemidler løbet fra den franske professor?
Manglende, eller i bedste fald sen ageren på transfermarkedet, exit ved først givne lejlighed i Champions Leagues knald-eller-fald kampe og en en fjerdeplads i Premier Leauge, der kommer i hus med det yderst af neglene. Sådan lyder manges opfattelse af Arsene Wenger og Arsenal gennem de senere år. Nedenstående skriv skulle dog gerne efterlade en mere nuanceret tilstandsrapport af de røde fra Nordlondon.

Siden ansættelsen i august 1996 er det blevet til tre mesterskaber og seks pokaltitler for Wenger, ligesom det blev til finalenederlag til Galatasaray i UEFA Cuppen i 2000 og til Barcelona i Champions League i 2006.

Isoleret set, ikke et ringe udbytte for et hold, der var kendt som ”Boring, boring Arsenal” da franskmanden overtog tropperne efter George Graham og Bruce Rioch i midthalvfemserne.

Hvorfor så den store kritik af Wenger, der foruden de ovennævnte titler, har sikret Arsenal europæisk deltagelse i samtlige sæsoner siden sin ansættelse, fristes man til at spørge? Lad os starte der hvor ”nedturen” begyndte – tiden efter den perfekte sæson med ”The Invincibles”.

I 2003/04 tryllebandt Wenger og co. det meste af England og satte nye standarder i hele fodboldeuropa, da man gik ubesejret gennem sæsonen. En stime der nåede op på imponerende 49 kampe, inden Manchester United og en ung, ung Wayne Rooney satte en stopper for dette med en 2-0-sejr på Old Trafford tilbage i oktober 2004.

Men hvad gjorde dette mandskab så specielt? Det nemme svar kan øjensynligt findes ved blot at kigge på spillermaterialet, der indeholdte verdensstjerner som Sol Campbell, Patrick Vieira, Dennis Bergkamp og Thierry Henry – spillere der alle besad lederegenskaber og hvor især de to sidstnævnte egenhændigt kunne afgøre kampe til klubbens fordel.

Graver man lidt dybere findes et andet svar. ”The Invincibles” emmede nemlig af Arsene Wenger og franskmandens aftryk var ikke til at tage fejl af. Lige siden de halvprofessionelle dage i Nancy i slutfirserne, havde ”Le Professeur” nemlig sat en ære i at studere spillet og ikke mindst lokalisere og tilnærme sig unge, relativt ukendte spillere, han så et potentiale i.

Den franske journalist Xavier Rivoire skriver i sin biografi af Arsene Wenger, at ”han i sin lejlighed i Nancy kun havde en seng, da den tid han ville bruge på at finde andre møbler, bedre kunne bruges på at se video af kampe og spillere”.

Et setup og en tilgang til spillet, der tidligere gjorde det muligt for Wenger at finde spillere som Kolo Toure (hentet i Elfenbenskysten), Fredrik Ljungberg (hentet i Halmstad), Nicolas Anelka (hentet som teenager i PSG), Robin van Persie (hentet i Feyenoord) og Cesc Fabregas (hentet på Barcelonas ungdomsakademi) inden de for alvor indtog den store scene. Og til en billig penge.

Nutidens rekruttering af spillere er dog af en helt anden støbning – oftest langt, langt væk fra managerens eget synsfelt, og her synes det for alvor at gøre ondt på Wenger, der, stædig som han er, ikke afviger fra en ulige kamp mod kilometer lange databaser og ihærdige agenter og deres veletablerede netværk.

Wenger er dermed blevet symbolet på en svunden tid, den sidste dinosaur af sin art, vil nogen mene, og kommer ofte til at ligne en desperat mand på bagkant af udviklingen. Hans stædighed og modvillighed til at indstille sig på nutidens marked, både på og udenfor banen, har nærmest udviklet sig til en farce – til stor frustration for klubbens fans og til stor underholdning for alle der ikke sympatiserer med ”The Gunners”.

