Podcast: Mediano - Den store optakt til Serie A-sæsonen 2019/2020

AF KENNETH HANSEN

Podcast: Startskuddet har lydt i flere af de andre store ligaer, og nu er turen så endelig kommet til Italien og Serie A. Vi giver dig her den helt store optakt til sæsonen i Støvlelandet.

Her får du Medianos store Serie A-optakt, hvor mesterskabskampen, danskerne i rækken og de formåede bundhold kommer under lup.

Efter flere måneders Calcio-dvale, ruller bolden atter i Italien. På lørdag sparker Parma og Juventus den nye sæson i gang på Stadio Ennio Tardini.

Netop Juventus, der har sikret sig mesterskabet i de seneste otte sæsoner, er blandt de helt store samtaleemner, ligesom Antonio Contes indtog i Inter, bliver flittigt debateret.

Kenneth Hansen er vært på udsendelsen, og med sig i studiet har han Karsten Krogh, der igen i år skal kommentere kampe fra Serie A, og fodboldspiller i HIK, Jonas Hebo Rasmussen, der i årevis har haft et godt øje til bold fra netop Støvlelandet.

Du kan høre hele udsendelsen her:

Radio: Fodboldeffekten på Radio100

Fodboldeffekten

I denne uges udgave af Fodboldeffekten har Oliver besøg af kommentator Kenneth Hansen. Der bliver snakket om VM i 1998, Battle of the buffet, spansk fodbold i 2016 og VM i 2018. Din vært er: Oliver Routledge

Fodboldeffekten er programmet hvor vi vender de største højde -og lavpunkter inden for verdens vigtigste sport. Sammen med nogle af landets bedste eksperter og tidl. fodboldspillere gennemgår vi fodboldhistorien og genoplever de følelser som kun fodbold kan frembringe. Din vært er Oliver Routledge.

Du kan høre udsendelsen her: https://radioplay.dk/podcast/fodboldeffekten/lyt/2018811/

Podcast: Mediano - Den store optakt til La Liga-sæsonen 2019/2020

Podcast: Nu er ventetiden snart forbi, og bolden triller snart på ny i Spanien og La Liga. Vi giver dig derfor den helt store optakt til den kommende sæson.

AF ASBJØRN ANDREASEN

Her får du Medianos store La Liga-optakt til den kommende sæson.

Endelig er ventetiden ved at være forbi, og det er ved at være tid til en ny sæson i La Liga. Det betyder, at vi giver dig den store optakt, så du kan blive klar til den kommende sæson. Vi dykker derfor ned i diverse La Liga-hold og tager temperaturen lige inden sæsonstart.

Kenneth Hansen har debut i værtsrollen i udsendelsen. Han blandt andet kommenteret La Liga og Serie A. Han taget Morten Glinvad med sig i studiet, der journalist, kommentator og forfatter.

Hør hele udsendelsen her:

Politiken: Politisk kaos og korruption spøger i skyggen af fodbold på en afrikansk stegepande

Optakten til de afrikanske mesterskaber har igen i år været plaget af kaos, korruption og andre lyssky sager uden for banen. På trænerfronten er et opgør mod kolonitidens fordomme på vej, og i målet døjer afrikanerne stadig med et skidt renommé. Her er tre nedslag i turneringen, der i år afholdes i Egypten.

(Produceret til Politiken søndag d. 23. juni 2019 - dette er blot et uddrag)

Selv om klokken var 22 fredag aften, var luften på Cairo International Stadium stadig brændende. I omkring 30 graders varme knoklede værtslandet, Egypten, sig gennem 1-0-sejren i åbningskampen mod Zimbabwe ved dette års afrikanske mesterskaber i fodbold - eller Africa Cup of Nations, som er det officielle navn.

Og det er egentlig ganske paradoksalt, for mens VM i Qatar i 2022 for længst er flyttet fra sommer til vinter, fordi ingen ville kunne holde ørkenstatens kogende sommervarme ud, så er det gået stik modsat på det afrikanske kontinent, hvor især de store europæiske ligaer var trætte af at skulle afgive de største afrikanske stjerner gennem det meste af januar.

