Tipsbladet: Agnelli spiller højt spil

Juventus har kurs mod klubbens ottende Scudetto på stribe og deres dominans i Støvlelandet kan få bryste sig af andetsteds i fodboldeuropa. Den Gamle Dame sigter dog mod på den europæiske top og sommerens tilgang af Cristiano Ronaldo ligner blot forsmagen på en strategisk ændring i Italiens største klub. Ændringen synes dog ikke uden risici, da Andrea Agnellis opgør, og senere afskedigelse af transferguru Giuseppe Marotta, kan sætte hele familiedynastiet og Juve’s suverænitet på prøve.

(Produceret til Tipsbladet fredag d. 12. april 2019 - dette er blot et uddrag)

I starten af marts måned var fodboldelskere på ny vidne til et ikonisk comeback i årets Champions League-turnering, da Juventus, med ryggen solidt plantet op af muren, nedbrød Diego Simeones ellers ubrydelige fæstning og avancerede til kvartfinalerne i verdens fineste klubturnering trods et 0-2-nederlag i Madrid uger forinden.

Sejren blev, naturligvis fristes man til at sige, grundlagt af turneringens mest scorende spiller gennem tiden, Cristiano Ronaldo, der med sit sene straffesparksmål fuldendte karrierens ottende hattrick i Champions League. Sommerens største transfer tilførte dermed allerede Juventus det klubbens fans har skreget efter i årevis, bare otte måneder efter sin ankomst: Én spiller fra absolut øverste hylde, der leverer i de allerstørste øjeblikke.

Cristiano Ronaldo viste med sine tre scoringer på Jan Oblak, at han, til trods for en fremskreden alder og et begrænset salgspotentiale, har tilført Juventus en ny dimension og at klubbens strategiske ændringer i sommer måske allerede kan bære frugt i ”år ét” uden Giuseppe Marotta – Juventus’ nu forhenværende sportsdirektør - der efter ni succesfylde år i Juventus blev offer for klubejer Andrea Agnellis ønske om at sætte sit personlige præg på klubben, og smidt på porten.

Men selvom indkøbet af Cristiano Ronaldo med længder er den mandskabsmæssige rokade der har fået mest omtale i Juventus denne sommer, så kan udskiftningen på sportsdirektørsposten vise sig langt vigtigere for Den Gamle Dames fortsatte dominans på den lange bane.

Podcast: "Mediano Serie A: Juves Galacticos, romeren Ranieri og kometen Kean"

Jeg var gæst i Serie A-magasinet hos Mediano mandag d. 1. april 2019. I selskab med Adam Møller Gomaa og Jonas Neivelt talte vi om kometen Moise Kean, balladen i henholdsvis Inter og Roma og om Juves nye satsning med indkøbet af Cristiano Ronaldo i sommer.

Link til udsendelsen her: http://www.mediano.nu/oversigt/2019/4/1/mediano-serie-a-juves-galactico-projekt-ranieris-tilbagevenden-til-rom-og-kometen-kean

Podcast: "OldTrafford.dk - PSG, Arsenal & ”adios Antonio"

Jeg var gæst hos Manchester United-podcasten "OldTrafford.dk" tirsdag d. 5. marts 2019. Vi talte om United (naturligvis), Champions League og om topbraget i den kommende weekend mod Arsenal.

Lyt med via linket nedenunder.

Podcast: "Altid Arsenal" - 8. afsnit

Jeg var gæst hos Tue Sørensens "Altid Arsenal"-podcast fredag d. 22. februar. Giv den gerne et lyt!

4-4-2 er død på de britiske øer

(Produceret til Tipsbladet fredag d. 1. februar 2019 - dette er blot et uddrag)

 

Til tonerne af George Pukes ”Reach Out” åbnede Tommy Troelsen tilbage i november 1969 op for den første udgave af ”Tipslørdag” – DR’s store satsning på engelsk fodbold. I de kommende årtier forelskede danskerne sig i ”kick and rush”, snorlige 4-4-2-formationer på regnvåde baner og den legendariske ”dong-lyd”, når tipskuponens tegn skulle afgøres.

 

Minderne hører dog fortiden til og de rå, intime stadions er nu skiftet ud med enorme arenaer, der indbringer klubberne flere millioner hver gang portene åbnes. De britiske dyder udvandes mere og mere i takt med den store kontinentale invasion - på både spiller- og trænerfronten. Tipsbladet har kigget nærmere på den seneste udvikling i engelsk fodbold.

Man skulle spejde langt efter korte afleveringer fra målmændene, færre end fire mand i backkæden eller en falsk ni’er oppe foran , da det engelske fodboldforbund tilbage i 1992 gav den bedste række navnet Premier League.