På banen har franskmanden ofte fået skudt i skoene, at han taktisk bliver udmanøvreret og at Arsenal ikke kan ”win ugly on a rainy day in Stoke”. Noget de fleste Arsenal-supportere formentlig kan nikke genkendende til. Den manglende ”Plan B” gør Arsenal forudsigelige og nemme at spille imod, alt imens den 66-årige franskmand sidder med udslåede arme og ser til med afmagt og ubehag (hvis lynlåsen til jakken da ikke stjæler opmærksomheden på sidelinjen).

Og afmagt er (desværre) blevet et centralt emne i omtalen af Wenger de senere år. Franskmanden citeres ofte for, at han ikke vil tage del i de astronomiske beløb andre klubber betaler for spillere, hvilket giver mening set fra et økonomisk perspektiv (Wenger har en Masters Degree i økonomi). Franskmanden var samtidig bundet på hænder og fødder rent økonomisk i midten af 00’erne, da Arsenal var i færd med at færdiggøre det spritnye Emirates Stadium, der stod klar i sommeren 2006. Dette hæmmede Wenger gevaldigt på transfermarkedet alt imens nyrige klubber som Chelsea og Manchester City gallopperede forbi de rødblusede i toppen af Premier League.

I de seneste år har Wenger dog ikke lagt skjult på at Arsenal har ”money to spend”, hvilket da også har udmøntet sig i købene af først Mesut Özil og sidenhen Alexis Sanchez fra henholdsvis Real Madrid og Barcelona. Dog modtager franskmanden fortsat kritik for sin manglende evne til at adressere klubbens defensive problemer og at hans tøvende ageren på transfermarkedet, som blev illustreret påny denne sommer, får hans indkøb til at fremstå desperate alt imens den ene tilgængelige topspiller efter den anden søger mod andre destinationer.

Udenfor banen er den private, tilbageholdte franskmand også endt på kollisionskurs med den engelske presse, men mest opsigtsvækkende også med klubbens fans, hvor store dele af fanskaren gerne så Wengers resignation for snart flere år siden.

Eller, resignation er nok ikke det rette ordvalg i dette tilfælde, for det er netop dét mange mener allerede er sket. Her er en udbrændt Wenger i deres øjne blevet en fredet institution i Arsenal, der selv bestemmer slutdatoen for sin æra. En situation der velsagtens kan sammenlignes med Morten Olsen og det danske landshold, hvor det ligeledes diskuteres, hvorvidt han fik den rette afsked efter flere magre år.

Som fast seer af ligaen de seneste 15 år, har Premier League aldrig eksisteret uden Wenger og det piner mig derfor at se, at én af ligaens allerstørste skikkelser nogensinde ender sine dage på denne måde – oftest som en undskyldning for sig selv og sit mandskab og oftest som en misforstået ældre mand, der må se sig slået indenom af nytænkende trænere og teknologiske kræfter.

Den største romantiker, og Wenger selv formentlig, klynger sig dog stadig til det sidste halmstrå og tanken om, at dette bliver året hvor Arsenal genindfinder sig øverst på den engelske klubtrone via flot og ”breathtaking football” – velvidende at halmstrået er mindre og mere flosset end længe set.
De nærmeste konkurrenter har i denne sommer oprustet så kraftigt på både træner- og spillerfronten, at mesterskabsdrømmene på Hornsey Road formentlig bør revurderes, og at Arsenals kamp for den famøse og så omtalte fjerdeplads bliver hårdere end aldrig før.

Personligt håber jeg inderligt at indeværende sæson bliver den sidste for Wenger i Arsenal. Både han og klubben har brug for nyt liv, for nye indspark – også velvidende at scenariet sagtens kan blive det samme som det vi så hos Manchester United i årene efter Sir Alex Ferguson, hvor en ny identitet, en ny æra skulle oparbejdes. For mig er det tydeligt at se (og med god grund velsagtens), at Wenger ikke besidder samme glød og overskud som tidligere og det afspejler sig uden tvivl i holdets præstationer og manglende evne til at tage det sidste skridt op af skamlen.