Varmen må man så leve med. Også selv om de deltagende nationer, der for første gang er blevet til 24 frem for 16, i visse kampe må døje med fodbold på en 45 graders varm stegepande.

Trods flere nye tiltag har optakten til årets turnering dog været lige så turbulent og kaotisk som tidligere. Politiske stridigheder og infrastrukturelle udfordringer har nemlig gjort, at det ikke er de forsvarende mestre fra Cameroun der ligger græs til turneringen som først planlagt, men altså i stedet Egypten.

Tilbage i januar måned traf CAF, det afrikanske fodboldforbund, nemlig den beslutning, at de voldsomme og bestialske hændelser, der nu i årevis har raseret det centralafrikanske land, ikke er foreneligt med det ansvar, et værtsskab af en så stor slutrunde medfører. 

Beslutningen vakte harme i Cameroun, da fodboldforbundet og de ansvarlige arrangører undervejs havde udstedt garantier for sikkerheden hos spillere, stab og fans, og at sport og politik ikke skulle komme i vejen for hinanden. Den opfattelse delte de øverste personer i CAF dog ikke, og i en afstemning med Sydafrika som den anden kandidat, blev Egypten nærmest enstemmigt valgt som de nye værter i begyndelsen af året.

Primus Tazanu, der til daglig forsker og underviser på Centre of African Studies på Københavns Universitet, er født i den tidligere franske kolonimagt og ærgrer sig på vegne af sine landsmænd over CAF’s beslutning om at rykke slutrunden.

- Midt i en forfærdelig tid kunne afholdelsen af en større sportsbegivenhed give befolkningen noget håb. Håb om bedre tider og på en mere afklaret fremtid. Befolkningen blev vrede over beslutningen, men kigger man lidt indad, er man også klar over, at man ikke formåede at opfylde alle kravene fra forbundets side af.- Situationen har spidset til siden 2017 og separatistbevægelsernes voldsomme færd gennem landsdelene har blandt andet gjort, at man slet ikke har færdiggjort byggeriet af de stadions, som først aftalt og lovet, siger han.

Podcast: Mediano - Serie A: Den store afrunding på Serie A-sæsonen

Her er sæsonafrunding på Serie A fra Mediano, hvor vi evaluerer på sæsonen 2018-2019.

Vi kommer til at tale om vinderne og taberne både i nedrykningsdramaet på sidste spilledag og i slaget om europæiske pladser i næste sæson.

Vi kommer også til at evaluere på nogle af de andre hold, som har udmærket sig i denne sæson, både positivt og negativt.

Vi kommer til at se frem mod næste sæson og tale trænerrokader, og så sætter vi sæsonens hold (som du kan se lidt nede i artiklen), kårer sæsonens talent og bedømmer Serie A-danskerne sæson.

I panelet for sidste gang i denne sæson sidder to fodboldkommentatorer fra Strive Sport, Karsten Krogh og Kenneth Hansen. 

Link til udsendelsen: https://soundcloud.com/medianonu/mediano-serie-a-den-store-saesonafrunding-pa-serie-a

Podcast: Mediano - Rule Britannia - eller er den engelske dominans bare en tilfældig, enlig svale?

Dette er en tema-udsendelse om den store engelske dominans i europæisk fodbold i denne sæson. Udsendelsen er optaget på Klampenborg Galopbane.

(Optaget lørdag d. 18. maj)

Link til udsendelsen: https://soundcloud.com/medianonu/rule-britannia-er-den-engelske-dominans-bare-en-tilfaeldig-enlig-svale

Podcast: Mediano La Liga: Barcelonas historiske dominans, Euro Getafe og Ubåden op til overfladen

Jeg var gæst i Serie A-magasinet hos Mediano mandag d. 29. april 2019. I selskab med Adam Møller Gomaa og Morten Glinvad talte vi om Real Madrids nedtur, om Villarreals redning, om muligheden for Getafe i Champions League og...om Lionel Messi og FC Barcelonas nylige mesterskab. Deres ottende titel i de seneste 11 sæsoner.

