Viceanføreren, der blev professionel ved et tilfælde

I slutningen af august måned blev Jeppe Tverskov udnævnt som viceanfører på Superligaholdet i OB. Vejen dertil har dog været noget anderledes for den 25-årige defensivspiller, der først sent blev præsenteret for fodboldens benhårde elitemiljø og længe overvejede en civil karriere.

Professionel ved et tilfælde

Sommeren 2010. Jeppe Tverskov har netop fået beskeden om at hans U17-mandskab i barndomsklubben B1903 i udkanten af Gentofte ikke har nok spillere til den kommende sæson, og at holdet som en konsekvens af dette lukkes ned.

Tankerne er derfor mange hos den unge gymnasiedreng, der netop har færdiggjort 1G. B1903 har været en del af hverdagen siden treårs alderen, men talentet har aldrig bragt ham ind over diverse ungdomslandshold, og han og familien spekulerer nu på hvor meget fodbolden skal fylde i de kommende år.

- Dengang var vi lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg kigge mig om efter en ny klub eller skulle jeg koncentrere mig om at færdiggøre gymnasiet, som resten af min daværende omgangskreds havde planer om, siger Jeppe Tverskov, og fortsætter.

- Skulle fodbolden bare gå hen og blive et hyggeelement ved siden af mine studier? Det talte vi meget om dengang. Jeg rendte rundt og spillede U17-bold i den fjerdehøjeste række og havde slet ikke udsigt eller drømme om nogen professionel karriere.

B1903 kom dog frem med et alternativ og Jeppe Tverskov fik tilbuddet om at blive rykket op på klubbens førstehold, der på daværende tidspunkt slog sine folder i Danmarksserien. Herfra gik det stærkt.

Holdet blev trænet af den tidligere Superligaspiller Bent Christensen, der i sin aktive karriere optrådte i den kongeblå Lyngby-trøje, ligesom han nåede at få fire kampe på det danske A-landshold i slutningen af firserne. Han husker tydeligt det første møde med teenageren Jeppe Tverskov.

- Det var især Jeppes teknik, der sprang mig i øjnene. Den alene gjorde, at jeg kunne putte ham på samtlige pladser i marken på vores hold, uden at han ville komme i problemer. Jeg indså egentlig ret hurtigt, at Jeppe var for god til at spille hos os og at han skulle videre i et større setup, siger han.

B1903 blev efter fødslen af F.C. København i 1992 omdannet til rugekasseklub for "Løverne" på Østerbro. Bent Christensen var dog ikke sikker på, at en ung Jeppe Tverskov ville vokse i konkurrencen med spillere som Mathias Zanka Jørgensen, Ragnar Sigudsson og Thomas Delaney, og han tog i stedet kontakt til sin gamle arbejdsgiver lidt længere nordpå.

- Det var ikke alle der klappede i hænderne da det kom frem, at jeg skubbede på for at få Jeppe ud til Lyngby. B1903 er jo samarbejdsklub med F.C. København, men jeg vurderede at det ville gavne hans karriere meget mere, hvis han kom til Lyngby.

- Springet til FCK's førstehold ville være en for stor mundfuld for Jeppe på daværende tidspunkt, og med Lyngbys historik in mente, kunne jeg godt se det komme til at fungere, siger Bent Christensen.

Få dage efter kom en prøvetræning hos Lyngbys U19-hold i hus.

Kulturchok blandt Lyngbys lysende talenter

Jeppe Tverskov blev hurtigt kastet for løverne i det målrettede og elitære miljø i Lyngby og første træningskamp viste ham, at der nu ventede en helt anden tilværelse med fodbolden.

- Efter den første træningskamp tænkte jeg, at skridtet måske var en anelse for stort og det hjalp ikke på moralen da træneren kort efter slutfløjt fortalte mig, at mange af de bedste spillere var ude og spille for diverse ungdomslandshold, og derfor ikke havde deltaget i kampen. Det kom som noget af et chok for mig, siger han.

Lyngbys talentfulde U19-mandskab blev dengang styret af Jens Olsen, der nu står i spidsen for 1. divisionsklubben Nykøbing FC. Truppen talte navne som Yussuf Poulsen, Uffe Bech, Bror Blume, Christian Nørgaard, Ryan Johnson Laursen og målmanden Lukas Fernandes, så der var ikke de store forventninger til knægten fra Gentofte, der kom ind via bagdøren.

- I Lyngby fik vi en masse spillere tilbudt fra højre og venstre, som mente at de havde niveauet til at begå sig hos os. I Jeppes tilfælde regnede jeg jo nok også med, at han var en person, der hurtigt forsvandt ud af billedet igen, siger Jens Olsen.

Holdingen blev dog hurtigt en anden og Jeppe Tverskov fandt straks fodfæste på og udenfor banen, hvor den hvalpede dreng hurtigt smed de overflødige kilo og tilpassede sig de nye forhold.

- Han integrerede sig på holdet med det samme og man kunne godt se, at Jeppe socialt havde nogle andre værktøjer end de andre. Der kom hans anderledes forhistorie ham nok til gode. Fodboldmiljøet kan godt være meget snævert, hvor alt drejer sig om én ting. Han var vant til at færdes blandt "almindelige" mennesker, og det hjalp ham i starten, siger den nuværende Nykøbing-træner.

Udfordringerne stoppede dog ikke her. Da U19-tiden sang på sidste vers blev Jeppe Tverskov godt nok tilbudt sin første seniorkontrakt i klubben, men udsigten til spilletid var nærmest ikke eksisterende, lød beskeden. Fremtiden blev på ny diskuteret ved spisebordet hos familien Tverskov og fodboldkarrieren var i denne tid tæt på at få dødsstødet.

- Jeg fik at vide at jeg ville indgå i truppen under Niels Frederiksen, men at jeg var udset som en trupspiller, der skulle fylde på i træningerne. Der stod jeg igen med følelsen af, om det overhovedet kunne lade sig gøre at slå igennem eller om det måske var på tide at rette fokus mod noget andet, siger Jeppe Tverskov, og tilføjer.

- Jeg spejlede mig fortsat meget i mine gymnasievenner. De havde alle planer om at tage et sabbatår, hvor de ville ud og opleve verdenen inden de igen skulle tilbage på skolebænken. I den tid overvejede jeg meget, om jeg skulle gøre det samme. I samråd med min familie besluttede jeg mig dog for at tage imod tilbuddet fra Lyngby og kæmpe for min plads, siger han.

To år senere, efter godt 40 optrædener på Lyngbys bedste mandskab, underskrev Jeppe Tverskov en toårig aftale med Randers FC. Et nyt skridt var taget. Nu gjaldt det om at etablere sig hos kronjyderne i landets bedste række, Superligaen.

Udlandet kræver større armbevægelser

Den nu 21-årige defensivspiller brugte de første uger i Randers på at falde på plads langt væk fra familie og venner. I 11. spillerunde kom debuten så, da en karantæne til Mads Fenger gav plads ved siden af Mads Agesen i midterforsvaret i Parken mod selveste F.C. København.

Kampen kastede et 1-0 nederlag af sig, men Colin Todd blev i løbet af de 90 minutter bevidst om, at han i Jeppe Tverskov havde en driftsikker og konkurrencedygtig spiller, der sagtens kunne tage springet fra 1. division. I den resterende del af sæsonen startede Tverskov i 12 ud af 22 runder og året efter var han en etableret profil i kronjydernes defensiv.

Karrieren kunne dog meget vel have budt på et ophold lidt længere østpå. Da Morten Wieghorst blev ansat som AGF-træner i sommeren 2014 tog han Bent Christensen med sig som assistent. De to kendte hinanden fra tiden i Lyngby, og i bestræbelserne på at forstærke aarhusianerne kom Jeppe Tverskovs navn op.

- Morten (Wieghorst, red) og jeg blev hurtige enige om, at AGF stod og manglende en midtstopper. Vi havde Jeppe oppe og vende flere gange, men jeg turde ikke sige god for ham hundrede procent. Jeg var sikker på potentialet, men jeg var lidt nervøs for Jeppes manglende fart, siger Bent Christensen, og fortsætter.

- I AGF ville man gerne spille med en høj bagkæde og det fik mig til at tøve lidt. Der var et enormt pres på os i Aarhus, og jeg turde sgu ikke ligge hovedet på blokken, for Morten sagde, at Jeppe ville blive mit ansvar ene og alene, hvis jeg anbefalede ham, afslutter han.

Efter to sæsoner og 38 Superligakampe for Randers skrev Jeppe Tverskov i sommeren 2016 kontrakt med OB, efter fynboerne var endt på syvendepladsen i tabellen.

Her blev han hurtigt én af yndlingene under Kent Nielsen og fik fuld tid i 31 af sine 34 optrædener i debutsæsonen i Ådalen. Udnævnelsen som viceanfører denne sommer betragter hovedpersonen selv som en stor anerkendelse, men i en alder af 25 år ønsker Jeppe Tverskov også at lægge på sit spil. Det sker ikke mindst ved én gang for alle at fastlægge sig på en fast position.