Arsenal har længe været godt tjent med Arsene Wenger. Nu fortjener Arsenal en frisk start – uden franskmanden – ligesom Wenger fortjener en værdig afsked og et genskabt eftermæle med 2003/04-sæsonen som det minde stående klarest i erindringen. Merci pour tout, Wenger!

Superliga-rekord: Nøglerne til bussen er væk

Produceret til Tipsbladet.dk

Superligaens 12 første runder er kommet under lup - og statistikken afslører en ny rekord hvad angår antallet af pointdelinger hidtil i sæsonen. Tilfældigt, eller kan årsagen findes i den blot ene nedrykningsplads i år? Forklaring følger.

Nyhedsflowet fra Superligaen har på det seneste omhandlet Hobro, Esbjerg og deres tovtrækkeri om Jonas Dals underskrift. Jeg vil dog lade parterne få lidt ro i dette blogindlæg, og i stedet iføre mig de statistiske briller. De første 12 runder af årets Superliga har nemlig budt på en bemærkelsesværdig rekord – som sjovt nok ikke har fundet vej til medierne endnu.

Efter 12 runder, eller 72 afviklede kampe om man vil, er det nemlig således, at vi blot har oplevet 13 uafgjorte kampe (heriblandt fire 0-0 kampe) – hvilket svarer til 18% eller godt hver femte kamp. Dette er den laveste total nogensinde i Superligaens historie, hvad angår pointdelinger på dette tidspunkt af sæsonen (14 uafgjorte efter 72 kampe tre gange i starten af 00’erne – senest i 2004/05 sæsonen). Tilfældigt, siger du? Ikke tale om, siger jeg.

Med kun en snert af interesse for landets bedste fodboldrække, burde man stadig være bekendt med, at der i årets udgave af Superligaen, grundet strukturelle ændringer fra den kommende sæson, blot er ét mandskab der til sommer rykker ned i den næstbedste række – modsat to hold, som vi gennem en længere årrække er blevet vant til. Sæsonen, og målet om blot at forlænge livet på førsteklasse, er dermed blevet betydeligt lettere for flere af rækkens 12 mandskaber – hvilket samtidig kunne give disse mandskaber en kærkommen mulighed for at smide nøglerne til ”bussen” væk, og i stedet eksperimentere en smule mere på banens sidste tredjedel end ellers set i de forgangne sæsoner. Denne tese harmonerer efter min overbevisning med ovennævnte statistik om de få antal uafgjorte resultater hidtil.

Forrige sæsons hyppigste eksponent af uafgjorte resultater, SønderjyskE, er i år det eneste tilbageværende mandskab, der endnu ikke har oplevet en pointdeling efter 12 afviklede runder – noget man ellers oplevede hele 16 gange i fjor, hvilket var en tangering af Superliga-rekorden. Og netop SønderjyskE er et godt eksempel på min tese, om en mere offensiv og ”loose” tilgang til kampene hos nogle af de ”mindre” hold, hvor frygten for at tabe ikke længere er større end modet og lysten til at vinde.

Haderslev-klubben har nemlig allerede har sat flere offensive klubrekorder i indeværende sæson. Således har de aldrig scoret 21 gange efter 12. runde som tilfældet i år (rekorden lød tidligere på 17 mål i 2012/13), ligesom det kun er OB og AaB der har været involveret i mere målrige kampe end netop sønderjyderne hidtil i sæsonen. Generelt har frekvensen af mål også fået et nøk op, da snittet efter 12. runde lyder på 2,72 mål pr. kamp (196 mål i alt) mod 2,41 mål pr. kamp i fjor (173 scoringer i alt). Som tidligere nævnt har vi blot været vidne til fire nullerter indtil nu, og skulle dette snit holde sæsonen ud, vil det være det laveste snit i dette årtusinde (estimeret 11 eller 12 0-0 kampe i år, hvilket svarer til hver 17. Superligakamp).