Link til udsendelsen findes her: http://www.mediano.nu/oversigt/2019/4/28/mediano-la-liga-barcelonas-historiske-dominans-euro-getafe-og-ubden-op-til-overfladen

Podcast: "Mediano Serie A: Juves Galacticos, romeren Ranieri og kometen Kean"

Jeg var gæst i Serie A-magasinet hos Mediano mandag d. 1. april 2019. I selskab med Adam Møller Gomaa og Jonas Neivelt talte vi om kometen Moise Kean, balladen i henholdsvis Inter og Roma og om Juves nye satsning med indkøbet af Cristiano Ronaldo i sommer.

Link til udsendelsen her: http://www.mediano.nu/oversigt/2019/4/1/mediano-serie-a-juves-galactico-projekt-ranieris-tilbagevenden-til-rom-og-kometen-kean

Farvel, Jardim: Monacos mesterhold blev atter flået itu

Tidligere på ugen fik Leonardo Jardim sparket i AS Monaco efter en miserabel sæsonstart, hvor monegaskerne aktuelt er tredjesidst i den franske Ligue 1. Jardims arbejdsvilkår ændrede sig dog drastisk i hans seneste halvandet år i klubben efter semifinalekampene mod Juventus i Champions League i foråret 2017.

De turbulente 00'ere

Året er 2000. Monaco har anført af spillere som Fabien Barthez, Willy Sagnol, Ludovic Giuly og den målfarlige duo Marco Simone og David Trezeguet, lige vundet klubbens syvende mesterskab med en fin margin ned til Paris Saint-Germain.

Fire år senere tager den nuværende franske verdensmester Didier Deschamps monegaskerne i klubbens til dato største finale, som man dog taber klart til José Mourinhos veloplagte Porto-mandskab, og drømmen om "pokalen med de store ører" glippede dermed den onsdag aften i Gelsenkirchen.

De succesrige år i starten af nullerne blev dog langt fra begyndelsen på en epoke for monegaskerne i nationalt- og internationalt regi. Klubben oplevede i årene efter Didier Deschamps flere dramatiske lavpunkter - kulminerende med nedrykningen til Ligue 2 i 2011 grundet økonomiske uoverensstemmelser med det franske fodboldforbund.

Den økonomiske rodebutik førte samtidig til en udskiftning på de administrative pladser, da Michel Pastor, en lokal og succesfuld forretningsmand inden for billede- og kunstbranchen, afløste Pierre Svara som klubpræsident hos de rød- og hvidblusede i 2004. Pastor fik til opgave at holde på klubbens unge og talentfulde spillere som det primære, men i løbet af få år havde spillere som Eric Abidal, en 24-årig Rafael Marquez, Emmanuel Adebayor og Patrice Evra alle forladt den synkende skude i fyrstedømmet.

Fire år efter sin ansættelse, en periode, der talte hele seks forskellige cheftrænere, opsagde Michel Pastor sin stilling i Monaco i foråret 2008, og tre år efter fik klubben en massiv økonomisk indsprøjtning i form af den russiske milliardær, Dmitry Rybolovlev.

Russeren sigtede efter at få AS Monaco tilbage på fode, og klubben skulle igen anerkendes for at udvikle nogle af landets største talenter, som man købte ukendte og billige og solgte med stor profit på et senere tidspunkt. De ambitioner skulle vise sig at blive indfriet ganske pænt.

Én italiener, én portugiser og...Thierry Henry!

Claudio Ranieri var for få år siden på alles læber, da den karismatiske italiener sammen med Leicester snød alle de engelske mastodonter for Premier League-titlen i 2016. Et par år forinden leverede han dog også noget af et svendestykke i det franske, da han først bragte Monaco tilbage til landets bedste række og året efter kæmpede med til det sidste, da PSG dog endte med at rende med guldet i Ligue 1 i 2014.

