JP: Spansk lussing, men...

Det er stadig de klubber som alverdens børn stræber efter, når de skal drømme stort. Og det ændrer en enkelt europæisk svipser ikke ved. Mystikken omkring Real Madrid og Barcelona stikker så dybt, at de igen i år har været i stand til at tiltrække nogle af de største profiler i bestræbelserne på at genindtage den europæiske trone.

(Produceret til Jyllands Posten søndag d. 11. august - dette er blot et uddrag)

Da Liverpool tilbage i juni kunne lade sig hylde som nye majestæter af Europa var det ikke alene klubbens første større titel i 14 år, det var samtidig bruddet på en mangeårig spansk dominans.

Den rent engelske finale mellem Christian Eriksens Tottenham og de senere vindere fra Liverpool, var nemlig den første Champions League-finale uden spansk deltagelse siden 2013, hvor Bayern München slog landsmændene fra Dortmund med 2-1 på Wembley i London.

I de mellemlæggende år gjorde Real Madrid, afbrudt af Barcelonas triumf i 2015, således rent bord i kampen om at sikre sig pokalen med de store øre, men bruddet med Cristiano Ronaldo viste sig i første omgang som et større slag end ventet for Los Blancos,, og trods genansættelsen af Zinedine Zidane, ligner Real Madrid i disse år snarere en gedigen rodebutik end en klub i harmoni.

Spørgsmålstegnene trænger sig også på i massevis hos Barcelona og Atletico Madrid, og med Juventus’ klare udmelding om et øget europæisk fokus samt de store trænertilgange hos Premier Leagues førerklubber de senere år, er det derfor relevant at spekulere i hvorvidt den mangeårige spanske dominans er ovre for denne gang?

Tipsbladet: Agnelli spiller højt spil

Juventus har kurs mod klubbens ottende Scudetto på stribe og deres dominans i Støvlelandet kan få bryste sig af andetsteds i fodboldeuropa. Den Gamle Dame sigter dog mod på den europæiske top og sommerens tilgang af Cristiano Ronaldo ligner blot forsmagen på en strategisk ændring i Italiens største klub. Ændringen synes dog ikke uden risici, da Andrea Agnellis opgør, og senere afskedigelse af transferguru Giuseppe Marotta, kan sætte hele familiedynastiet og Juve’s suverænitet på prøve.

(Produceret til Tipsbladet fredag d. 12. april 2019 - dette er blot et uddrag)

I starten af marts måned var fodboldelskere på ny vidne til et ikonisk comeback i årets Champions League-turnering, da Juventus, med ryggen solidt plantet op af muren, nedbrød Diego Simeones ellers ubrydelige fæstning og avancerede til kvartfinalerne i verdens fineste klubturnering trods et 0-2-nederlag i Madrid uger forinden.

Sejren blev, naturligvis fristes man til at sige, grundlagt af turneringens mest scorende spiller gennem tiden, Cristiano Ronaldo, der med sit sene straffesparksmål fuldendte karrierens ottende hattrick i Champions League. Sommerens største transfer tilførte dermed allerede Juventus det klubbens fans har skreget efter i årevis, bare otte måneder efter sin ankomst: Én spiller fra absolut øverste hylde, der leverer i de allerstørste øjeblikke.

Cristiano Ronaldo viste med sine tre scoringer på Jan Oblak, at han, til trods for en fremskreden alder og et begrænset salgspotentiale, har tilført Juventus en ny dimension og at klubbens strategiske ændringer i sommer måske allerede kan bære frugt i ”år ét” uden Giuseppe Marotta – Juventus’ nu forhenværende sportsdirektør - der efter ni succesfylde år i Juventus blev offer for klubejer Andrea Agnellis ønske om at sætte sit personlige præg på klubben, og smidt på porten.

Men selvom indkøbet af Cristiano Ronaldo med længder er den mandskabsmæssige rokade der har fået mest omtale i Juventus denne sommer, så kan udskiftningen på sportsdirektørsposten vise sig langt vigtigere for Den Gamle Dames fortsatte dominans på den lange bane.

4-4-2 er død på de britiske øer

(Produceret til Tipsbladet fredag d. 1. februar 2019 - dette er blot et uddrag)

 

Til tonerne af George Pukes ”Reach Out” åbnede Tommy Troelsen tilbage i november 1969 op for den første udgave af ”Tipslørdag” – DR’s store satsning på engelsk fodbold. I de kommende årtier forelskede danskerne sig i ”kick and rush”, snorlige 4-4-2-formationer på regnvåde baner og den legendariske ”dong-lyd”, når tipskuponens tegn skulle afgøres.

 

Minderne hører dog fortiden til og de rå, intime stadions er nu skiftet ud med enorme arenaer, der indbringer klubberne flere millioner hver gang portene åbnes. De britiske dyder udvandes mere og mere i takt med den store kontinentale invasion - på både spiller- og trænerfronten. Tipsbladet har kigget nærmere på den seneste udvikling i engelsk fodbold.

Man skulle spejde langt efter korte afleveringer fra målmændene, færre end fire mand i backkæden eller en falsk ni’er oppe foran , da det engelske fodboldforbund tilbage i 1992 gav den bedste række navnet Premier League.