Anført af Sir Alex Ferguson tog Manchester United sig af fire af de fem første titler – kun afbrudt af en anden skotte, Kenny Dalglish, der i 1994/95 førte Blackburn til tops efter en sæsonafslutning med syv sejre på stribe samt 34 scoringer af en ung Alan Shearer.

Dengang var det svært at spå om at man her, godt 25 år senere, ville stå med en liga med spillere fra alle verdenshjørner og hele 12 forskellige nationaliteter på managersiden ved sæsonstart. Et tal, der faktisk kun er blevet større som sæsonen er skredet frem, i takt med ansættelserne af Ole Gunnar Solskjær og Ralph Hasenhüttl i december måned.

En målmand skulle primært forhindre modstanderen i at score ved at benytte sine hænder, stopperne var ikke blege for at sende bolden ud over stadiontaget, midtbaneterrieren skulle helst have lige mængder blod og jord på sine knæ, ligesom de to forreste gerne skulle være i stand til at brysttæmme en bold i fjerde sals højde.

Faktum er dog, at Premier League ikke længere besidder samme karakteristika som i starten af 90’erne. Det kontinentale indtog på managersiden har medført nye formationer, en ændring i spillestilen, nye roller til ellers fast definerede positioner, en markant forøgelse i trænerstaben, ligesom teknologiske hjælpemidler har toptunet og revolutioneret spillernes præstationer på grønsværen.

Målmændene bidrager nu også uden handsker

På målmandsfronten har den brasilianske duo Ederson og Alisson fået englænderne til at spærre øjnene op grundet deres færdigheder med bolden, og flere mandskaber ser nu keeperen som første opspilsstation i det etablerede angrebsspil. I indeværende sæson snitter fem målmænd, Chelseas Kepa, Arsenals Bernd Leno og Tottenhams Hugo Lloris, foruden de førnævnte brasilianere, således mere end 17 korte afleveringer per kamp. Det står i stærk kontrast til målmandens rolle for blot ti år siden, hvor Pepe Reina og Edwin var der Sar rangerede højest i denne kategori med godt det halve. Den danske Huddersfield-keeper Jonas Lössl topper listen over antallet af lange bolde i indeværende sæson med 11 styks per kamp, hvilket er intet i forhold til sæsonen 2009/10, hvor Stokes Asmir Begovic sendte bolden op af banen godt 19 gange i løbet af de 90 minutter.

(Artiklen kan læses i sin fulde længde i Tipsbladet fredag d. 1. februar 2019.)

Viceanføreren, der blev professionel ved et tilfælde

I slutningen af august måned blev Jeppe Tverskov udnævnt som viceanfører på Superligaholdet i OB. Vejen dertil har dog været noget anderledes for den 25-årige defensivspiller, der først sent blev præsenteret for fodboldens benhårde elitemiljø og længe overvejede en civil karriere.

Professionel ved et tilfælde

Sommeren 2010. Jeppe Tverskov har netop fået beskeden om at hans U17-mandskab i barndomsklubben B1903 i udkanten af Gentofte ikke har nok spillere til den kommende sæson, og at holdet som en konsekvens af dette lukkes ned.

Tankerne er derfor mange hos den unge gymnasiedreng, der netop har færdiggjort 1G. B1903 har været en del af hverdagen siden treårs alderen, men talentet har aldrig bragt ham ind over diverse ungdomslandshold, og han og familien spekulerer nu på hvor meget fodbolden skal fylde i de kommende år.

- Dengang var vi lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg kigge mig om efter en ny klub eller skulle jeg koncentrere mig om at færdiggøre gymnasiet, som resten af min daværende omgangskreds havde planer om, siger Jeppe Tverskov, og fortsætter.

- Skulle fodbolden bare gå hen og blive et hyggeelement ved siden af mine studier? Det talte vi meget om dengang. Jeg rendte rundt og spillede U17-bold i den fjerdehøjeste række og havde slet ikke udsigt eller drømme om nogen professionel karriere.

B1903 kom dog frem med et alternativ og Jeppe Tverskov fik tilbuddet om at blive rykket op på klubbens førstehold, der på daværende tidspunkt slog sine folder i Danmarksserien. Herfra gik det stærkt.

Holdet blev trænet af den tidligere Superligaspiller Bent Christensen, der i sin aktive karriere optrådte i den kongeblå Lyngby-trøje, ligesom han nåede at få fire kampe på det danske A-landshold i slutningen af firserne. Han husker tydeligt det første møde med teenageren Jeppe Tverskov.