- Jeg søger lidt mere kontinuerligt spilletid på samme position. Står det til mig, så bliver det på midtbanen, men jeg er naturligvis ikke ene om den beslutning. Men skal jeg fortsætte min udvikling og finde yderligere et par procenter i mit spil, så skal jeg tænke som enten en forsvarsspiller eller en midtbanespiller - hele tiden, siger Jeppe Tverskov.

Den ydmyge og lidt tilbageholdende tilgang er dog langt fra et enkeltstående tilfælde hos Jeppe Tverskov, og den tætteste del af familien ser gerne, at han laver lidt mere larm om sin egen person - især hvis et skifte udenfor landets grænser skal realiseres.

- Min familie er lidt efter mig. De ser gerne at jeg får lidt større armbevægelser og eksempelvis er lidt mere aktiv på de sociale medier og gør lidt mere reklame for mig selv. Der er jeg nok af en lidt anden overbevisning. Hvis mine præstationer på banen er gode nok over længere tid, så skal interessen nok opstår, tænker jeg, siger Jeppe Tverskov.

Lykkedes det at komme udenlands, vil det blot være endnu et skridt i Jeppe Tverskov imponerende karriereforløb, hvor han her otte år efter debuten i Danmarksserien står noteret for lidt over hundrede kampe i landets bedste række.

Fodbolden er gået fra at være en blanding af leg og socialt samvær til at fylde alt i hans liv. Han misunder ikke længere weekendsudsigterne hos gymnasievennerne, men han priser sig dog lykkelig for, at han også nåede at nyde sin ungdom og at han ikke allerede dengang var hængt op i et elitært og konkurrencepræget miljø.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg har nået at drikke mine øl og udleve dele af min ungdom. På det punkt er mit karriereforløb noget atypisk, vil jeg mene. Det lå overhovedet ikke i kortene, at jeg skulle blive en etableret Superligaspiller, men krydret med lidt held har jeg forsøgt at tage ét skridt ad gangen. Det har hele tiden været vigtigt for mig at sætte realistiske målsætninger, som jeg følte kunne indfries inden for den fastsatte ramme, afslutter Jeppe Tverskov.

Farvel til kød og sukker: Kan fodboldspillere spise sig til succes?

Produceret til Politiken søndag d. 21. oktober 2018 (dette er blot et uddrag)

Der er travlt i køkkenet hos familien Lössl i den engelske by Huddersfield. Det er dog ikke røgen fra en glohed pande eller duften af et grillet stykke oksekød, der præger det sanselige billede omkring spisebordet. Her bliver der i stedet hakket grøntsager i massevis, ligesom alle dagens måltider suppleres med diverse plantebaserede produkter.

Den danske landsholdsreserve valgte nemlig at hellige sig den veganske kost for få år tilbage i bestræbelserne på at få det maksimale ud af sin krop og finde de små ekstra procenter i et uhyre konkurrencepræget miljø, som den internationale fodboldverden i sandhed tilhører.

»Kosten er sindssygt vigtigt for os eliteudøvere, så jeg ser det som en nødvendighed, at du sætter dig ordentlig ind i tingene, hvis du vil nærme dig toppen«, siger den 29-årige Premier League-målmand, der også er reserve for Kasper Schmeichel på det danske landshold.

Jonas Lössl er langt fra den eneste idrætsmand, der har fået øjnene op for kostens betydning i jagten på sportslig succes.

Gennem de seneste år er stadig flere atleter gået veganervejen for at optimere deres præstationer. Den efterhånden lange liste tæller blandt andre tennissøstrene Serena og Venus Williams, den firedobbelte Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton, én af de førende MMA-kæmpere i verdenen, Nate Diaz, og bodybuilderen Barny du Plessis, der løb med titlen som Mr. Universe tilbage i 2014.

Og nu har den veganske kost altså også fået tag i fodboldens verden. Forud for VM-slutrunden i Rusland sløjfede Lionel Messi alt kød i sin diæt, så den nu primært består af grøntsager og frugt, ligesom Manchester Citys manager Pep Guardiola har rost Sergio Agüero for sin fysiske fremtoning i starten af denne sæson.

Den vævre argentinske angriber har gennem størstedelen af sin karriere døjet med flere længerevarende muskelskader per sæson, men i år står han skarpere end nogensinde efter en radikal kostomlægning. Efter Citys 6-1 sejr over Huddersfield i Premier Leagues anden spillerunde udtalte Guardiola til Sky Sports, at han aldrig har set Agüero i sådan en fysisk form i sin tid i klubben.

Jonas Lössl var i ovenstående kamp henvist til en plads på bænken hos gæsterne, der i stedet havde Ben Hamer mellem stængerne i hele opgøret. Koldinggenseren spillede ellers samtlige minutter i fjor for nyoprykkede Huddersfield og målmanden, der forlod FC Midtjylland og drog udenlands i sommeren 2014, kender altså alt til Agüeros beslutning om at omlægge sin kost.

»Jeg har altid været nysgerrig og imødekommende over for selvtræning eller nye måder at optimere mine præstationer på. Jeg fik i samarbejde med en kostvejleder foretaget en personlig DNA-scanning, som gik ind og fortalte mig hvilke ting der var godt og skidt for min krop«, siger Jonas Lössl:

»Man kan læse sig til rigtig mange ting på nettet, men man skal virkelig være kildekritisk over for, hvad man tager med sig. Scanningen var en helt unik mulighed, og den viste mig blandt andet at kød- og mejeriprodukter nedsatte min evne til at restituere betragteligt, så den slags ting har jeg helt skåret fra i min kost«.

I Huddersfield har Jonas Lössl nået et spille- og lønmæssigt niveau så udebanekampe eksempelvis inkluderer en privat kok, hvilket gør det muligt for ham, at få lige akkurat den kost, han efterspørger.

»Det gør det nemmere i forhold til at leve på den måde, som jeg gør. Eksempelvis elsker jeg mine havregryn om morgenen. Her har vores kok sørget for et lækkert alternativ med sojamælk, så jeg kan holde mig fra almindelig mælk og andre mejeriprodukter før en kamp«, siger målmanden.

Artiklen kan læses i sin hele form på Politikens hjemmeside:

https://politiken.dk/sport/fodbold/art6782403/Kan-fodboldspillere-spise-sig-til-succes

Opskriften på en Superliga-topscorer: Hvem kan true Kamil Wilczek i år?

Kamil Wilczek? Dame N'Doye? Eller en helt tredje? Hvem løber med titlen som Superligaens topscorer i denne sæson? Svaret får vi først engang i maj måned, men går man tallene i sømmene kan man danne sig et overblik over prototypen på en målmager i landets bedste fodboldrække.

Siden årtusindskiftet har 13 forskellige spillere taget topscorertitlen ene og alene (14 tilfælde af en enlig topscorer, men Dame N'Doye tog sig af titlen i både 2011 og 2012). Karakteristikken ved disse er noget forskellig, men nedenunder følger udredelsen af en række tal, der meget vel kan indikere hvem der render med hæderen i år.

Et hattrick er oftest påkrævet

I ni af de 14 tilfælde har årets Superliga-topscorer haft én eller flere kampe med et hattrick i bagagen. Steffen Højer er den seneste topscorer til at præstere dette to gange i løbet af sæsonen, da han med fire dages mellemrum scorede syv mål i alt i kampene mod Herfølge og FC Nordsjælland.

Dog har kun tre af de seneste syv års topscorere formået at præstere et hattrick undervejs i sæsonen - senest Pål Alexander Kirkevold i fjor, da nordmanden nettede tre gange i næstsidste spillerunde mod FC Helsingør. To år forinden fik AaB's Lukas Spalvis tilnavnet "Zweimal" grundet hans evne til at blive dobbelt målscorer - hvilket skete hele seks gange i sæsonen - men han fik altså aldrig netmaskerne til at blafre tre gange i samme kamp i sin tid i Superligaen.

I indeværende sæson har Dame N'Doye og Godsway Donyoh allerede tegnet sig for et hattrick.

Udlændingene presser sig på

I starten af dette årtusinde sørgede Peter Lassen, Peter Graulund og Steffen Højer for at topscorertitlen endte på danske hænder, men sidenhen har det været småt med de målfarlige typer i Superligaen.

Siden sæsonen 2004/05 har vi derfor kun oplevet fire danske topscorere i Superligaen; Jeppe Curth i 2008, Andreas Cornelius i 2013, Thomas Dalgaard i 2014 og senest FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen i 2017, alt i mens udenlandske kræfter har taget over.

Der var afrikansk dominans omkring det nye årti, hvor først Peter Utaka fra OB og sidenhen to gange Dame N'Doye blev sæsonens mest scorende spiller, men vi i de seneste fire år har haft spillere fra Østrig, Litauen og senest Norge øverst på skamlen.

Indtil nu står FCK-duoen Robert Skov og Viktor Fischer samt FCN-kometen Andreas Skov Olsen alle noteret for seks scoringer - det højeste antal af danske spillere i indeværende sæson.