Anført af Sir Alex Ferguson tog Manchester United sig af fire af de fem første titler – kun afbrudt af en anden skotte, Kenny Dalglish, der i 1994/95 førte Blackburn til tops efter en sæsonafslutning med syv sejre på stribe samt 34 scoringer af en ung Alan Shearer.

Dengang var det svært at spå om at man her, godt 25 år senere, ville stå med en liga med spillere fra alle verdenshjørner og hele 12 forskellige nationaliteter på managersiden ved sæsonstart. Et tal, der faktisk kun er blevet større som sæsonen er skredet frem, i takt med ansættelserne af Ole Gunnar Solskjær og Ralph Hasenhüttl i december måned.

En målmand skulle primært forhindre modstanderen i at score ved at benytte sine hænder, stopperne var ikke blege for at sende bolden ud over stadiontaget, midtbaneterrieren skulle helst have lige mængder blod og jord på sine knæ, ligesom de to forreste gerne skulle være i stand til at brysttæmme en bold i fjerde sals højde.

Faktum er dog, at Premier League ikke længere besidder samme karakteristika som i starten af 90’erne. Det kontinentale indtog på managersiden har medført nye formationer, en ændring i spillestilen, nye roller til ellers fast definerede positioner, en markant forøgelse i trænerstaben, ligesom teknologiske hjælpemidler har toptunet og revolutioneret spillernes præstationer på grønsværen.

Målmændene bidrager nu også uden handsker

På målmandsfronten har den brasilianske duo Ederson og Alisson fået englænderne til at spærre øjnene op grundet deres færdigheder med bolden, og flere mandskaber ser nu keeperen som første opspilsstation i det etablerede angrebsspil. I indeværende sæson snitter fem målmænd, Chelseas Kepa, Arsenals Bernd Leno og Tottenhams Hugo Lloris, foruden de førnævnte brasilianere, således mere end 17 korte afleveringer per kamp. Det står i stærk kontrast til målmandens rolle for blot ti år siden, hvor Pepe Reina og Edwin var der Sar rangerede højest i denne kategori med godt det halve. Den danske Huddersfield-keeper Jonas Lössl topper listen over antallet af lange bolde i indeværende sæson med 11 styks per kamp, hvilket er intet i forhold til sæsonen 2009/10, hvor Stokes Asmir Begovic sendte bolden op af banen godt 19 gange i løbet af de 90 minutter.

(Artiklen kan læses i sin fulde længde i Tipsbladet fredag d. 1. februar 2019.)

Opskriften på en Superliga-topscorer: Hvem kan true Kamil Wilczek i år?

Kamil Wilczek? Dame N'Doye? Eller en helt tredje? Hvem løber med titlen som Superligaens topscorer i denne sæson? Svaret får vi først engang i maj måned, men går man tallene i sømmene kan man danne sig et overblik over prototypen på en målmager i landets bedste fodboldrække.

Siden årtusindskiftet har 13 forskellige spillere taget topscorertitlen ene og alene (14 tilfælde af en enlig topscorer, men Dame N'Doye tog sig af titlen i både 2011 og 2012). Karakteristikken ved disse er noget forskellig, men nedenunder følger udredelsen af en række tal, der meget vel kan indikere hvem der render med hæderen i år.

Et hattrick er oftest påkrævet

I ni af de 14 tilfælde har årets Superliga-topscorer haft én eller flere kampe med et hattrick i bagagen. Steffen Højer er den seneste topscorer til at præstere dette to gange i løbet af sæsonen, da han med fire dages mellemrum scorede syv mål i alt i kampene mod Herfølge og FC Nordsjælland.

Dog har kun tre af de seneste syv års topscorere formået at præstere et hattrick undervejs i sæsonen - senest Pål Alexander Kirkevold i fjor, da nordmanden nettede tre gange i næstsidste spillerunde mod FC Helsingør. To år forinden fik AaB's Lukas Spalvis tilnavnet "Zweimal" grundet hans evne til at blive dobbelt målscorer - hvilket skete hele seks gange i sæsonen - men han fik altså aldrig netmaskerne til at blafre tre gange i samme kamp i sin tid i Superligaen.

I indeværende sæson har Dame N'Doye og Godsway Donyoh allerede tegnet sig for et hattrick.

Udlændingene presser sig på

I starten af dette årtusinde sørgede Peter Lassen, Peter Graulund og Steffen Højer for at topscorertitlen endte på danske hænder, men sidenhen har det været småt med de målfarlige typer i Superligaen.

Siden sæsonen 2004/05 har vi derfor kun oplevet fire danske topscorere i Superligaen; Jeppe Curth i 2008, Andreas Cornelius i 2013, Thomas Dalgaard i 2014 og senest FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen i 2017, alt i mens udenlandske kræfter har taget over.

Der var afrikansk dominans omkring det nye årti, hvor først Peter Utaka fra OB og sidenhen to gange Dame N'Doye blev sæsonens mest scorende spiller, men vi i de seneste fire år har haft spillere fra Østrig, Litauen og senest Norge øverst på skamlen.