- Det var især Jeppes teknik, der sprang mig i øjnene. Den alene gjorde, at jeg kunne putte ham på samtlige pladser i marken på vores hold, uden at han ville komme i problemer. Jeg indså egentlig ret hurtigt, at Jeppe var for god til at spille hos os og at han skulle videre i et større setup, siger han.

B1903 blev efter fødslen af F.C. København i 1992 omdannet til rugekasseklub for "Løverne" på Østerbro. Bent Christensen var dog ikke sikker på, at en ung Jeppe Tverskov ville vokse i konkurrencen med spillere som Mathias Zanka Jørgensen, Ragnar Sigudsson og Thomas Delaney, og han tog i stedet kontakt til sin gamle arbejdsgiver lidt længere nordpå.

- Det var ikke alle der klappede i hænderne da det kom frem, at jeg skubbede på for at få Jeppe ud til Lyngby. B1903 er jo samarbejdsklub med F.C. København, men jeg vurderede at det ville gavne hans karriere meget mere, hvis han kom til Lyngby.

- Springet til FCK's førstehold ville være en for stor mundfuld for Jeppe på daværende tidspunkt, og med Lyngbys historik in mente, kunne jeg godt se det komme til at fungere, siger Bent Christensen.

Få dage efter kom en prøvetræning hos Lyngbys U19-hold i hus.

Kulturchok blandt Lyngbys lysende talenter

Jeppe Tverskov blev hurtigt kastet for løverne i det målrettede og elitære miljø i Lyngby og første træningskamp viste ham, at der nu ventede en helt anden tilværelse med fodbolden.

- Efter den første træningskamp tænkte jeg, at skridtet måske var en anelse for stort og det hjalp ikke på moralen da træneren kort efter slutfløjt fortalte mig, at mange af de bedste spillere var ude og spille for diverse ungdomslandshold, og derfor ikke havde deltaget i kampen. Det kom som noget af et chok for mig, siger han.

Lyngbys talentfulde U19-mandskab blev dengang styret af Jens Olsen, der nu står i spidsen for 1. divisionsklubben Nykøbing FC. Truppen talte navne som Yussuf Poulsen, Uffe Bech, Bror Blume, Christian Nørgaard, Ryan Johnson Laursen og målmanden Lukas Fernandes, så der var ikke de store forventninger til knægten fra Gentofte, der kom ind via bagdøren.

- I Lyngby fik vi en masse spillere tilbudt fra højre og venstre, som mente at de havde niveauet til at begå sig hos os. I Jeppes tilfælde regnede jeg jo nok også med, at han var en person, der hurtigt forsvandt ud af billedet igen, siger Jens Olsen.

Holdingen blev dog hurtigt en anden og Jeppe Tverskov fandt straks fodfæste på og udenfor banen, hvor den hvalpede dreng hurtigt smed de overflødige kilo og tilpassede sig de nye forhold.

- Han integrerede sig på holdet med det samme og man kunne godt se, at Jeppe socialt havde nogle andre værktøjer end de andre. Der kom hans anderledes forhistorie ham nok til gode. Fodboldmiljøet kan godt være meget snævert, hvor alt drejer sig om én ting. Han var vant til at færdes blandt "almindelige" mennesker, og det hjalp ham i starten, siger den nuværende Nykøbing-træner.

Udfordringerne stoppede dog ikke her. Da U19-tiden sang på sidste vers blev Jeppe Tverskov godt nok tilbudt sin første seniorkontrakt i klubben, men udsigten til spilletid var nærmest ikke eksisterende, lød beskeden. Fremtiden blev på ny diskuteret ved spisebordet hos familien Tverskov og fodboldkarrieren var i denne tid tæt på at få dødsstødet.

- Jeg fik at vide at jeg ville indgå i truppen under Niels Frederiksen, men at jeg var udset som en trupspiller, der skulle fylde på i træningerne. Der stod jeg igen med følelsen af, om det overhovedet kunne lade sig gøre at slå igennem eller om det måske var på tide at rette fokus mod noget andet, siger Jeppe Tverskov, og tilføjer.

- Jeg spejlede mig fortsat meget i mine gymnasievenner. De havde alle planer om at tage et sabbatår, hvor de ville ud og opleve verdenen inden de igen skulle tilbage på skolebænken. I den tid overvejede jeg meget, om jeg skulle gøre det samme. I samråd med min familie besluttede jeg mig dog for at tage imod tilbuddet fra Lyngby og kæmpe for min plads, siger han.