Rade Prica eneste "debutant"

Tilbage i 2007 tog Rade Prica sig af topscorertitlen i landets bedste række, da han i 32 kampe nettede 19 gange for AaBs's bronzevindere. Sæsonen var svenskerens første i dansk fodbold, og angriberen der kom til Nordjylland fra Hansa Rostock, er faktisk den eneste i dette årtusinde til at erobre Superligaens topscorertitel i sin første sæson i Danmark.

Gennemsnitligt har Superliga-topscoreren i dette årtusinde optrådt 84 gange i rækken, før den personlige hæder finder sted. I 2012/13 blev Andreas Cornelius topscorer efter blot 34 kampe i landets bedste række, men FCK-angriberen havde fået debut og 28 minutter på banen sæsonen forinden.

Steffen Højer er den næstældste enlige topscorer i dette årtusinde, da han i en alder af 32 år nettede 20 gange i sæsonen 2004/05 for OB - efter i alt 265 kampe i Superliga-regi.

26 er det magiske nummer

Som nævnt ovenfor var Steffen Højer den næstældste spiller med en topscorertitel på CV'et i dette årtusinde. Lidt ældre var Peter Lassen, da han tæt på de 34 år bankede 16 bolde i nettet i 2000 for Silkeborg.

Den gennemsnitslige alder for en Superliga-topscorer er dog noget yngre og lyder på godt 26 år, og Rade Prica, Peter Utaka og Dame N'Doye havde alle den alder da de rendte med trofæet, mens Martin Pusic og Pål Alexander Kirkevold lige havde passeret de 27 år i henholdsvis 2015 og tidligere i år.

Andreas Cornelius blev i 2013 den yngste topscorer med sine 20 år og to måneder, ligesom det med en ung topscorer generelt hører sig en national spiller til. I 2017 var Marcus Ingvartsen blot 21 år og fire måneder gammel, mens Peter Graulund og Jeppe Curth begge var 24 år gamle i henholdsvis 2001 og 2008.

Den yngste udenlandske topscorer finder vi i sæsonen 2010, hvor Peter Utaka nettede 18 gange for OB - 26 år og tre måneder gammel.

Årets topscorer?

Hos bookmakerne er Brøndbys polak, den aktuelle topscorer, Kamil Wilczek den oplagte favorit selvom de blå/gule har oplevet problemer både på- og uden for banen i efterårets første kampe. Wilczek giver i skrivende stund pengene to og en halv gange igen, mens "Løvernes" Dame N'Doye er førsteudfordrer til odds 3,50.

De to umiddelbare favoritter er dog begge en kende for gamle, hvis de skal passe ind i det generelle billede, ligesom de begge har passeret de 84 Superliga-kampe, som en topscorer i gennemsnit har spillet, når de modtager titlen.

Længere nede på oddslisten finder vi FC Nordsjællands Godsway Donyoh til 16 gange pengene igen, mens de forsvarende mestre i FC Midtjylland har en farlig outsider i Paul Onuachu. Den høje nigerianer giver i skrivende stund pengene retur 22 gange.

Godsway Donyoh har 50 Superliga-kampe på bagen og kunne ende i omegnen af 75, når sæsonen er slut, mens Paul Onuachu for længst har rundet de magiske 84 kampe i landets bedste række.

Tror man på dansk islæt øverst på skamlen, peger det umiddelbart i flere forskellige statistiske retninger. Andreas Skov Olsen er favoritten hos bookmakerne til odds 7, men FCN-angriberen fylder først 19 år omkring nytår.

Viktor Fischer anses af mange som FCK's farlige offensive våben og Aarhus-drengen passer da også meget godt ind i forhold til alderen, men ved sæsonafslutning vil han givetvis kun havne omkring de 50 optrædender i Superligaen, ligesom nationaliteten også trækker fra i forhold til prototypen på en topscorer herhjemme.

Med alle tal langt sammen er der ikke en oplagt kandidat, der springer i øjnene. FC Nordsjællands Godsway Donyoh passer umiddelbart bedst ind i flest kategorier og han er da også Superligaens farligst spiller indtil nu i sæsonen målt på antal minutter per scoring: 99 minutter bruger han per mål, mens Kamil Wilczek følger lige efter med 101 minut per scoring.

Så har du en ti'er i overskud er odds 16 på den lynhurtige ghaneser måske ikke så dumt...

Kilde: alle tal er fra Superstats.dk

Farvel, Jardim: Monacos mesterhold blev atter flået itu

Tidligere på ugen fik Leonardo Jardim sparket i AS Monaco efter en miserabel sæsonstart, hvor monegaskerne aktuelt er tredjesidst i den franske Ligue 1. Jardims arbejdsvilkår ændrede sig dog drastisk i hans seneste halvandet år i klubben efter semifinalekampene mod Juventus i Champions League i foråret 2017.

De turbulente 00'ere

Året er 2000. Monaco har anført af spillere som Fabien Barthez, Willy Sagnol, Ludovic Giuly og den målfarlige duo Marco Simone og David Trezeguet, lige vundet klubbens syvende mesterskab med en fin margin ned til Paris Saint-Germain.

Fire år senere tager den nuværende franske verdensmester Didier Deschamps monegaskerne i klubbens til dato største finale, som man dog taber klart til José Mourinhos veloplagte Porto-mandskab, og drømmen om "pokalen med de store ører" glippede dermed den onsdag aften i Gelsenkirchen.

De succesrige år i starten af nullerne blev dog langt fra begyndelsen på en epoke for monegaskerne i nationalt- og internationalt regi. Klubben oplevede i årene efter Didier Deschamps flere dramatiske lavpunkter - kulminerende med nedrykningen til Ligue 2 i 2011 grundet økonomiske uoverensstemmelser med det franske fodboldforbund.

Den økonomiske rodebutik førte samtidig til en udskiftning på de administrative pladser, da Michel Pastor, en lokal og succesfuld forretningsmand inden for billede- og kunstbranchen, afløste Pierre Svara som klubpræsident hos de rød- og hvidblusede i 2004. Pastor fik til opgave at holde på klubbens unge og talentfulde spillere som det primære, men i løbet af få år havde spillere som Eric Abidal, en 24-årig Rafael Marquez, Emmanuel Adebayor og Patrice Evra alle forladt den synkende skude i fyrstedømmet.

Fire år efter sin ansættelse, en periode, der talte hele seks forskellige cheftrænere, opsagde Michel Pastor sin stilling i Monaco i foråret 2008, og tre år efter fik klubben en massiv økonomisk indsprøjtning i form af den russiske milliardær, Dmitry Rybolovlev.

Russeren sigtede efter at få AS Monaco tilbage på fode, og klubben skulle igen anerkendes for at udvikle nogle af landets største talenter, som man købte ukendte og billige og solgte med stor profit på et senere tidspunkt. De ambitioner skulle vise sig at blive indfriet ganske pænt.

Én italiener, én portugiser og...Thierry Henry!

Claudio Ranieri var for få år siden på alles læber, da den karismatiske italiener sammen med Leicester snød alle de engelske mastodonter for Premier League-titlen i 2016. Et par år forinden leverede han dog også noget af et svendestykke i det franske, da han først bragte Monaco tilbage til landets bedste række og året efter kæmpede med til det sidste, da PSG dog endte med at rende med guldet i Ligue 1 i 2014.

Ranieris defensive stil, med en dertilhørende stram organisation, vandt dog aldrig for alvor indpas hos klubbens fans på lægterne af Stade Louis II eller hos den sportslige ledelse og trods flotte sportslige resultater, gik parterne hver til sit efter blot to års samarbejde i sommeren 2014.

Med ansættelsen af Leonardo Jardim få uger efter blev Monacos tandløse offensiv transformeret til et af de mest underholdene og seværdige kontrahold i nyere tid. Med kun 63 scoringer i Ranieris sidste sæson, hele 21 mål færre end mestrene fra PSG, samt en topscorer i form af Emmanuel Riviere og hans ti ligamål, skulle der heller ikke meget til, for at få graderne til at stige i fyrstedømmet.

Leonardo Jardim skulle dog bruge to sæsoner samt en del ændringer i truppen, før fodboldeuropa for alvor fik øjnene op for hans spændende projekt. I første sæson blev Bernardo Silva og Tiemoué Bakayoko købt ind, året efter var det Fabinho og Thomas Lemar der kom til og forud for sæsonen 2016/17 forstærkede Monaco sig med Djibril Sidibé og Benjamin Mendy hos ligarivalerne fra henholdsvis Lille og Marseille.

Med truppen og spillekonceptet på plads var Jardim og co. klar til at byde Paris op til dans, og efter fire mesterskaber på stribe for hovedstadsklubben, måtte de se sig overhalet indenom af monegaskerne i 2017, der nettede hele 107 gange i Ligue 1 fordelt på hele seks spillere med mere end seks fuldtræffere.