Indtil nu står FCK-duoen Robert Skov og Viktor Fischer samt FCN-kometen Andreas Skov Olsen alle noteret for seks scoringer - det højeste antal af danske spillere i indeværende sæson.

Rade Prica eneste "debutant"

Tilbage i 2007 tog Rade Prica sig af topscorertitlen i landets bedste række, da han i 32 kampe nettede 19 gange for AaBs's bronzevindere. Sæsonen var svenskerens første i dansk fodbold, og angriberen der kom til Nordjylland fra Hansa Rostock, er faktisk den eneste i dette årtusinde til at erobre Superligaens topscorertitel i sin første sæson i Danmark.

Gennemsnitligt har Superliga-topscoreren i dette årtusinde optrådt 84 gange i rækken, før den personlige hæder finder sted. I 2012/13 blev Andreas Cornelius topscorer efter blot 34 kampe i landets bedste række, men FCK-angriberen havde fået debut og 28 minutter på banen sæsonen forinden.

Steffen Højer er den næstældste enlige topscorer i dette årtusinde, da han i en alder af 32 år nettede 20 gange i sæsonen 2004/05 for OB - efter i alt 265 kampe i Superliga-regi.

26 er det magiske nummer

Som nævnt ovenfor var Steffen Højer den næstældste spiller med en topscorertitel på CV'et i dette årtusinde. Lidt ældre var Peter Lassen, da han tæt på de 34 år bankede 16 bolde i nettet i 2000 for Silkeborg.

Den gennemsnitslige alder for en Superliga-topscorer er dog noget yngre og lyder på godt 26 år, og Rade Prica, Peter Utaka og Dame N'Doye havde alle den alder da de rendte med trofæet, mens Martin Pusic og Pål Alexander Kirkevold lige havde passeret de 27 år i henholdsvis 2015 og tidligere i år.

Andreas Cornelius blev i 2013 den yngste topscorer med sine 20 år og to måneder, ligesom det med en ung topscorer generelt hører sig en national spiller til. I 2017 var Marcus Ingvartsen blot 21 år og fire måneder gammel, mens Peter Graulund og Jeppe Curth begge var 24 år gamle i henholdsvis 2001 og 2008.

Den yngste udenlandske topscorer finder vi i sæsonen 2010, hvor Peter Utaka nettede 18 gange for OB - 26 år og tre måneder gammel.

Årets topscorer?

Hos bookmakerne er Brøndbys polak, den aktuelle topscorer, Kamil Wilczek den oplagte favorit selvom de blå/gule har oplevet problemer både på- og uden for banen i efterårets første kampe. Wilczek giver i skrivende stund pengene to og en halv gange igen, mens "Løvernes" Dame N'Doye er førsteudfordrer til odds 3,50.

De to umiddelbare favoritter er dog begge en kende for gamle, hvis de skal passe ind i det generelle billede, ligesom de begge har passeret de 84 Superliga-kampe, som en topscorer i gennemsnit har spillet, når de modtager titlen.

Længere nede på oddslisten finder vi FC Nordsjællands Godsway Donyoh til 16 gange pengene igen, mens de forsvarende mestre i FC Midtjylland har en farlig outsider i Paul Onuachu. Den høje nigerianer giver i skrivende stund pengene retur 22 gange.

Godsway Donyoh har 50 Superliga-kampe på bagen og kunne ende i omegnen af 75, når sæsonen er slut, mens Paul Onuachu for længst har rundet de magiske 84 kampe i landets bedste række.

Tror man på dansk islæt øverst på skamlen, peger det umiddelbart i flere forskellige statistiske retninger. Andreas Skov Olsen er favoritten hos bookmakerne til odds 7, men FCN-angriberen fylder først 19 år omkring nytår.

Viktor Fischer anses af mange som FCK's farlige offensive våben og Aarhus-drengen passer da også meget godt ind i forhold til alderen, men ved sæsonafslutning vil han givetvis kun havne omkring de 50 optrædender i Superligaen, ligesom nationaliteten også trækker fra i forhold til prototypen på en topscorer herhjemme.

Med alle tal langt sammen er der ikke en oplagt kandidat, der springer i øjnene. FC Nordsjællands Godsway Donyoh passer umiddelbart bedst ind i flest kategorier og han er da også Superligaens farligst spiller indtil nu i sæsonen målt på antal minutter per scoring: 99 minutter bruger han per mål, mens Kamil Wilczek følger lige efter med 101 minut per scoring.

Så har du en ti'er i overskud er odds 16 på den lynhurtige ghaneser måske ikke så dumt...

Kilde: alle tal er fra Superstats.dk

Advarsel til PL-klubberne: Hold jer fra hollandsk topscorer

Ruud van Nistelrooy, Dirk Kuyt og Luis Suarez formåede alle at tage springet fra Æresdivisionen til Premier League, men ser man på tallene bør de engelske klubber holde sig fra at sprænge banke for at sikre sig topscoreren fra den bedste hollandske række.

Den hollandske Æresdivision har længe haft et ry for at udvikle unge, talentfulde spillere til stjerner, der er klar til at tage skridtet videre i en ofte tidlig alder.