Ranieris defensive stil, med en dertilhørende stram organisation, vandt dog aldrig for alvor indpas hos klubbens fans på lægterne af Stade Louis II eller hos den sportslige ledelse og trods flotte sportslige resultater, gik parterne hver til sit efter blot to års samarbejde i sommeren 2014.

Med ansættelsen af Leonardo Jardim få uger efter blev Monacos tandløse offensiv transformeret til et af de mest underholdene og seværdige kontrahold i nyere tid. Med kun 63 scoringer i Ranieris sidste sæson, hele 21 mål færre end mestrene fra PSG, samt en topscorer i form af Emmanuel Riviere og hans ti ligamål, skulle der heller ikke meget til, for at få graderne til at stige i fyrstedømmet.

Leonardo Jardim skulle dog bruge to sæsoner samt en del ændringer i truppen, før fodboldeuropa for alvor fik øjnene op for hans spændende projekt. I første sæson blev Bernardo Silva og Tiemoué Bakayoko købt ind, året efter var det Fabinho og Thomas Lemar der kom til og forud for sæsonen 2016/17 forstærkede Monaco sig med Djibril Sidibé og Benjamin Mendy hos ligarivalerne fra henholdsvis Lille og Marseille.

Med truppen og spillekonceptet på plads var Jardim og co. klar til at byde Paris op til dans, og efter fire mesterskaber på stribe for hovedstadsklubben, måtte de se sig overhalet indenom af monegaskerne i 2017, der nettede hele 107 gange i Ligue 1 fordelt på hele seks spillere med mere end seks fuldtræffere.

Mesterskabet var klubbens første i 17 år, men de fleste ser nok tilbage på franskmændenes kampagne i Champions League, hvor de nåede hele vejen til semifinalen efter meriterende sejre over Manchester City og Dortmund, inden "Den Gamle Dame" fra Torino blev for stor en mundfuld for det talentfulde mandskab.

Succesen på banen viste sig dog at blive et hårdt slag for klubbens ambitioner om at holde på de bærende kræfter og i løbet af to sommervinduer så Monaco profiler som Kylian Mbappé, Bernardo Silva, Benjamin Mendy, Thomas Lemar, Fabinho, Tiemoué Bakayoko og João Moutinho forlade fyrstedømmet til fordel for andre arbejdsgivere.

I kølvandet på de mange afgange fulgte en række enorme transferindtægter, men afløsere som Stevan Jovetic, Nacer Chadli, Diego Benaglio og Youri Tielemans har langt fra kunne løfte den tunge arv og Monaco og dets nye trænerteam står derfor over for noget af en udfordring i den resterende del af sæsonen samt i årene der følger. I bestræbelserne på at genrejse sig, har klubben rettet blikket mod en gammel kending...

Lørdag formiddag annoncerede monegaskerne nemlig, at Thierry Henry, der optrådte for klubben som aktiv fra 1994 til 1999, bliver Leonardo Jardims afløser på en kontrakt frem til sommeren 2021. Jobbet i Monaco er angrebslegendes første som cheftræner efter han senest var assistent for Roberto Martínez på det belgiske landshold.

Henrys første opgave som Monaco-træner bliver ude mod Strasbourg lørdag d. 20. oktober.

Derfor skal Arsenal af med Wenger

Produceret til TV3 Sport

TV3 SPORTs fodboldkommentator Kenneth Hansen giver her sin analyse af, hvorfor Arsenal bør sige "Merci pour tout" og skille sig af med manager Arsene Wenger.

Er Arsene Wenger blevet offer for sin egen succes i Arsenal, eller er nutidens fodbold og teknologiske hjælpemidler løbet fra den franske professor?
Manglende, eller i bedste fald sen ageren på transfermarkedet, exit ved først givne lejlighed i Champions Leagues knald-eller-fald kampe og en en fjerdeplads i Premier Leauge, der kommer i hus med det yderst af neglene. Sådan lyder manges opfattelse af Arsene Wenger og Arsenal gennem de senere år. Nedenstående skriv skulle dog gerne efterlade en mere nuanceret tilstandsrapport af de røde fra Nordlondon.