Mesterskabet var klubbens første i 17 år, men de fleste ser nok tilbage på franskmændenes kampagne i Champions League, hvor de nåede hele vejen til semifinalen efter meriterende sejre over Manchester City og Dortmund, inden "Den Gamle Dame" fra Torino blev for stor en mundfuld for det talentfulde mandskab.

Succesen på banen viste sig dog at blive et hårdt slag for klubbens ambitioner om at holde på de bærende kræfter og i løbet af to sommervinduer så Monaco profiler som Kylian Mbappé, Bernardo Silva, Benjamin Mendy, Thomas Lemar, Fabinho, Tiemoué Bakayoko og João Moutinho forlade fyrstedømmet til fordel for andre arbejdsgivere.

I kølvandet på de mange afgange fulgte en række enorme transferindtægter, men afløsere som Stevan Jovetic, Nacer Chadli, Diego Benaglio og Youri Tielemans har langt fra kunne løfte den tunge arv og Monaco og dets nye trænerteam står derfor over for noget af en udfordring i den resterende del af sæsonen samt i årene der følger. I bestræbelserne på at genrejse sig, har klubben rettet blikket mod en gammel kending...

Lørdag formiddag annoncerede monegaskerne nemlig, at Thierry Henry, der optrådte for klubben som aktiv fra 1994 til 1999, bliver Leonardo Jardims afløser på en kontrakt frem til sommeren 2021. Jobbet i Monaco er angrebslegendes første som cheftræner efter han senest var assistent for Roberto Martínez på det belgiske landshold.

Henrys første opgave som Monaco-træner bliver ude mod Strasbourg lørdag d. 20. oktober.

Advarsel til PL-klubberne: Hold jer fra hollandsk topscorer

Ruud van Nistelrooy, Dirk Kuyt og Luis Suarez formåede alle at tage springet fra Æresdivisionen til Premier League, men ser man på tallene bør de engelske klubber holde sig fra at sprænge banke for at sikre sig topscoreren fra den bedste hollandske række.

Den hollandske Æresdivision har længe haft et ry for at udvikle unge, talentfulde spillere til stjerner, der er klar til at tage skridtet videre i en ofte tidlig alder.

Siden årtusindeskiftet er 16 forskellige spillere endt øverst på topscorerlisten i Holland og ud af disse er ni af dem blevet solgt videre til en klub i Premier League.

Listen tæller legender som Ruud van Nistelrooy, Dirk Kuyt og Luis Suarez, mens navne som Mateja Kezman, Afonso Alves, Memphis Depay og Vincent Janssen formentlig ikke har gjort samme indtryk som førnævnte hos den garvede Premier League-seer.

Denne sommer hentede Brighton iranske Alizera Jahanbakhsh fra AZ Alkmaar efter han sæsonen forinden havde banket 21 kasser ind for de rødblusede, der sluttede på en flot tredjeplads i tabellen.

Den iranske angriber, der under sommerens VM-slutrunde oplevede 172 målløse minutter samt blot kom til afslutning to gange undervejs, har ligeledes haft en svær sæsonstart for holdet fra den engelske sydkyst, hvor de første syv kampe kun har resulteret i én afslutning inden for rammen på i alt syv forsøg.

Det er dog stadig ”early days” som man siger i England, og det er endnu for tidligt at fælde en dommedagsprofeti over Alizera Jahanbakhsh og hans debutsæson for Brighton. Men kaster man et blik på de tidligere topscorere fra Æresdivision i det engelske, bør man ikke have for høje forventninger til iraneren.

Se bare denne liste:

Ruud van Nistelrooy (topscorer i 1999 og 2000 - købt for 29 millioner euro):

Hollænderen blev hentet til Manchester United i sommeren 2001 – et år senere end planlagt, da englændernes lægestab stillede spørgsmålstegn ved angriberens fysik. I sæsonens 1999/00 satte han flere rekorder i Æresdivision med vanvittige 29 mål i blot 23 kampe og et mål per 68. minut han var på banen.

I sine fem sæsoner i Manchester United blev det til 95 ligamål i 150 kampe og et mål per 128. minut samt et mesterskab og topscorertitlen i 2003.

Mateja Kezman (topscorer i 2001, 2003 og 2004 - købt for 7,5 millioner euro):

Den temperamentsfulde serber nåede aldrig at blive én af favoritterne på Stamford Bridge efter skiftet fra PSV Eindhoven i 2004.

Han måtte vente 13 kampe på sin første ligascoring i den blå trøje og debutsæsonen blev den eneste for Kezman inden han blev skudt videre til Atletico Madrid sommeren efter. Sølle fire mål i 25 ligakampe blev det til for serberen i Premier League og et mål per 185. minut.

Dirk Kuyt (topscorer i 2005 - købt for 18 millioner euro):

Efter at have banket 29 mål ind for Feyenoord i sæsonen 2004/05 , blev Dirk Kuyt hentet til Liverpool sæsonen efter for godt 18 millioner pund.

Hollænderen nåede seks sæsoner på Anfield med 51 ligamål i 208 kampe til følge. Tallene giver et mål per 310. minut på banen, men fans af Liverpool og Premier League generelt vil vide, at angriberen bidrog med meget mere end sine scoringer og han var en uhyre populær skikkelse hos The Reds.

Afonso Alves (topscorer i 2007 - købt for 17 millioner euro):

Brasilianeren blev i vinteren 2008 hentet til Middlesbrough for klubbens hidtil største beløb på godt 20 millioner pund efter en tid i Æresdivisionen, der havde budt på imponerende 45 mål i blot 39 ligakampe.

Tallene var dog noget anderledes i det engelske, hvor Afonso Alves først scorede efter tre måneder i klubben og han blev skippet videre til Al Sadd i Qatar halvandet år efter sin ankomst.

Afonso Alves noterede sig for 10 scoringer i 42 ligakampe for Middlesbrough og et mål hvert 282. minut på banen.

Luis Suarez (topscorer i 2010 - købt for 27 millioner euro):

Den nuværende Barcelona-spids havde en gylden tid i Premier League, hvor han nåede at optræde for Liverpool fra 2011 til 2014.

Sæsonen forinden havde han banket hele 35 ligamål ind for Ajax og ført traditionsklubben til endnu et mesterskab. I Premier League blev det til 69 scoringer i 110 kampe og et mål hvert 139. minut på banen for uruguayaneren, der også kun skulle bruge 16 minutter af sin debut, før han havde nettet i den bedste engelske række.

Wilfried Bony (topscorer i 2013 - købt for 16 millioner euro):

Hentet til Swansea fra Vitesse af selveste Michael Laudrup i sommeren 2013, efter han havde scoret 31 ligamål i 30 kampe i Holland sæsonen forinden.

Ivorianeren scorede både i sin europæiske- og ligadebut for waliserne og scorede i alt 17 ligamål i debutsæsonen i Premier League.

Langsomt fadede karrieren i det engelske dog ud og med skiftet til Manchester City blev Wilfried Bonys spilleminutter på det kraftigste reduceret.

Angriberen nåede i alt at score 36 gange i Premier League i 115 optrædener – hvilket svarer til et mål hvert 186. minut.

Memphis Depay (topscorer i 2015 - købt for 34 millioner euro):

Manchester United løb med den 21-årige hollænders signatur i sommeren 2015 efter en VM-optræden i 2014 og 22 ligamål for PSV Eindhoven.

Der var pres på den unge offensivspiller fra start af, da United tidligere havde hentet navne som Jaap Stam, Ji-Sung Park og Ruud van Nistelrooy fra den hollandske storklub, men det formåede Memphis Depay aldrig at leve op til.

Herhjemme husker vi nok bedst hans optræden i Europa League mod FC Midtjylland, hvor André Rømer blev tørret godt og grundigt, men i Premier League blegnede hans præstationer fuldstændig med sølle to mål i 33 kampe og en scoring hvert 748. minut.

Vincent Janssen (topscorer i 2016 - købt for 23 millioner euro):

Hollænderen gjorde kometkarriere i hjemlandet, da han efter blot én sæson i Æresdivision blev solgt til Tottenham i 2016 for betragtelige 23 millioner pund.

Janssen står kun noteret for 34 kampe i den bedste hollandske række, men i disse fik han netmaskerne til at blafre imponerende 27 gange. 20 af scoringer faldt i den sidste halvdel af sæsonen, hvilket han var den første spiller til at præstere i 52 år, ligesom han blev den yngste spiller til at score mere end 25 mål i Æresdivision siden selveste Ronaldo i 1995.

I London har det dog været småt med succesoplevelserne for angriberen, da han i 28 Premier League-kampe kun er kommet på tavlen to gange – og blot har scoret i hvert 415. minut på banen.

Dansker var tæt på i 2017

Forrige år var Newcastle tæt på at forhandle sig frem til en aftale med Feyenoord om den danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen, der i sæsonen 2016/17 noterede sig for 21 ligascoringer og endte øverst på topscorerlisten i Holland.