Siden årtusindeskiftet er 16 forskellige spillere endt øverst på topscorerlisten i Holland og ud af disse er ni af dem blevet solgt videre til en klub i Premier League.

Listen tæller legender som Ruud van Nistelrooy, Dirk Kuyt og Luis Suarez, mens navne som Mateja Kezman, Afonso Alves, Memphis Depay og Vincent Janssen formentlig ikke har gjort samme indtryk som førnævnte hos den garvede Premier League-seer.

Denne sommer hentede Brighton iranske Alizera Jahanbakhsh fra AZ Alkmaar efter han sæsonen forinden havde banket 21 kasser ind for de rødblusede, der sluttede på en flot tredjeplads i tabellen.

Den iranske angriber, der under sommerens VM-slutrunde oplevede 172 målløse minutter samt blot kom til afslutning to gange undervejs, har ligeledes haft en svær sæsonstart for holdet fra den engelske sydkyst, hvor de første syv kampe kun har resulteret i én afslutning inden for rammen på i alt syv forsøg.

Det er dog stadig ”early days” som man siger i England, og det er endnu for tidligt at fælde en dommedagsprofeti over Alizera Jahanbakhsh og hans debutsæson for Brighton. Men kaster man et blik på de tidligere topscorere fra Æresdivision i det engelske, bør man ikke have for høje forventninger til iraneren.

Se bare denne liste:

Ruud van Nistelrooy (topscorer i 1999 og 2000 - købt for 29 millioner euro):

Hollænderen blev hentet til Manchester United i sommeren 2001 – et år senere end planlagt, da englændernes lægestab stillede spørgsmålstegn ved angriberens fysik. I sæsonens 1999/00 satte han flere rekorder i Æresdivision med vanvittige 29 mål i blot 23 kampe og et mål per 68. minut han var på banen.

I sine fem sæsoner i Manchester United blev det til 95 ligamål i 150 kampe og et mål per 128. minut samt et mesterskab og topscorertitlen i 2003.

Mateja Kezman (topscorer i 2001, 2003 og 2004 - købt for 7,5 millioner euro):

Den temperamentsfulde serber nåede aldrig at blive én af favoritterne på Stamford Bridge efter skiftet fra PSV Eindhoven i 2004.

Han måtte vente 13 kampe på sin første ligascoring i den blå trøje og debutsæsonen blev den eneste for Kezman inden han blev skudt videre til Atletico Madrid sommeren efter. Sølle fire mål i 25 ligakampe blev det til for serberen i Premier League og et mål per 185. minut.

Dirk Kuyt (topscorer i 2005 - købt for 18 millioner euro):

Efter at have banket 29 mål ind for Feyenoord i sæsonen 2004/05 , blev Dirk Kuyt hentet til Liverpool sæsonen efter for godt 18 millioner pund.

Hollænderen nåede seks sæsoner på Anfield med 51 ligamål i 208 kampe til følge. Tallene giver et mål per 310. minut på banen, men fans af Liverpool og Premier League generelt vil vide, at angriberen bidrog med meget mere end sine scoringer og han var en uhyre populær skikkelse hos The Reds.

Afonso Alves (topscorer i 2007 - købt for 17 millioner euro):

Brasilianeren blev i vinteren 2008 hentet til Middlesbrough for klubbens hidtil største beløb på godt 20 millioner pund efter en tid i Æresdivisionen, der havde budt på imponerende 45 mål i blot 39 ligakampe.

Tallene var dog noget anderledes i det engelske, hvor Afonso Alves først scorede efter tre måneder i klubben og han blev skippet videre til Al Sadd i Qatar halvandet år efter sin ankomst.

Afonso Alves noterede sig for 10 scoringer i 42 ligakampe for Middlesbrough og et mål hvert 282. minut på banen.

Luis Suarez (topscorer i 2010 - købt for 27 millioner euro):

Den nuværende Barcelona-spids havde en gylden tid i Premier League, hvor han nåede at optræde for Liverpool fra 2011 til 2014.

Sæsonen forinden havde han banket hele 35 ligamål ind for Ajax og ført traditionsklubben til endnu et mesterskab. I Premier League blev det til 69 scoringer i 110 kampe og et mål hvert 139. minut på banen for uruguayaneren, der også kun skulle bruge 16 minutter af sin debut, før han havde nettet i den bedste engelske række.

Wilfried Bony (topscorer i 2013 - købt for 16 millioner euro):

Hentet til Swansea fra Vitesse af selveste Michael Laudrup i sommeren 2013, efter han havde scoret 31 ligamål i 30 kampe i Holland sæsonen forinden.

Ivorianeren scorede både i sin europæiske- og ligadebut for waliserne og scorede i alt 17 ligamål i debutsæsonen i Premier League.

Langsomt fadede karrieren i det engelske dog ud og med skiftet til Manchester City blev Wilfried Bonys spilleminutter på det kraftigste reduceret.

Angriberen nåede i alt at score 36 gange i Premier League i 115 optrædener – hvilket svarer til et mål hvert 186. minut.

Memphis Depay (topscorer i 2015 - købt for 34 millioner euro):

Manchester United løb med den 21-årige hollænders signatur i sommeren 2015 efter en VM-optræden i 2014 og 22 ligamål for PSV Eindhoven.