Nu lovede jeg indledningsvis, at Hobro og sagen om Jonas Dal ikke ville få spalteplads. Jeg kan dog ikke lade førstnævnte gå helt ubemærket hen. Klubben er i overhængende fare for at blive isoleret i bunden af tabellen, hvis ikke man får point med fra aftenens hjemmekamp på DS Arena, hvor AGF kommer på besøg. Hvorvidt dette skyldes flere af de presserende sager udenfor kridtstregerne, vil jeg ikke komme yderligere ind på, men efter min overbevisning har de, og ligeledes rækkens anden bundprop Viborg FF, ikke formået at drage nytte af chancen, den kun ene nedrykningsplads giver.

Hobro har således kun scoret otte gange i sæsonen (kun VFF færre med seks scoringer), mens nordjyderne er ligaens dårligste hvad angår antal afslutninger (109, hvor BIF topper med 181 afslutninger) og fremtvungne hjørnespark (25, hvor FC København topper med 85 hjørnespark) efter 12 afviklede runder. Jeg er klar over, at Hobro og andre formodede bundhold ikke skal måle sig med Brøndby, FC København eller FC Midtjylland for den sags skyld, men det kunne klæde dem at søge modstanderens mål i højere grad end hidtil oplevet. Mod skal belønnes, som eksempelvis set med SønderjyskE i år, og lad os håbe, at lysten til at vinde fortsat er større end frygten for at tabe i sæsonens resterende kampe.

Wenger, din stædige rad…

Produceret til Tipsbladet.dk

Siden august 1996 har Arsenal været under kyndig ledelse af Arsène Wenger, der i sine hidtil 19 år i den engelske hovedstad, står noteret for tre mesterskaber og seks F.A. Cup-titler. De rødblusede fra Nordlondon har dog ikke prøvet at løfte Premier League-trofæet siden ”The Unbeaten Season” i 2004, hvor man skrev historie og ikke oplevede ét eneste nederlag i de 38 spillerunder.

Årsagen kan findes flere steder. Til dels fyldes moderne fodbold stadig med erhvervsdrivende rigmænd, der anser professionel sport for underholdning, og kun underholdning. Hvorvidt dette er problematisk for fodbolden er en helt anden snak, jeg ikke yderligere vil kommentere på i dette indlæg. Ydermere har den franske ”Le Professeur” i flere sæsoner været bundet på hænder og fødder, da bebyggelsen af Emirates fandt sted i midten af 00’erne.

Omkostningerne af stadionbyggeriet endte i omegnen af 3,5 milliarder kr., hvilket hidtil kun er set dyrere under genskabelsen af Wembley i samme tidsrum. Samtidig er det vigtigt at erkende, at setuppet i en europæisk storklub er markant anderledes nu til dags, end tilfældet var for tyve år siden. Én af Wengers største forcer; at finde unge, ukendte talenter i egne ingen andre kendte til, er ikke muligt på samme måde som tidligere. Hertil er scouting og brugen af agenter blevet langt mere omfattende. Om man bryder sig om det eller ej, så skal der bruges penge, og mange af dem, for at kunne gøre sig i toppen af international fodbold. Og her har Wenger haltet efter sine konkurrenter.

Noget skyldes selvfølgelig nogle af overstående problemstillinger, men det er svært at tro, at Wenger og hans økonomiske baggrund (har en kandidatuddannelse i økonomi), ikke er en hindring for den 65-årige franskmand, der ikke synes villig til at spendere svimlende summer på samme måde som andre toptrænere. Siden klubbens seneste mesterskab i 2004, har Arsenal ret beset udviklet sig til en ”selling club”, hvor man ikke længere er i stand til at holde på sine bedste spillere. Senest har navne som Cesc Fabregas, Alex Song, Samir Nasri og Robin van Persie, grundstammen på holdet, forladt London på toppen af deres karriere, til fordel for udsigten til mere i lønposen og titler på cv’et.