To år senere, efter godt 40 optrædener på Lyngbys bedste mandskab, underskrev Jeppe Tverskov en toårig aftale med Randers FC. Et nyt skridt var taget. Nu gjaldt det om at etablere sig hos kronjyderne i landets bedste række, Superligaen.

Udlandet kræver større armbevægelser

Den nu 21-årige defensivspiller brugte de første uger i Randers på at falde på plads langt væk fra familie og venner. I 11. spillerunde kom debuten så, da en karantæne til Mads Fenger gav plads ved siden af Mads Agesen i midterforsvaret i Parken mod selveste F.C. København.

Kampen kastede et 1-0 nederlag af sig, men Colin Todd blev i løbet af de 90 minutter bevidst om, at han i Jeppe Tverskov havde en driftsikker og konkurrencedygtig spiller, der sagtens kunne tage springet fra 1. division. I den resterende del af sæsonen startede Tverskov i 12 ud af 22 runder og året efter var han en etableret profil i kronjydernes defensiv.

Karrieren kunne dog meget vel have budt på et ophold lidt længere østpå. Da Morten Wieghorst blev ansat som AGF-træner i sommeren 2014 tog han Bent Christensen med sig som assistent. De to kendte hinanden fra tiden i Lyngby, og i bestræbelserne på at forstærke aarhusianerne kom Jeppe Tverskovs navn op.

- Morten (Wieghorst, red) og jeg blev hurtige enige om, at AGF stod og manglende en midtstopper. Vi havde Jeppe oppe og vende flere gange, men jeg turde ikke sige god for ham hundrede procent. Jeg var sikker på potentialet, men jeg var lidt nervøs for Jeppes manglende fart, siger Bent Christensen, og fortsætter.

- I AGF ville man gerne spille med en høj bagkæde og det fik mig til at tøve lidt. Der var et enormt pres på os i Aarhus, og jeg turde sgu ikke ligge hovedet på blokken, for Morten sagde, at Jeppe ville blive mit ansvar ene og alene, hvis jeg anbefalede ham, afslutter han.

Efter to sæsoner og 38 Superligakampe for Randers skrev Jeppe Tverskov i sommeren 2016 kontrakt med OB, efter fynboerne var endt på syvendepladsen i tabellen.

Her blev han hurtigt én af yndlingene under Kent Nielsen og fik fuld tid i 31 af sine 34 optrædener i debutsæsonen i Ådalen. Udnævnelsen som viceanfører denne sommer betragter hovedpersonen selv som en stor anerkendelse, men i en alder af 25 år ønsker Jeppe Tverskov også at lægge på sit spil. Det sker ikke mindst ved én gang for alle at fastlægge sig på en fast position.

- Jeg søger lidt mere kontinuerligt spilletid på samme position. Står det til mig, så bliver det på midtbanen, men jeg er naturligvis ikke ene om den beslutning. Men skal jeg fortsætte min udvikling og finde yderligere et par procenter i mit spil, så skal jeg tænke som enten en forsvarsspiller eller en midtbanespiller - hele tiden, siger Jeppe Tverskov.

Den ydmyge og lidt tilbageholdende tilgang er dog langt fra et enkeltstående tilfælde hos Jeppe Tverskov, og den tætteste del af familien ser gerne, at han laver lidt mere larm om sin egen person - især hvis et skifte udenfor landets grænser skal realiseres.

- Min familie er lidt efter mig. De ser gerne at jeg får lidt større armbevægelser og eksempelvis er lidt mere aktiv på de sociale medier og gør lidt mere reklame for mig selv. Der er jeg nok af en lidt anden overbevisning. Hvis mine præstationer på banen er gode nok over længere tid, så skal interessen nok opstår, tænker jeg, siger Jeppe Tverskov.

Lykkedes det at komme udenlands, vil det blot være endnu et skridt i Jeppe Tverskov imponerende karriereforløb, hvor han her otte år efter debuten i Danmarksserien står noteret for lidt over hundrede kampe i landets bedste række.

Fodbolden er gået fra at være en blanding af leg og socialt samvær til at fylde alt i hans liv. Han misunder ikke længere weekendsudsigterne hos gymnasievennerne, men han priser sig dog lykkelig for, at han også nåede at nyde sin ungdom og at han ikke allerede dengang var hængt op i et elitært og konkurrencepræget miljø.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg har nået at drikke mine øl og udleve dele af min ungdom. På det punkt er mit karriereforløb noget atypisk, vil jeg mene. Det lå overhovedet ikke i kortene, at jeg skulle blive en etableret Superligaspiller, men krydret med lidt held har jeg forsøgt at tage ét skridt ad gangen. Det har hele tiden været vigtigt for mig at sætte realistiske målsætninger, som jeg følte kunne indfries inden for den fastsatte ramme, afslutter Jeppe Tverskov.