Der var pres på den unge offensivspiller fra start af, da United tidligere havde hentet navne som Jaap Stam, Ji-Sung Park og Ruud van Nistelrooy fra den hollandske storklub, men det formåede Memphis Depay aldrig at leve op til.

Herhjemme husker vi nok bedst hans optræden i Europa League mod FC Midtjylland, hvor André Rømer blev tørret godt og grundigt, men i Premier League blegnede hans præstationer fuldstændig med sølle to mål i 33 kampe og en scoring hvert 748. minut.

Vincent Janssen (topscorer i 2016 - købt for 23 millioner euro):

Hollænderen gjorde kometkarriere i hjemlandet, da han efter blot én sæson i Æresdivision blev solgt til Tottenham i 2016 for betragtelige 23 millioner pund.

Janssen står kun noteret for 34 kampe i den bedste hollandske række, men i disse fik han netmaskerne til at blafre imponerende 27 gange. 20 af scoringer faldt i den sidste halvdel af sæsonen, hvilket han var den første spiller til at præstere i 52 år, ligesom han blev den yngste spiller til at score mere end 25 mål i Æresdivision siden selveste Ronaldo i 1995.

I London har det dog været småt med succesoplevelserne for angriberen, da han i 28 Premier League-kampe kun er kommet på tavlen to gange – og blot har scoret i hvert 415. minut på banen.

Dansker var tæt på i 2017

Forrige år var Newcastle tæt på at forhandle sig frem til en aftale med Feyenoord om den danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen, der i sæsonen 2016/17 noterede sig for 21 ligascoringer og endte øverst på topscorerlisten i Holland.

Danskeren har efterfølgende udtalt, at han i ugerne efter den glippede handel ærgrede sig over den missede mulighed for at optræde i Premier League, men set i bagklogskabens lys var det måske meget heldigt for hans videre karriereforløb…

(Priser er taget fra Transfermarkt.com)

Indkastspecialist efterspørger større klarhed i regelsættet

Ikke mange danskere kan prale af, at være indehaver af en verdensrekord. 42-årige Thomas Grønnemark er dog undtagelsen. Tilbage i sommeren 2010 blev den tidligere atletikudøver- og bobslædekører nemlig målt til at kaste en fodbold hele 51,33 meter – hvilket altså aldrig er blevet målt længere noget sted i verdenen.

Og netop det at kaste en fodbold har været midtjydens levevej i de seneste årtier og nu er han så eftertragtet, at selveste Liverpool senest fik ham tilknyttet i trænerstaben. Jeg har fået en længere snak med manden, der endte med at have en hovedrolle i FC Midtjyllands guldmedaljer i den forgangne sæson.

- Jeg har været indkasttræner siden efteråret 2004, hvor mit første job var på Viborgs Superligahold, siger Thomas Grønnemark, der selv har en baggrund i fodboldverdenen med 18 år som aktiv, blandt andet i landets bedste ynglingerække, som det hed på daværende tidspunkt.

Ove Christensen åbnede op for andre muligheder

Det var dog ikke hans tidligere meritter som ungdomsspiller, der fik ham foden inden for i den professionelle fodboldverden – muligheden opstod på eget initiativ.

- Min indgangsvinkel i Viborg var egentlig lettere tilfældig. Men hører jo ofte, at man skal kende nogen for at få foden inden for, men jeg ringede egentlig bare til den daværende sportsdirektør i klubben, og så var jeg heldig, at han fandt min idé interessant nok til at sende mig videre til Ove Christensen, der var træner på daværende tidspunkt.

- Det er nok de færreste der er klar over det, men Ove er faktisk meget nytænkende i sin måde at anskue fodbolden på, og vi endte også med at arbejde sammen flere steder udover tiden i Viborg. Han har en stor andel i, at jeg kan rende og lave de ting, jeg laver den dag i dag, tilføjer Thomas Grønnemark.

Her flere år efter er interessen for Thomas’ arbejde kun gået én vej og udover at være stærkt involveret i mesterskabet til FC Midtjylland, har han også været med til at udvikle Bo Henriksens foretrukne våben i AC Horsens ligesom flere udenlandske klubber i de større ligaer har henvendt sig med henblik på at indlede et samarbejde med midtjyden.

Mange er af den opfattelse, at mål scoret efter indkast kun kan forekomme i forbindelse med det lange indkast, der sendes af sted efter et langt tilløb helt ude fra reklamebanden – og at det kun er her, at Thomas Grønnemark kan bidrage med sin ekspertise. Det er dog langt fra tilfældet.

- Det er ikke rigtigt. Jeg træner både det lange, det hurtige og det kloge indkast, siger han og fortsætter.

- Men det lange indkast er vigtigt. Både fordi det giver en ekstra dødboldsmulighed, men også i forhold til mulighederne inde i banen.

- Det lange indkast kan ikke kun udføres langs linjen eller ind i feltet. Det kan også bruges til at flytte spillet, og her kan jeg være med til at forbedre spillernes evner til at kaste langt og derved åbne op for et noget større areal.