Danskeren har efterfølgende udtalt, at han i ugerne efter den glippede handel ærgrede sig over den missede mulighed for at optræde i Premier League, men set i bagklogskabens lys var det måske meget heldigt for hans videre karriereforløb…

(Priser er taget fra Transfermarkt.com)

Mentaltræner reddede Brønshøj fra deres forsømte forår

I slutningen af april balancerede traditionsklubben Brønshøj på randen af en mindre fiasko. I sæsonen forud for ”Hvepsenes” hundredeårs jubilæum var klubben i overhængene fare for at rykke ud af divisionsfodbolden for første gang i 73 år, og en trup der lovede af mere, havde svært ved at optræde som en enhed og levere de forventede resultater.

Katastrofen og det forsømte forår blev dog afværget da Brønshøj hentede 18 ud af 24 mulige point i sæsonens sidste kampe og sluttede over stregen i nedrykningsspillet i 2. division. Udfaldet kunne dog meget vel være et helt andet.

Efter flere møder med den resterende del af ledelsen, direktionen og trænerteamet tog administrerende direktør Dennis Kjeldsen i midten af forårssæsonen dog en beslutning. Klubben havde brug for hjælp. Udefra.

Valget faldt på 49-årige Kim Boye. Den nuværende mentalcoach havde selv slået sine folder i dansk elitefodbold i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, inden flere knæskader fik ham til at sadle om og fokusere på arbejdet med den mentale genoprejsning af udsatte unge.

Drengedrømmen brast

Kim Boye oplevede selv en hård og barsk opvækst med en mor som prostitueret og en søskendeflok med hang til både alkohol og stoffer. Én af få lyspunkter i den ellers mørke hverdag var fodbolden, og op gennem ynglingeårene tiltrak han sig opmærksomhed for sine præstationer i AB-trøjen og kom sidenhen på kontrakt i Brøndby, hvor cheftræneren på daværende tidspunkt var selveste Morten Olsen.

Karrieren nåede dog aldrig for alvor at tage fart før en voldsom tackling smadrede hans ene knæ i starten af 1990. Tilbage stod en håbefuld ung knægt med en brast drøm i et miljø, der på daværende tidspunkt ikke var i stand til at samle folk som Kim Boye op og genforme et menneske med en ny identitet.

Den kendsgerning ønskede Kim Boye at ændre på. Pædagoguddannelsen, med speciale indenfor den følelsesmæssige intelligens, blev første skridt på vejen mod en målsætning om at andre kasserede spillere – som ham selv – ikke skulle stå på egne ben i en i forvejen svær tid.

- Mit arbejde med de udsatte unge banede vejen for et comeback til fodboldens elitære miljø. Jeg fik to knægte ind under huden, som senere endte på kontrakt ude i Brøndby.

- Med min egen afsked med fodbolden in mente følte jeg egentlig, at jeg havde et par ubetalte regninger, der skulle betales. Derfor så jeg dette som en kærkommen mulighed for at hjælpe andre kasserede unge til en ny chance i livet.

- DBU bryster sig af at tage højde for det hele menneske, men mit indtryk er egentlig, at det er en smule varm luft. Fodboldkulturen nu til dags bygger på at stå klarest og forrest i billedet. Kan man hugge benene af andre for selv at fremstå højere, så gør man det, siger Kim Boye.

”Heal the boy and a man will appear”

Mentaltræneren tror i stærk kontrast til dette, at bløde og anerkendende værdier er med til at løfte præstationerne hos det enkelte individ.

- Når folk bliver rost og anerkendt, så fungerer det bare. Jeg har ikke ret meget til overs for mennesker, der sidder fast i offerrollen og ikke formår at komme videre, siger Kim Boye.

Selv formåede Kim Boye at træde ud af offerrollen, selvom det var svært at give afkald på en identitet, der havde præget ham i størstedelen af sit liv. Syv operationer skulle der til, før han var klar til at sige stop.

I sin nuværende vigøren i fodboldverdenen, og med sportsfolk generelt, oplever han ofte, at blive kaldt ind som brandslukker i allerede tilspidsede situationer. Den reaktionære indstilling skyldes ifølge Kim Boye en frygt for det uvisse og et benhårdt konkurrencemiljø, hvor kun de stærkeste overlever.

- Som mennesker vil vi gerne have at følelser kan skrives ned på et papir og puttes i en boks, så alle kan forstå det. Det kan man bare ikke. Følelser er magi og noget du ikke kan konkretisere.

- Folk møder mine metoder med en vis form for skepsis, da det ofte er svært at måle på og noget ukonkret for dem. Det er noget følelsespis, mener de rent ud sagt, fortæller Kim Boye, og fortsætter.

- Til dem plejer jeg at sige: ”heal the boy and a man will appear”. Altså, fodboldverdenen er fyldt med så meget testosteron og maskulinitet, at det er til at brække sig over.

- Formår du at tale den lille dreng op og klæde ham ordentlig på, så træder han ud af skyggen og fremstår som en stor og stærk mand med skjold og sværd, det lover jeg dig for, afslutter han.

Tingbjergs redningsmand

Tilbage i Brønshøj havde Michael Winter og spillerne fået en elendig start på 2018. Forårets første otte kampe havde endnu ikke ført til sejr og med en mager høst på blot fem point var holdet placeret under stregen i nedrykningsspillet i landets tredjebedste række.

Kim Boye blev hidkaldt som manden med de rette værktøjer til at låse Brønshøjs sande potentiale op. Mentaltræneren var første gang til stede på stadion til hjemmekampen mod Odder d. 5. maj - en kamp der endte uden mål, 0-0.

I de kommende uger og måneder havde Kim Boye sin faste gang på anlægget i Tingbjerg og efter få iagttagelser ved holdets træningspas foretog han sine første indgreb.

Få, håndgribelige værdier under mottoet ”vilje, fight og væske” skulle bankes ind under huden på de gul- og sortklædte Brønshøj-spillere. Samtidig fik fire udvalgte spillere, heriblandt anfører Jamil Fearrington, til opgave at fokusere på to holdkammerater hver, som via anerkendelse og ros skulle vokse i deres præstationer på banen i løbet af forårets kampe.

- I ledergruppen blev vi instrueret i hvordan man putter mere positiv energi ind i hele holdet. Den energi gav et kæmpe boost og hurtigt gik vi fra svingende resultater til et vinderhold, siger anfører Jamil Fearrington, og tilføjer.

- Trænerstaben havde lagt fundamentet forinden, men Kim kom ind og gav os værktøjerne til at skubbe det hele i den rigtige retning, afslutter han.

I de resterende kampe vendte Brønshøj-spillerne bøtten og sikrede sig overlevelse på sidstedagen med en knusende 5-1 sejr over Greve, der modsat måtte lade livet i de danske divisioner.

Fodbold spilles ikke med fødderne

I bogen ”Den Mentale Kriger” skriver Kim Boye, at 80 procent af succesen ligger i menneskets hjerne. Heri beskriver han hvordan han efter et kæmpe nederlag hev sig selv op ved hårrødderne og vendte den negative spiral til noget positivt.

Situationen var den samme i Brønshøj. Klubben indkasserede i størstedelen af forårets første kampe det første mål og havnede derfor ofte i en situation, hvor de skulle ud og jagte et resultat. Det satte sine spor på spillertruppen – både fysisk, men i den grad også mentalt.

- Kim kom ind i billedet da det var tydeligt at se, at vores spillere og trænerstab var hårdt ramt mentalt. Vi lå aktuelt til at rykke ud af divisionerne og det hæmmede vores præstationer enormt, forklarer Dennis Kjeldsen, ligesom holdets anfører Jamil Fearrington supplerer:

- Det man skal forstå med Kim er, at han har en fantastisk evne til at connecte med folk. Jeg dannede utrolig hurtigt et personligt bånd med ham, hvilket gjorde alle hans inputs troværdige. Med enkelte sætninger har han rykket min mentale tilstedeværelse enormt meget, siger han.

Efter 5-1 sejren over Greve trak de to parter en streg i sandet. Missionen var lykkedes. Arbejdet var færdigt. Brønshøj Boldklub havde sikret sig en ny sæson i det danske divisionssystem og Kim Boye havde lukket munden på kritikerne i sin vennekreds der fortalte ham, at denne opgave var for stor en mundfuld – selv for ham.

Fra sit kontor i Ballerup sidder den mentale kriger tilbage med et skævt smil. En ny sejr for manden, der efter eget udsagn kunne få succes med langt størstedelen af de nuværende hold i Superligaen, hvis blot han fik chancen. Ikke fordi kontoret er fyldt med diverse trænerdiplomer eller fordi han kan udmanøvrere de andre trænere på taktiktavlen, men fordi fodbold ikke kun spilles med fødderne…

Indkastspecialist efterspørger større klarhed i regelsættet

Ikke mange danskere kan prale af, at være indehaver af en verdensrekord. 42-årige Thomas Grønnemark er dog undtagelsen. Tilbage i sommeren 2010 blev den tidligere atletikudøver- og bobslædekører nemlig målt til at kaste en fodbold hele 51,33 meter – hvilket altså aldrig er blevet målt længere noget sted i verdenen.