Det er senere kommet frem, at Wenger har haft en hånd med i flere af disse afgange. Franskmanden var ikke villig til at betale den løn stjernerne krævede, og om det skyldes arrogance eller stædighed er svært at sige, men Wenger havde en stålfast tro på at Arsenal fortsat kunne være konkurrencedygtige – til trods for afskeden af sine altoverskyggende spillere. For mange Arsenal-fans står de sidste timer af  transfervinduet i sommeren 2011, som nogle af klubbens mørkeste i nyere tid. Fabregas og Nasri var smuttet til henholdsvis Barcelona og Manchester City tidligere på sommeren, og ”Le Professeur” skulle helt frem til kort før lukketid, inden afløserne blev fundet i form af bl.a. Yossi Benayoun, André Santos, Mikel Arteta og Per Mertesacker. Ikke just kvalitetskøb, i forhold til afskeden med klubbens to offensive talismænd.

Men når alt kommer til alt handler fodbold om at vinde. Én opgave der unægtelig bliver lettere, når man sætter det bedste mandskab på banen. Hos Arsenal, tilhører Mikel Arteta og Per Mertesacker ikke længere denne kategori, til trods for deres status som permanent- og viceanfører. Jeg er klar over, at der i fodboldens verden, ligesom på enhver anden arbejdsplads, eksisterer en vis form for hierarki, og at nogle spillere har mere at skulle have sagt end andre. Det er naturstridigt at argumentere imod. Men det er mig en gåde, at en mand som Wenger ikke kan erkende, at typer som disse ikke passer ind på holdet, og at man ikke længere kan stryge til tops i Premier League, uden at have checkhæftet op af baglommen.

Jovist, Arsenal handler stort og har haft pungen oppe i de to seneste somre med købene af Mesut Özil og Alexis Sanchez, men tålmodigheden, eller rettere stædigheden, hos Wenger synes til tider uendelig. Der eksisterer ikke en plan B, og det gælder sig både på transfermarkedet og i det taktiske oplæg. Sat på spidsen, er det Wenger der har bragt Arsenal på landkortet i nyere tid, men det er immervæk også ham og hans stædighed, der forhindrer klubben i at tage skridtet helt op.

Med få timer tilbage af dette transfervindue, synes Arsenal i en tilstand af deja-vu. Keeperposten er dog forstærket i form af Petr Cech, men efterspørgslen på en defensiv midtbane og en topangriber har været vedvarende og massiv – dog stadig uden aktivitet. På midtbanen har emner som Morgan Schneiderlin, Geoffrey Kondogbia og Arturo Vidal alle fundet nye arbejdsgivere, mens muligheden for at tilknytte Real Madrid-stjernen Karim Benzema synes koldere end en tidlig februar dag på den jyske vestkyst. Så Wenger, din stædige rad…er du for arrogant til at indse dit holds mangler, eller hiver du en kanin op af hatten i 11. time?

Hobro - the second season syndrome?

Produceret til Tipsbladet.dk

For godt 12 måneder siden tryllebandt de en hel fodboldnation, de upåagtede Superliga-debutanter fra Hobro IK. Iført waders og træsko marcherede de direkte ind i folks hjerter, og kærligheden til den lille klub fra byen med godt 12.000 indbyggere, blev ikke mindre da DR bragte portrætserien ”Hobro - en liga for sig” i tre afsnit.

Her fik man for alvor indblik i klubbens sparsomme omgivelser og om hvordan landmænd, skolelærere og bankelever kombinerede arbejdslivet med fodbold, og hvordan klubbens daglige eksistens foregik via ildsjæle og et hav af frivillige hænder, der ville misse sit eget bryllup til fordel for en dag på DS Arena - ikke noget man ofte støder på i nutidens glamourøse verden, som fodbolden velsagtens tilhører.