Indkast banede vejen for FCM-guld

I FC Midtjylland har især to spillere taget enorme kvantespring og forbedret sig betydeligt under arbejdet med Thomas Grønnemark.

De to backs Andreas Poulsen, der sidenhen har forladt Heden og nu tørner ud for Gladback i den tyske Bundesliga, og Mads Døhr Thychosen har lagt godt 30 procent til i deres kastelængde, og det er da også ofte spillere fra denne position som kommer under vingerne hos indkasttræneren.

- Jeg plejer altid lige at scanne spillerne i truppen, når jeg begynder at arbejde med en ny klub, for hurtigt at vurdere deres indkastevner.

- Selvfølgelig arbejder jeg ofte sammen med spillere der udfylder backpositionen, da det oftest er dem der tager sig af indkastene undervejs i kampene.

- I FC Midtjylland gik Andreas Poulsen fra at kaste 24,25 meter til 37,90 på ganske kort tid, mens Mads Døhr Thychosen gik fra 22 til 34 meter i samme periode. Og det var faktisk efter et indkast fra Mads, at FC Midtjylland ender med at blive danske mestre i den sidste kamp i sæsonen, siger Thomas Grønnemark.

Store arme gør dig ikke til en god kaster

Indkasttræneren nævnte indledningsvis, at han opererer med tre former for kast; det lange, det hurtige og det kloge. Han erkender dog, at det er ganske få spillere der rent fysisk og motorisk mestrer alle tre kasteformer, da hver type har hver sin karakteristika.

- Det lange indkast kræver en god indkast teknik, og en evne til at kaste præcist og fladt. Det hurtige indkast kræver at kasteren kan fornemme frie lommer i dybden af banen, så han kan igangsætte kontra indkast, da du ikke blive offside på et indkast.

- Det kloge indkast handler om, hvordan holdet samlet skaber plads, så de undgår boldtab over hele banen. Når det kommer til det lange indkast, så plejer jeg at nævne tre indkasttyper, som alle har forudsætningerne for at udføre gode indkast.

- Den første er den lille og eksplosive, dernæst den høje med lange arme og afslutningsvis den smidige, der fra naturens side er født med let bøjelige led.

- Det at kunne tage et godt og brugbart indkast, handler ikke kun om styrke. Hvis jeg får spørgsmålet om at vælge mellem styrke og fleksibilitet, så vil jeg langt hellere foretrække fleksibilitet. Det handler ikke om at kunne tage 150 kilo i bænkpres. Snarere tværtimod.

- Er du for muskuløs i overkroppen har du faktisk en tendens til at være usmidig og det hæmmer din evne til at kaste langt, ligesom det også kan påvirke din præcision, siger indkasteksperten.

Har indkastsituationer gjort fodbolden til et uærligt spil?

Den øgede efterspørgsel efter ekspertviden på området skyldes ifølge Thomas Grønnemark, at flere hold har fået øjnene op for, hvor effektivt et våben indkastet kan være.

De lange indkast, eller rettere tiden det tager at eksekvere dem, møder dog en del kritik hos fans og medier, der mener, at det ødelægger rytmen i kampen. Den kritik forstår han fuldt ud, men han mener også at kritikken ofte afhænger af, om ens eget hold profiterer af det eller ej.

- Jeg er af den klare opfattelse af, at hvorvidt man er for eller imod de lange indkast afhænger meget af, hvor meget man selv profiterer af det. Det gælder egentlig både fans, men også klubberne, spillerne og trænerne i mellem.

- Hvis ens eget hold praktiserer, og drager nytte af, det lange indkast, så er det ligesom mere legitimt at udføre, mens det er omvendt den modsatte vej rundt, siger han.

Thomas Grønnemark mener dog hverken at det er op til spillere, trænere eller fans at vurdere hvornår et indkast tager for lang tid. Det kræver derimod langt større tiltag hvis det skal ensartes og hvis man vil problemstillingen om at nogle hold bevist dræber kampen, til livs.

- Jeg synes ærlig talt at spillet trænger til en række nye og faste regler. Det moderne fodboldspil har til tider udviklet sig til et uærligt spil, hvor det handler om at snyde modstanderen og dommeren mere, end man selv bliver snydt. Det er hverken spillerne eller trænernes skyld, men reglerne trænger til en opfriskning.

- I andre sportsgrene såsom basketball og amerikansk fodbold har man foretaget sig en række tiltag, for at komme snyd til livs. Det har i den grad haft sin effekt og gjort at graden af uærlighed er blevet væsentlig reduceret.

- Jeg er klar fortaler for et ”dødboldsur” eller hvad man så ender med at kalde det. Det skulle bringes i spil ved både mål, hjørne- og frispark, og ved indkast også egentlig.

- Det ville stoppe diskussionen om hvor lang tid man kan bruge på den enkelte situation, før man bevidst prøver at drage nytte af det, mener Thomas Grønnemark, der samtidig også ser andre brugbare løsninger.

- Effektiv spilletid er også blevet nævnt hyppigt, og jeg kunne godt se det fungere. Så eliminerer du al den fingering af skader og tidsudtræk i forbindelse med spillere der ligger ned mod slutningen af en kamp, når deres hold er foran og skal forsvare sejren hjem.