Siden ansættelsen i august 1996 er det blevet til tre mesterskaber og seks pokaltitler for Wenger, ligesom det blev til finalenederlag til Galatasaray i UEFA Cuppen i 2000 og til Barcelona i Champions League i 2006.

Isoleret set, ikke et ringe udbytte for et hold, der var kendt som ”Boring, boring Arsenal” da franskmanden overtog tropperne efter George Graham og Bruce Rioch i midthalvfemserne.

Hvorfor så den store kritik af Wenger, der foruden de ovennævnte titler, har sikret Arsenal europæisk deltagelse i samtlige sæsoner siden sin ansættelse, fristes man til at spørge? Lad os starte der hvor ”nedturen” begyndte – tiden efter den perfekte sæson med ”The Invincibles”.

I 2003/04 tryllebandt Wenger og co. det meste af England og satte nye standarder i hele fodboldeuropa, da man gik ubesejret gennem sæsonen. En stime der nåede op på imponerende 49 kampe, inden Manchester United og en ung, ung Wayne Rooney satte en stopper for dette med en 2-0-sejr på Old Trafford tilbage i oktober 2004.

Men hvad gjorde dette mandskab så specielt? Det nemme svar kan øjensynligt findes ved blot at kigge på spillermaterialet, der indeholdte verdensstjerner som Sol Campbell, Patrick Vieira, Dennis Bergkamp og Thierry Henry – spillere der alle besad lederegenskaber og hvor især de to sidstnævnte egenhændigt kunne afgøre kampe til klubbens fordel.

Graver man lidt dybere findes et andet svar. ”The Invincibles” emmede nemlig af Arsene Wenger og franskmandens aftryk var ikke til at tage fejl af. Lige siden de halvprofessionelle dage i Nancy i slutfirserne, havde ”Le Professeur” nemlig sat en ære i at studere spillet og ikke mindst lokalisere og tilnærme sig unge, relativt ukendte spillere, han så et potentiale i.

Den franske journalist Xavier Rivoire skriver i sin biografi af Arsene Wenger, at ”han i sin lejlighed i Nancy kun havde en seng, da den tid han ville bruge på at finde andre møbler, bedre kunne bruges på at se video af kampe og spillere”.

Et setup og en tilgang til spillet, der tidligere gjorde det muligt for Wenger at finde spillere som Kolo Toure (hentet i Elfenbenskysten), Fredrik Ljungberg (hentet i Halmstad), Nicolas Anelka (hentet som teenager i PSG), Robin van Persie (hentet i Feyenoord) og Cesc Fabregas (hentet på Barcelonas ungdomsakademi) inden de for alvor indtog den store scene. Og til en billig penge.

Nutidens rekruttering af spillere er dog af en helt anden støbning – oftest langt, langt væk fra managerens eget synsfelt, og her synes det for alvor at gøre ondt på Wenger, der, stædig som han er, ikke afviger fra en ulige kamp mod kilometer lange databaser og ihærdige agenter og deres veletablerede netværk.

Wenger er dermed blevet symbolet på en svunden tid, den sidste dinosaur af sin art, vil nogen mene, og kommer ofte til at ligne en desperat mand på bagkant af udviklingen. Hans stædighed og modvillighed til at indstille sig på nutidens marked, både på og udenfor banen, har nærmest udviklet sig til en farce – til stor frustration for klubbens fans og til stor underholdning for alle der ikke sympatiserer med ”The Gunners”.

På banen har franskmanden ofte fået skudt i skoene, at han taktisk bliver udmanøvreret og at Arsenal ikke kan ”win ugly on a rainy day in Stoke”. Noget de fleste Arsenal-supportere formentlig kan nikke genkendende til. Den manglende ”Plan B” gør Arsenal forudsigelige og nemme at spille imod, alt imens den 66-årige franskmand sidder med udslåede arme og ser til med afmagt og ubehag (hvis lynlåsen til jakken da ikke stjæler opmærksomheden på sidelinjen).