Programserien gjorde dog også op med de problemstillinger en klub som Hobro uundgåeligt støder på, når lokalklubben pludselig gør sig i landets bedste fodboldrække. Kroner blev erstattet af millioner, ligesom fællesskabsfølelsen og sammenholdet, dét der oprindeligt havde ført dem så lang, for alvor skulle stå sin prøve, i et nu professionelt miljø. Debutsæsonen blev dog ét langt triumftog for Jonas Dal og. co., der sluttede på 7. pladsen - med hele ti point til FC Vestsjælland, på den forkerte side af stregen - ligesom 3-0 sejren i Parken og "the treble" over Brøndby for altid vil stå indprentet i nordjydernes hukommelse.

Men succes avler succes. Hvad gør man nu i Hobro? I debutsæsonen havde man holdt sig til klubbens oprindelige værdier og belønnet de spillere, der i tidernes morgen havde bragt dem til det forjættede land. Udløbende kontrakter blev forlænget, ligesom man på transfermarkedet bevarede begge ben solidt plantet i den jyske muld - måske med undtagelse af indkøbene af de fuldtidsprofessionelle Quincy Antipas, Mikkel Beckmann og Mikkel Thygesen, hvor førstnævnte, som den eneste af de tre, reelt bragte holdet noget på banen, mens sidstnævnte allerede er fortid i Hobro efter blot seks måneder.

Sportschef Jens Hammer Sørensen samt trænerteamet Jonas Dal Andersen og Lars Justesen, har en altoverskyggende rolle i Hobros fremtid. Indkøbene af Tidiane Sane, Tanaka Chinyahara og Mayron George, deres nationalitet og kulturelle baggrund taget i betragtning, kan blive det endelig opgør med fortidens foreningsliv. Ikke et ondt ord om disse spillere, men det er immervæk svært at forestille sig, at de på samme måde som eksempelvis Mads Justesen, kan personificere sig med det Hobro-mandskab alle forelskede sig i, i forrige sæson.

Hvorvidt dette opgør allerede er i gang, som en vulkan i udbrud, er svært at gisne om, men et kig på stillingen viser os, at Hobro indtager Superligaens jumboplads efter seks runder. Man har rent faktuelt fået en diametral indledning på denne sæson, i forhold til i fjor. Fire sejre er vekslet til fire nederlag, ligesom man i fjor havde nettet hele 11 gange og blot indkasseret fire mål efter 6. runde. I år er tallene vendt på hovedet, hvor man blot har scoret fire gange (deltfærrest) og tilladt modstanderen at score hele 11 gange (kun overgået af OB). En anden erkendelse kunne ret så banalt være, at sidste års debutanter red på en bølge af succes og spillede over evne, ligesom de var et ubeskrevet blad for sine modstandere. Uanfægtet af dette kan man dog roligt sige, at Hobro er blevet ramt af det velkendte engelske udtryk "second season syndrome":

"Second season syndrome is the now-commen phrase that is used to describe a downturn in fortunes for a football club in its second season after its promotion"

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg allerede før sæsonstart anså Hobro som klare favoritter til nedrykningspladsen. Til dels pga. historikken hos de to oprykkere, AGF og Viborg FF, der om nogen kender til livet i landets bedste række. Oddsene havde været bedre for Hobro, hvis Vendsyssel eller andre mandskaber uden nævneværdig rutine på dette niveau, havde taget springet op i Superligaen, ligesom jeg har svært ved at se, hvordan nordjyderne fortsat skal overraske deres modstandere (pånær Brøndby måske) i deres primitive spillestil. Dog er der blot spillet seks runder og dette er langt fra nogen dommedagsprofeti over Hobro. Statistikken tildeler Jonas Dal og co. en chanceprocent på ca. 50/50. Siden indførelsen af 12 mandskaber i Superligaen i 1995/96 er det således sket, at sidstepladsen i tabellen efter 6. spillerunde, er endt med at rykke ud i 10 ud af 21 sæsoner. Spørgsmålet er så, om Hobro reelt skal være glade for, at deres skæbne kan afgøres ved et "coin flip"..