- Vi skriger efter mere ærlighed i fodbolden, og hvis du minimerer muligheden for at drage nytte af snyd, så er jeg også sikker på at lysten til at gøre det langsomt forsvinder, afslutter han.

Liverpool-manager Jürgen Klopp udtalte for nylig, at han allerede efter få træningspas med danskeren kan spore fremgang hos sine spillere i indkastspillet.

Lyngby BK og Hvidovre IF spillede 1-1

63 dage efter det samlede nederlag til Vendsyssel tog Lyngby, nu med Mark Strudal i spidsen for holdet, i dag hul på rejsen tilbage til landets bedste fodboldrække, da oprykkerne fra Hvidovre gæstede et ophedet og solfyldt Lyngby Stadion.

De Kongeblå havde nye folk som Nicklas Mouritsen og Daniel Stückler med fra start, mens lejesvenden Rezan Corlu tog plads på bænken. Hos gæsterne var Thomas Sørensen tilbage på Lyngby Stadion – dog denne gang i en rød Hvidovre-trøje, da han debuterede for Per Frandsens tropper denne eftermiddag efter sit sommerskifte mellem de to storkøbenhavnske klubber.

Mark Strudal sendte sit Lyngby-hold på banen i en 3-4-3-formation med spil og et koncept, der klart ledte tankerne hen på FC Nordsjælland, hvor han netop har en fortid som angrebstræner for få år tilbage.

Lyngby åbnede med energi, gode returløb og forsøg på spil i mellemrummene, og fra en position netop herfra havde Mathias Hebo Rasmussen et nærgående forsøg efter 11 minutters spil, som dog blev afværget med det yderste af neglene af Hvidovre-keeper, Oliver Korch.

Selvsamme Korch kunne dog ikke holde Lyngby fra scoring syv minutter senere, da Gustav Marcussen, ét af de mere positive indslag i et ellers miserabelt forår for De Kongeblå, var først over et fladt indlæg fra Lasse Fosgaard og så bankede offensivspilleren flot bolden over i det lange hjørne.

Føringen varede dog kun få minutter inden evigt unge Kim Aabech flugtede bolden ind på Oliver Lund, og så snød afslutningen fuldkommende Mikkel Andersen i målet, og så viste måltavlen 1-1 på Lyngby Stadion.

Aabech var tæt på at sparke alle tre point over i hænderne på Per Frandsens tropper, da han midtvejs i anden halvleg kyssede ydersiden af træværket efter et følt frispark fra 25 meter. Selvom gadedrengen efterhånden er blevet 35 år, så er han altså en fornøjelse at følge inden for kridtstregerne – hvis motivationen er der, vel og mærke.

Motivation var der masser af hos Gustav Marcussen, der fortjent blev kåret til kampens spiller mod slutningen af opgøret efter utallige raids med bolden, ligesom han ene og alene var ophavsmand til Lyngbys få optræk til chancer i en ellers frustrerende anden halvleg for værterne.

Inden kampen havde jeg sat ring om gæsternes Louka Andreasen, der i oprykningssæsonen havde leveret flere store præstationer i Hvidovre-offensiven, hvilket i vinterpausen kastede et prøveophold i AaB af sig. Kantspilleren stod dog svagt i billedet denne eftermiddag, hvor højreback Emil Vatani med sine lette bevægelser og hurtige antrit i stedet gjorde sig fint bemærket.

1.993 tilskuere så Lyngby og Hvidovre spille 1-1 .

Dommen:
Der er grund til bekymring, hvis man sympatiserer med de blåblusede. Det startede ellers lovende og energisk, men, uden at drage alt for forhastede konklusionerne efter blot 90 minutter af sæsonen, Lyngby har måske én spiller eller to med for ustabile formkurver, og hvor der er alt for langt mellem top- og bundniveau fra kamp til kamp.

Der er egentlig ikke så svært at se, hvad det er Mark Strudal gerne vil implementere på holdet, og i Mathias Hebo og Gustav Marcussen har han dygtige mellemrumsspillere, der samtidig arbejder stenhårdt i holdets tjeneste, men efter dagens kamp står det samtidig også klart, at der er et stykke vej endnu, før relationerne blandt de mange nye Lyngby-spillere sidder lige i skabet.
Hvidovre? Dem er jeg egentlig ikke så nervøse for. De skal nok klare sig. De er i besiddelse af en dygtig håndværker i form af Per Frandsen, der konstant forsøger at maksimere sine spilleres præstationer under kampene.

Samtidig har holdet masser af rutine på vitale pladser, og i Kim Aabech har de dén individualist, der kan skabe noget ud af ingenting og sikre holdet livvigtige point i bunden af rækken.

Dagens observationer:
David Boysen, den tidligere FCK-keeper Filip Djukic og Frem-angriberen Daniel Elly Pedersen så kampen fra lægterne. Førstnævnte er kontraktfri og ledig på markedet efter løsrivelsen i Israel og han har tidligere arbejdet sammen med Mark Strudal i deres fælles tid i Brøndby. Måske er et comeback i den Kongeblå-trøje undervejs?