Og netop det at kaste en fodbold har været midtjydens levevej i de seneste årtier og nu er han så eftertragtet, at selveste Liverpool senest fik ham tilknyttet i trænerstaben. Jeg har fået en længere snak med manden, der endte med at have en hovedrolle i FC Midtjyllands guldmedaljer i den forgangne sæson.

- Jeg har været indkasttræner siden efteråret 2004, hvor mit første job var på Viborgs Superligahold, siger Thomas Grønnemark, der selv har en baggrund i fodboldverdenen med 18 år som aktiv, blandt andet i landets bedste ynglingerække, som det hed på daværende tidspunkt.

Ove Christensen åbnede op for andre muligheder

Det var dog ikke hans tidligere meritter som ungdomsspiller, der fik ham foden inden for i den professionelle fodboldverden – muligheden opstod på eget initiativ.

- Min indgangsvinkel i Viborg var egentlig lettere tilfældig. Men hører jo ofte, at man skal kende nogen for at få foden inden for, men jeg ringede egentlig bare til den daværende sportsdirektør i klubben, og så var jeg heldig, at han fandt min idé interessant nok til at sende mig videre til Ove Christensen, der var træner på daværende tidspunkt.

- Det er nok de færreste der er klar over det, men Ove er faktisk meget nytænkende i sin måde at anskue fodbolden på, og vi endte også med at arbejde sammen flere steder udover tiden i Viborg. Han har en stor andel i, at jeg kan rende og lave de ting, jeg laver den dag i dag, tilføjer Thomas Grønnemark.

Her flere år efter er interessen for Thomas’ arbejde kun gået én vej og udover at være stærkt involveret i mesterskabet til FC Midtjylland, har han også været med til at udvikle Bo Henriksens foretrukne våben i AC Horsens ligesom flere udenlandske klubber i de større ligaer har henvendt sig med henblik på at indlede et samarbejde med midtjyden.

Mange er af den opfattelse, at mål scoret efter indkast kun kan forekomme i forbindelse med det lange indkast, der sendes af sted efter et langt tilløb helt ude fra reklamebanden – og at det kun er her, at Thomas Grønnemark kan bidrage med sin ekspertise. Det er dog langt fra tilfældet.

- Det er ikke rigtigt. Jeg træner både det lange, det hurtige og det kloge indkast, siger han og fortsætter.

- Men det lange indkast er vigtigt. Både fordi det giver en ekstra dødboldsmulighed, men også i forhold til mulighederne inde i banen.

- Det lange indkast kan ikke kun udføres langs linjen eller ind i feltet. Det kan også bruges til at flytte spillet, og her kan jeg være med til at forbedre spillernes evner til at kaste langt og derved åbne op for et noget større areal.

Indkast banede vejen for FCM-guld

I FC Midtjylland har især to spillere taget enorme kvantespring og forbedret sig betydeligt under arbejdet med Thomas Grønnemark.

De to backs Andreas Poulsen, der sidenhen har forladt Heden og nu tørner ud for Gladback i den tyske Bundesliga, og Mads Døhr Thychosen har lagt godt 30 procent til i deres kastelængde, og det er da også ofte spillere fra denne position som kommer under vingerne hos indkasttræneren.

- Jeg plejer altid lige at scanne spillerne i truppen, når jeg begynder at arbejde med en ny klub, for hurtigt at vurdere deres indkastevner.

- Selvfølgelig arbejder jeg ofte sammen med spillere der udfylder backpositionen, da det oftest er dem der tager sig af indkastene undervejs i kampene.

- I FC Midtjylland gik Andreas Poulsen fra at kaste 24,25 meter til 37,90 på ganske kort tid, mens Mads Døhr Thychosen gik fra 22 til 34 meter i samme periode. Og det var faktisk efter et indkast fra Mads, at FC Midtjylland ender med at blive danske mestre i den sidste kamp i sæsonen, siger Thomas Grønnemark.

Store arme gør dig ikke til en god kaster

Indkasttræneren nævnte indledningsvis, at han opererer med tre former for kast; det lange, det hurtige og det kloge. Han erkender dog, at det er ganske få spillere der rent fysisk og motorisk mestrer alle tre kasteformer, da hver type har hver sin karakteristika.

- Det lange indkast kræver en god indkast teknik, og en evne til at kaste præcist og fladt. Det hurtige indkast kræver at kasteren kan fornemme frie lommer i dybden af banen, så han kan igangsætte kontra indkast, da du ikke blive offside på et indkast.

- Det kloge indkast handler om, hvordan holdet samlet skaber plads, så de undgår boldtab over hele banen. Når det kommer til det lange indkast, så plejer jeg at nævne tre indkasttyper, som alle har forudsætningerne for at udføre gode indkast.

- Den første er den lille og eksplosive, dernæst den høje med lange arme og afslutningsvis den smidige, der fra naturens side er født med let bøjelige led.

- Det at kunne tage et godt og brugbart indkast, handler ikke kun om styrke. Hvis jeg får spørgsmålet om at vælge mellem styrke og fleksibilitet, så vil jeg langt hellere foretrække fleksibilitet. Det handler ikke om at kunne tage 150 kilo i bænkpres. Snarere tværtimod.

- Er du for muskuløs i overkroppen har du faktisk en tendens til at være usmidig og det hæmmer din evne til at kaste langt, ligesom det også kan påvirke din præcision, siger indkasteksperten.

Har indkastsituationer gjort fodbolden til et uærligt spil?

Den øgede efterspørgsel efter ekspertviden på området skyldes ifølge Thomas Grønnemark, at flere hold har fået øjnene op for, hvor effektivt et våben indkastet kan være.

De lange indkast, eller rettere tiden det tager at eksekvere dem, møder dog en del kritik hos fans og medier, der mener, at det ødelægger rytmen i kampen. Den kritik forstår han fuldt ud, men han mener også at kritikken ofte afhænger af, om ens eget hold profiterer af det eller ej.

- Jeg er af den klare opfattelse af, at hvorvidt man er for eller imod de lange indkast afhænger meget af, hvor meget man selv profiterer af det. Det gælder egentlig både fans, men også klubberne, spillerne og trænerne i mellem.

- Hvis ens eget hold praktiserer, og drager nytte af, det lange indkast, så er det ligesom mere legitimt at udføre, mens det er omvendt den modsatte vej rundt, siger han.

Thomas Grønnemark mener dog hverken at det er op til spillere, trænere eller fans at vurdere hvornår et indkast tager for lang tid. Det kræver derimod langt større tiltag hvis det skal ensartes og hvis man vil problemstillingen om at nogle hold bevist dræber kampen, til livs.

- Jeg synes ærlig talt at spillet trænger til en række nye og faste regler. Det moderne fodboldspil har til tider udviklet sig til et uærligt spil, hvor det handler om at snyde modstanderen og dommeren mere, end man selv bliver snydt. Det er hverken spillerne eller trænernes skyld, men reglerne trænger til en opfriskning.

- I andre sportsgrene såsom basketball og amerikansk fodbold har man foretaget sig en række tiltag, for at komme snyd til livs. Det har i den grad haft sin effekt og gjort at graden af uærlighed er blevet væsentlig reduceret.

- Jeg er klar fortaler for et ”dødboldsur” eller hvad man så ender med at kalde det. Det skulle bringes i spil ved både mål, hjørne- og frispark, og ved indkast også egentlig.

- Det ville stoppe diskussionen om hvor lang tid man kan bruge på den enkelte situation, før man bevidst prøver at drage nytte af det, mener Thomas Grønnemark, der samtidig også ser andre brugbare løsninger.

- Effektiv spilletid er også blevet nævnt hyppigt, og jeg kunne godt se det fungere. Så eliminerer du al den fingering af skader og tidsudtræk i forbindelse med spillere der ligger ned mod slutningen af en kamp, når deres hold er foran og skal forsvare sejren hjem.

- Vi skriger efter mere ærlighed i fodbolden, og hvis du minimerer muligheden for at drage nytte af snyd, så er jeg også sikker på at lysten til at gøre det langsomt forsvinder, afslutter han.

Liverpool-manager Jürgen Klopp udtalte for nylig, at han allerede efter få træningspas med danskeren kan spore fremgang hos sine spillere i indkastspillet.

Shakhtar og den brasilianske forbindelse

Da Shakhtar tidligere på sommeren præsenterede Marquinhos Cipriano som ny mand i truppen, blev den 19-årige kantspiller den 29. brasilianer i klubben siden 2004, og efter en årrække med fokus på unge talenter af egen avl ser det igen ud til at den sydamerikanske forbindelse er genetableret.

Her følger historien om hvordan denne bevægelse blev skabt og hvor rentabel en forretning det egentlig har været for Shakhtar at hverve forholdsvis ukendte spillere fra samba-nationen til østblokken.

Selvom Shakhtar først blev alment kendte på den europæiske scene i de senere år strækker klubbens historie sig tilbage til midten af 30’erne, hvor Alexey Stakhanov, en lokal minearbejder, gik forrest i stiftelsen af klubben – dengang under navnet Stakhanovets.