Og afmagt er (desværre) blevet et centralt emne i omtalen af Wenger de senere år. Franskmanden citeres ofte for, at han ikke vil tage del i de astronomiske beløb andre klubber betaler for spillere, hvilket giver mening set fra et økonomisk perspektiv (Wenger har en Masters Degree i økonomi). Franskmanden var samtidig bundet på hænder og fødder rent økonomisk i midten af 00’erne, da Arsenal var i færd med at færdiggøre det spritnye Emirates Stadium, der stod klar i sommeren 2006. Dette hæmmede Wenger gevaldigt på transfermarkedet alt imens nyrige klubber som Chelsea og Manchester City gallopperede forbi de rødblusede i toppen af Premier League.

I de seneste år har Wenger dog ikke lagt skjult på at Arsenal har ”money to spend”, hvilket da også har udmøntet sig i købene af først Mesut Özil og sidenhen Alexis Sanchez fra henholdsvis Real Madrid og Barcelona. Dog modtager franskmanden fortsat kritik for sin manglende evne til at adressere klubbens defensive problemer og at hans tøvende ageren på transfermarkedet, som blev illustreret påny denne sommer, får hans indkøb til at fremstå desperate alt imens den ene tilgængelige topspiller efter den anden søger mod andre destinationer.

Udenfor banen er den private, tilbageholdte franskmand også endt på kollisionskurs med den engelske presse, men mest opsigtsvækkende også med klubbens fans, hvor store dele af fanskaren gerne så Wengers resignation for snart flere år siden.

Eller, resignation er nok ikke det rette ordvalg i dette tilfælde, for det er netop dét mange mener allerede er sket. Her er en udbrændt Wenger i deres øjne blevet en fredet institution i Arsenal, der selv bestemmer slutdatoen for sin æra. En situation der velsagtens kan sammenlignes med Morten Olsen og det danske landshold, hvor det ligeledes diskuteres, hvorvidt han fik den rette afsked efter flere magre år.

Som fast seer af ligaen de seneste 15 år, har Premier League aldrig eksisteret uden Wenger og det piner mig derfor at se, at én af ligaens allerstørste skikkelser nogensinde ender sine dage på denne måde – oftest som en undskyldning for sig selv og sit mandskab og oftest som en misforstået ældre mand, der må se sig slået indenom af nytænkende trænere og teknologiske kræfter.

Den største romantiker, og Wenger selv formentlig, klynger sig dog stadig til det sidste halmstrå og tanken om, at dette bliver året hvor Arsenal genindfinder sig øverst på den engelske klubtrone via flot og ”breathtaking football” – velvidende at halmstrået er mindre og mere flosset end længe set.
De nærmeste konkurrenter har i denne sommer oprustet så kraftigt på både træner- og spillerfronten, at mesterskabsdrømmene på Hornsey Road formentlig bør revurderes, og at Arsenals kamp for den famøse og så omtalte fjerdeplads bliver hårdere end aldrig før.

Personligt håber jeg inderligt at indeværende sæson bliver den sidste for Wenger i Arsenal. Både han og klubben har brug for nyt liv, for nye indspark – også velvidende at scenariet sagtens kan blive det samme som det vi så hos Manchester United i årene efter Sir Alex Ferguson, hvor en ny identitet, en ny æra skulle oparbejdes. For mig er det tydeligt at se (og med god grund velsagtens), at Wenger ikke besidder samme glød og overskud som tidligere og det afspejler sig uden tvivl i holdets præstationer og manglende evne til at tage det sidste skridt op af skamlen.

Arsenal har længe været godt tjent med Arsene Wenger. Nu fortjener Arsenal en frisk start – uden franskmanden – ligesom Wenger fortjener en værdig afsked og et genskabt eftermæle med 2003/04-sæsonen som det minde stående klarest i erindringen. Merci pour tout, Wenger!