Og apropos Mark Strudal. Er det muligt at få en DNA-test på ham om Daniel Stückler? De to ligner jo hinanden på en prik – blot med 30 års difference

Superliga-rekord: Nøglerne til bussen er væk

Produceret til Tipsbladet.dk

Superligaens 12 første runder er kommet under lup - og statistikken afslører en ny rekord hvad angår antallet af pointdelinger hidtil i sæsonen. Tilfældigt, eller kan årsagen findes i den blot ene nedrykningsplads i år? Forklaring følger.

Nyhedsflowet fra Superligaen har på det seneste omhandlet Hobro, Esbjerg og deres tovtrækkeri om Jonas Dals underskrift. Jeg vil dog lade parterne få lidt ro i dette blogindlæg, og i stedet iføre mig de statistiske briller. De første 12 runder af årets Superliga har nemlig budt på en bemærkelsesværdig rekord – som sjovt nok ikke har fundet vej til medierne endnu.

Efter 12 runder, eller 72 afviklede kampe om man vil, er det nemlig således, at vi blot har oplevet 13 uafgjorte kampe (heriblandt fire 0-0 kampe) – hvilket svarer til 18% eller godt hver femte kamp. Dette er den laveste total nogensinde i Superligaens historie, hvad angår pointdelinger på dette tidspunkt af sæsonen (14 uafgjorte efter 72 kampe tre gange i starten af 00’erne – senest i 2004/05 sæsonen). Tilfældigt, siger du? Ikke tale om, siger jeg.

Med kun en snert af interesse for landets bedste fodboldrække, burde man stadig være bekendt med, at der i årets udgave af Superligaen, grundet strukturelle ændringer fra den kommende sæson, blot er ét mandskab der til sommer rykker ned i den næstbedste række – modsat to hold, som vi gennem en længere årrække er blevet vant til. Sæsonen, og målet om blot at forlænge livet på førsteklasse, er dermed blevet betydeligt lettere for flere af rækkens 12 mandskaber – hvilket samtidig kunne give disse mandskaber en kærkommen mulighed for at smide nøglerne til ”bussen” væk, og i stedet eksperimentere en smule mere på banens sidste tredjedel end ellers set i de forgangne sæsoner. Denne tese harmonerer efter min overbevisning med ovennævnte statistik om de få antal uafgjorte resultater hidtil.

Forrige sæsons hyppigste eksponent af uafgjorte resultater, SønderjyskE, er i år det eneste tilbageværende mandskab, der endnu ikke har oplevet en pointdeling efter 12 afviklede runder – noget man ellers oplevede hele 16 gange i fjor, hvilket var en tangering af Superliga-rekorden. Og netop SønderjyskE er et godt eksempel på min tese, om en mere offensiv og ”loose” tilgang til kampene hos nogle af de ”mindre” hold, hvor frygten for at tabe ikke længere er større end modet og lysten til at vinde.

Haderslev-klubben har nemlig allerede har sat flere offensive klubrekorder i indeværende sæson. Således har de aldrig scoret 21 gange efter 12. runde som tilfældet i år (rekorden lød tidligere på 17 mål i 2012/13), ligesom det kun er OB og AaB der har været involveret i mere målrige kampe end netop sønderjyderne hidtil i sæsonen. Generelt har frekvensen af mål også fået et nøk op, da snittet efter 12. runde lyder på 2,72 mål pr. kamp (196 mål i alt) mod 2,41 mål pr. kamp i fjor (173 scoringer i alt). Som tidligere nævnt har vi blot været vidne til fire nullerter indtil nu, og skulle dette snit holde sæsonen ud, vil det være det laveste snit i dette årtusinde (estimeret 11 eller 12 0-0 kampe i år, hvilket svarer til hver 17. Superligakamp).

Nu lovede jeg indledningsvis, at Hobro og sagen om Jonas Dal ikke ville få spalteplads. Jeg kan dog ikke lade førstnævnte gå helt ubemærket hen. Klubben er i overhængende fare for at blive isoleret i bunden af tabellen, hvis ikke man får point med fra aftenens hjemmekamp på DS Arena, hvor AGF kommer på besøg. Hvorvidt dette skyldes flere af de presserende sager udenfor kridtstregerne, vil jeg ikke komme yderligere ind på, men efter min overbevisning har de, og ligeledes rækkens anden bundprop Viborg FF, ikke formået at drage nytte af chancen, den kun ene nedrykningsplads giver.

Hobro har således kun scoret otte gange i sæsonen (kun VFF færre med seks scoringer), mens nordjyderne er ligaens dårligste hvad angår antal afslutninger (109, hvor BIF topper med 181 afslutninger) og fremtvungne hjørnespark (25, hvor FC København topper med 85 hjørnespark) efter 12 afviklede runder. Jeg er klar over, at Hobro og andre formodede bundhold ikke skal måle sig med Brøndby, FC København eller FC Midtjylland for den sags skyld, men det kunne klæde dem at søge modstanderens mål i højere grad end hidtil oplevet. Mod skal belønnes, som eksempelvis set med SønderjyskE i år, og lad os håbe, at lysten til at vinde fortsat er større end frygten for at tabe i sæsonens resterende kampe.