Der skulle dog gå 25 år før klubbens første sølvtøj ramte pokalhylden i klubhuset i form af den såkaldte Sovjet Cup, som man vandt i både 1961 og 1962 - og i mange år led de orangeklædte under især Dynamo Kievs dominans i USSR, der nærmede sig monopolistiske tilstande.

Efter Ukraines selvstændighed kom Shakhtar tættere på klubbens første titel op gennem 90’erne, men forløsningen kom først i starten af det nye årtusinde, da Nevio Scalas tropper endte ét point foran Dynamo Kiev i toppen af tabellen i sæsonen 2001/02. Dengang var holdet bygget op om profiler som Anatoliy Tymoshchuk og Andriy Vorobey, der få år forinden rendte med titlen som Årets Spiller i Ukraine – den første af slagsen i Shakhtars historie.

Lucescu etablerede forbindelsen

Turen mod den hjemlige-og internationale elite tog for alvor fart, da rumænske Mircea Lucescu satte sig i trænersædet i sommeren 2004 – en post, han endte med at besidde i de kommende 12 sæsoner med imponerende otte mesterskabet, seks pokaltitler samt UEFA Cup-triumfen i 2009 til følge.

Lucescu kom til efter to sæsoner i tyrkiske Besiktas, hvor han havde sikret Istanbul-klubben sit første mesterskab i 18 år, men det var dog rumænerens flair og passion for sprog, der endte med at bygge en værdifuld bro til førnævnte meritter samt det forjættede land, Champions League.

Den tidligere rumænske landsholdspiller taler nemlig hele seks sprog flydende, heraf portugisisk, hvilket blevindgangsvinkel til det brasilianske marked, hvor mere end to millioner er registreret som professionelle fodboldspillere, ligesom det var et marked, der på daværende tidspunkt var ukendt territorie for ukrainske klubber og det østlige Europa generelt.

Da Lucescu overtog cheftrænerjobbet huserede Brandao som eneste brasilianer i klubbens angreb, men inden sommeren var omme havde Batista, Matuzalem, Jadson og Elano tilsluttet sig landsmanden, ligesom forsvarsspilleren Leonardo samt den nuværende Manchester City-spiller Fernandinho kom til året efter.

29 brassere har fyldt pengepungen

Alt i alt nåede det brasilianske tælleapparat op på vanvittige 29 mand, der alle nåede at spille i den orange trøje under Lucescus ledelse, og sambaforbindelsen udviklede sig hurtigt til en reel virksomhedsstrategi for Shakhtar-ledelsen – med stor profit til følge.

Gennem de seneste årtier har profiler som Willian, Fernandinho, Douglas Costa, Alex Teixeira og senest Fred-handlen til Manchester United nemlig indbragt ukrainerne i omegnen af halvanden milliard kroner, så man kan roligt tale om ”sneboldeffekten” og at især offensivspillerne fra de noget varmere himmelstrøg har været katalysatoren i klubbens fremdrift både sportsligt og økonomisk siden starten af dette årtusinde.

Det understregede spilleragenten Frank Henouda da også i et interview til futbolgrad.com tilbage i oktober 2015, hvor han ligeledes fremhævede samarbejdet mellem ham og Mircea Lucescu:

- Klubben ville etablere en strategi hvor de målrettet gik efter at kapre unge brasilianere, oftest i aldersgruppen 18-20 år. Her havde Lucescu en vital rolle.

- Hans portugisiske sprogevner gjorde det let for ham at etablere en relation til de brasilianske spillere, og han forstod samtidig, at de ofte havde brug for en tilvænningsperiode inden de kunne levere hundrede procent på banen.

- I starten var det dog svært at overbevise de brasilianske spillere om, at Shakhtar var et skridt frem, og ikke bagud, i deres karriere, og at de havde mulighed for at etablere sig i Europa ved at skinne igennem i Ukraine.

- Man takket være Lucescus visioner og spillestil gjorde han det attraktiv for brasilianerne, der hurtigt købte ind på hans offensive og tekniske tilgang til spillet, siger han til mediet.

Politiske uroligheder bremsede udviklingen

I foråret 2014 udbrød der dog borgerkrig i Ukraine og Shakhtar har lige siden måtte afvikle deres hjemmekampe langt væk fra deres normale fort, Donbass Arena. Urolighederne stoppede for en stund den brasilianske invasion, da især indtægterne på kampdagene blev reduceret betydeligt, ligesom Shakhtar, og de østeuropæiske klubber generelt, begyndte at møde modstand fra de kinesiske marked, der med deres voldsomme økonomi begyndte at opruste og tiltrække spillere fra en endnu uset hylde.

Klubejer Rinat Akhmetov, en 51-årig forretningsmand, der går for at være én af de rigeste personer i Ukraine, ønskede derfor at sadle om og i forsøget på dette lod hans sig inspirere af Roman Abramovich og transferstrategien hos Chelsea.

Englænderne har gennem de seneste år fået en masse opmærksomhed grundet deres antal af udlejede spillere, der, trods megen kritik, har været med til at sikre klubben millioner af kroner i profit på senere spillersalg.

Modellen med at støvsuge landets- og regionernes største talenter med henblik på at udleje dem i håb om en stigning i markedsværdien, mistede Akhmetov dog hurtigt interessen for, og under ledelse af den nuværende træner, portugisiske Paulo Fonseca, synes forbindelsen til det brasilianske marked etableret på ny, mener journalist Manuel Veth.

- Paulo Fonseca har ført traditionerne fra Mircea Lucescu videre og efter klubbens fysiske skifte til Kharkiv-regionen sidste år, er det igen blevet attraktivt og mere sikkert for spillere fra eksempelvis Brasilien at skifte til klubben, siger han.

Manuel Veth er samtidig af den overbevisning, at Shakhtar er i stand til at tage kampen op med især det buldrende kinesiske marked, og at man efter et par stille år igen i fremtiden vil se talentfulde spillere fra sambanationen benytte klubben som et springbræt til de helt store adresser i fodboldeuropa.

Shakhtar har foruden indledningsnævnte Marquinhos Cipriano også sikret sig brasilianerne Junior Moraes, Maycon og Fernando denne sommer.

Klubben vandt i fjor det tredje mesterskab på stribe og deltager for 21. sæson i streg i en europæisk klubturnering dette efterår, når Champions Leagues gruppespil sparkes i gang d. 18. september.

Her er ukrainerne havnet i gruppe F, der også tæller Manchester City, Lyon og Hoffenheim.

OFI Kreta - historien om storhed og fald - og en mulig genrejsning?

Er favoritholdet på den populære ferieø på vej tilbage mod den græske top eller er det kun et spørgsmål om tid før ubetalte lønninger og tumult på de indre linjer huserer igen? Jeg lagde vejen forbi OFI denne sommer, for at komme nærmere et svar.

Som barn af en charterfamilie har feriedestinationen i sommermånederne ofte budt på ture til diverse badeøer i enten middel- eller Atlanterhavet, hvorfor jeg i en tidlig alder udviklede en ting for at følge øernes fodboldhold, der ofte rummer en del mystik og ufortalte historier.

Det har blandt andet kastet mindeværdige besøg af sig på hjemmebanerne hos Las Palmas og Mallorca, da klubberne begge huserede i den bedste spanske række samt timelange besøg på diverse træningsanlæg i forskellige afkroge af verdenen.

Nu har jeg så selv stiftet familie og sommerferien bød derfor ikke på trekking i Østens urskove, men på badeferie på den græske ø Kreta, hvor det mest opsigtsvækkende var de travle morgenstunde, hvor kun kampen om at reserve en ledig solstol fik sveden til at pible frem fra panden.

Familien fandt alligevel tid til at lægge vejen forbi Theodoros Vardinogiannis Stadium i udkanten af øens største by, Heraklion, hvor man dog blev mødt af et syn, der vidner om hårde tider for øens stolthed i de seneste år.

Stadion er pt. ramt af store renoveringer selvom sæsonstarten nærmer sig med hastige skridt i slutningen af august måned – en sæsonstart, der markerer OFI’s tilbagevenden til den bedste græske række for første gang siden 2015, hvor man røg ud på røv og albuer efter rod i økonomien og en tvangsnedrykning til tredje division.

Storhed og fald

Klubben håber nu på bedre tider anført af den tidligere topscorer Nikos Machlas, der i de seneste år har varetaget rollens som sportslige leder. Nikos Machlas havde selv en forholdsvis gloværdig karriere som aktiv, der blandt andet førte til 61 græske landskampe samt ophold i Ajax og Sevilla, hvor han blandt andet nød godt af afleveringer fra Brian Laudrup og en ung Jesper Grønkjær i tiden i den hollandske storklub.

Den tidligere spydspids står dog over for noget af et oprydningsarbejde efter turbulente år i OFI, hvor spillere og trænere, heriblandt den dobbelte Champions League-vinder Gennaro Gattuso, i flere omgange ikke fik udbetalt løn over længere perioder. Det fik italieneren til at tage sit gode tøj og gå efter bare fem måneder og 17 kampe i spidsen for truppen.

Øboernes fodboldhold blev taget til nye højder op gennem 80’erne og 90’erne, da man anført af legenden, hollandske Eugène Gerards, vandt pokalturneringen i 1987 og slog Slavia Prag og selveste Atletico Madrid ud af UEFA Cup’en i 1993.

Indtil da havde OFI fristet en forholdsvis anonym tilværelse i græsk fodbold, hvor man med hyppige mellemrum tog turen ind og ud af landets bedste række siden klubbens grundlæggelse i 1925.

Eugène Gerards gav stafetten videre i 2000 efter en fornem fjerdeplads og 15 år i spidsen for OFI, der i den nævnte tid havde nærmet sig flagskibene Panathinaikos og Olympiakos betydeligt i den græske top.

Et emotionelt farvel

De 15 år i én og samme klub er fortsat det længste set i græsk fodbold til dato og ifølge journalist Shaun Nicolaides, der har fulgt græsk fodbold tæt i størstedelen af sin levetid, kommer man aldrig til at støde på en personlighed som Eugène Gerards i det fodboldgale land.

- Han er ikke bare den bedste træner i OFI’s historie, men han anses også for én af de allerstørste i græsk fodbold nogensinde. Han kom hertil fra Holland, men tog hurtigt den kretanske levestil til sig og det fik de lokale på øen til at elske ham, siger han.

Hollænderen afgik ved døden i januar måned efter længere tids sygdom i hjernen. Eugène Gerards blev 77 år gammel og fik ifølge Nicolaides en værdig afsked med folket på Kreta og dét, der endte med at blive hans hjem i flere årtier.

- To måneder før sin død mødte Gerards op på stadion og blev fra sin kørestol hyldet før, under og efter kampen, ligesom OFI publicerede en hyldestvideo til ham da det kom frem, at han var afgået ved døden. Så borgerne og klubben sørgede i den grad for, at de yngre generationer kommer til at huske Eugène Gerards, tilføjer Shaun Nicolaides.

Billede: Eugène Gerards - i hvad der blev hans sidste besøg på Theodoros Vardinogiannis Stadium.

Lysere tider på vej eller organiseret kaos?

Tilbage i Heraklion kæmper Nikos Machlas ligeledes for, at de yngre generationer får noget at glæde sig over på OFI’s vegne i fremtiden.

Den tidligere topscorer er i gang med at genrejse klubben både administrativt, sportsligt og økonomisk, og forud for sæsonen forhandlede han en lukrativ TV-aftale på plads med udbyderen Nova, der skal være med til at give klubben arbejdsro når det kommer til udbetaling af løn og finansiering af den daglige drift.

Shaun Nicolaides fortæller dog, at der så sent som i foråret florerede rygter om manglende lønudbetaling til en række spillere – noget der endte med at få sportslige konsekvenser, da disse valgte at forlade klubben og fortsætte karrieren andetsteds.

OFI blev ydermere ramt på det sportslige, da Olympiakos i foråret sikrede sig en forhåndsaftale med den 23-årige Dimitrios Manos, der i oprykningssæsonen scorede 27 ligamål i 26 optrædener for øboerne.

Kort inden sæsonstart står oprykkerne altså med en svækket trup rent mandskabsmæssigt, men trupsammensætningen har ifølge Shaun Nicolaides ikke haft førsteprioritet.

- OFI har formået at genskabe et solidt fundament efter flere turbulente år. De har stabiliseret sig økonomisk og har fået øens opbakning på ny, hvor de også konkurrerer med Platanias og Chania Kissamikos, siger journalisten.

Om Shaun Nicolaides' ytringer er tegn på lysere tider for OFI vil tiden kun vise. Cheftræner Nikolaos Papadopoulos og resten af klubben fik en positiv start på sæsonen i udekampen mod Panionios i første spillerunde, da man fik 2-2 med sig hjem til Kreta efter en målrig første halvleg.

Jeg følger i hvert fald klubben med et halvt øje hjemme fra kolde Danmark, akkurat som jeg følger et hav af andre klubber, jeg på en eller anden måde har besøgt eller været i nærheden af i årenes løb.

Lyngby BK og Hvidovre IF spillede 1-1

63 dage efter det samlede nederlag til Vendsyssel tog Lyngby, nu med Mark Strudal i spidsen for holdet, i dag hul på rejsen tilbage til landets bedste fodboldrække, da oprykkerne fra Hvidovre gæstede et ophedet og solfyldt Lyngby Stadion.

De Kongeblå havde nye folk som Nicklas Mouritsen og Daniel Stückler med fra start, mens lejesvenden Rezan Corlu tog plads på bænken. Hos gæsterne var Thomas Sørensen tilbage på Lyngby Stadion – dog denne gang i en rød Hvidovre-trøje, da han debuterede for Per Frandsens tropper denne eftermiddag efter sit sommerskifte mellem de to storkøbenhavnske klubber.

Mark Strudal sendte sit Lyngby-hold på banen i en 3-4-3-formation med spil og et koncept, der klart ledte tankerne hen på FC Nordsjælland, hvor han netop har en fortid som angrebstræner for få år tilbage.

Lyngby åbnede med energi, gode returløb og forsøg på spil i mellemrummene, og fra en position netop herfra havde Mathias Hebo Rasmussen et nærgående forsøg efter 11 minutters spil, som dog blev afværget med det yderste af neglene af Hvidovre-keeper, Oliver Korch.

Selvsamme Korch kunne dog ikke holde Lyngby fra scoring syv minutter senere, da Gustav Marcussen, ét af de mere positive indslag i et ellers miserabelt forår for De Kongeblå, var først over et fladt indlæg fra Lasse Fosgaard og så bankede offensivspilleren flot bolden over i det lange hjørne.

Føringen varede dog kun få minutter inden evigt unge Kim Aabech flugtede bolden ind på Oliver Lund, og så snød afslutningen fuldkommende Mikkel Andersen i målet, og så viste måltavlen 1-1 på Lyngby Stadion.

Aabech var tæt på at sparke alle tre point over i hænderne på Per Frandsens tropper, da han midtvejs i anden halvleg kyssede ydersiden af træværket efter et følt frispark fra 25 meter. Selvom gadedrengen efterhånden er blevet 35 år, så er han altså en fornøjelse at følge inden for kridtstregerne – hvis motivationen er der, vel og mærke.

Motivation var der masser af hos Gustav Marcussen, der fortjent blev kåret til kampens spiller mod slutningen af opgøret efter utallige raids med bolden, ligesom han ene og alene var ophavsmand til Lyngbys få optræk til chancer i en ellers frustrerende anden halvleg for værterne.

Inden kampen havde jeg sat ring om gæsternes Louka Andreasen, der i oprykningssæsonen havde leveret flere store præstationer i Hvidovre-offensiven, hvilket i vinterpausen kastede et prøveophold i AaB af sig. Kantspilleren stod dog svagt i billedet denne eftermiddag, hvor højreback Emil Vatani med sine lette bevægelser og hurtige antrit i stedet gjorde sig fint bemærket.

1.993 tilskuere så Lyngby og Hvidovre spille 1-1 .

Dommen:
Der er grund til bekymring, hvis man sympatiserer med de blåblusede. Det startede ellers lovende og energisk, men, uden at drage alt for forhastede konklusionerne efter blot 90 minutter af sæsonen, Lyngby har måske én spiller eller to med for ustabile formkurver, og hvor der er alt for langt mellem top- og bundniveau fra kamp til kamp.

Der er egentlig ikke så svært at se, hvad det er Mark Strudal gerne vil implementere på holdet, og i Mathias Hebo og Gustav Marcussen har han dygtige mellemrumsspillere, der samtidig arbejder stenhårdt i holdets tjeneste, men efter dagens kamp står det samtidig også klart, at der er et stykke vej endnu, før relationerne blandt de mange nye Lyngby-spillere sidder lige i skabet.
Hvidovre? Dem er jeg egentlig ikke så nervøse for. De skal nok klare sig. De er i besiddelse af en dygtig håndværker i form af Per Frandsen, der konstant forsøger at maksimere sine spilleres præstationer under kampene.

Samtidig har holdet masser af rutine på vitale pladser, og i Kim Aabech har de dén individualist, der kan skabe noget ud af ingenting og sikre holdet livvigtige point i bunden af rækken.

Dagens observationer:
David Boysen, den tidligere FCK-keeper Filip Djukic og Frem-angriberen Daniel Elly Pedersen så kampen fra lægterne. Førstnævnte er kontraktfri og ledig på markedet efter løsrivelsen i Israel og han har tidligere arbejdet sammen med Mark Strudal i deres fælles tid i Brøndby. Måske er et comeback i den Kongeblå-trøje undervejs?

Og apropos Mark Strudal. Er det muligt at få en DNA-test på ham om Daniel Stückler? De to ligner jo hinanden på en prik – blot med 30 års difference