Farvel til kød og sukker: Kan fodboldspillere spise sig til succes?

Produceret til Politiken søndag d. 21. oktober 2018 (dette er blot et uddrag)

Der er travlt i køkkenet hos familien Lössl i den engelske by Huddersfield. Det er dog ikke røgen fra en glohed pande eller duften af et grillet stykke oksekød, der præger det sanselige billede omkring spisebordet. Her bliver der i stedet hakket grøntsager i massevis, ligesom alle dagens måltider suppleres med diverse plantebaserede produkter.

Den danske landsholdsreserve valgte nemlig at hellige sig den veganske kost for få år tilbage i bestræbelserne på at få det maksimale ud af sin krop og finde de små ekstra procenter i et uhyre konkurrencepræget miljø, som den internationale fodboldverden i sandhed tilhører.

»Kosten er sindssygt vigtigt for os eliteudøvere, så jeg ser det som en nødvendighed, at du sætter dig ordentlig ind i tingene, hvis du vil nærme dig toppen«, siger den 29-årige Premier League-målmand, der også er reserve for Kasper Schmeichel på det danske landshold.

Jonas Lössl er langt fra den eneste idrætsmand, der har fået øjnene op for kostens betydning i jagten på sportslig succes.

Gennem de seneste år er stadig flere atleter gået veganervejen for at optimere deres præstationer. Den efterhånden lange liste tæller blandt andre tennissøstrene Serena og Venus Williams, den firedobbelte Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton, én af de førende MMA-kæmpere i verdenen, Nate Diaz, og bodybuilderen Barny du Plessis, der løb med titlen som Mr. Universe tilbage i 2014.

Og nu har den veganske kost altså også fået tag i fodboldens verden. Forud for VM-slutrunden i Rusland sløjfede Lionel Messi alt kød i sin diæt, så den nu primært består af grøntsager og frugt, ligesom Manchester Citys manager Pep Guardiola har rost Sergio Agüero for sin fysiske fremtoning i starten af denne sæson.

Den vævre argentinske angriber har gennem størstedelen af sin karriere døjet med flere længerevarende muskelskader per sæson, men i år står han skarpere end nogensinde efter en radikal kostomlægning. Efter Citys 6-1 sejr over Huddersfield i Premier Leagues anden spillerunde udtalte Guardiola til Sky Sports, at han aldrig har set Agüero i sådan en fysisk form i sin tid i klubben.

Jonas Lössl var i ovenstående kamp henvist til en plads på bænken hos gæsterne, der i stedet havde Ben Hamer mellem stængerne i hele opgøret. Koldinggenseren spillede ellers samtlige minutter i fjor for nyoprykkede Huddersfield og målmanden, der forlod FC Midtjylland og drog udenlands i sommeren 2014, kender altså alt til Agüeros beslutning om at omlægge sin kost.

»Jeg har altid været nysgerrig og imødekommende over for selvtræning eller nye måder at optimere mine præstationer på. Jeg fik i samarbejde med en kostvejleder foretaget en personlig DNA-scanning, som gik ind og fortalte mig hvilke ting der var godt og skidt for min krop«, siger Jonas Lössl:

»Man kan læse sig til rigtig mange ting på nettet, men man skal virkelig være kildekritisk over for, hvad man tager med sig. Scanningen var en helt unik mulighed, og den viste mig blandt andet at kød- og mejeriprodukter nedsatte min evne til at restituere betragteligt, så den slags ting har jeg helt skåret fra i min kost«.

I Huddersfield har Jonas Lössl nået et spille- og lønmæssigt niveau så udebanekampe eksempelvis inkluderer en privat kok, hvilket gør det muligt for ham, at få lige akkurat den kost, han efterspørger.

»Det gør det nemmere i forhold til at leve på den måde, som jeg gør. Eksempelvis elsker jeg mine havregryn om morgenen. Her har vores kok sørget for et lækkert alternativ med sojamælk, så jeg kan holde mig fra almindelig mælk og andre mejeriprodukter før en kamp«, siger målmanden.

Artiklen kan læses i sin hele form på Politikens hjemmeside:

https://politiken.dk/sport/fodbold/art6782403/Kan-fodboldspillere-spise-sig-til-succes

Opskriften på en Superliga-topscorer: Hvem kan true Kamil Wilczek i år?

Kamil Wilczek? Dame N'Doye? Eller en helt tredje? Hvem løber med titlen som Superligaens topscorer i denne sæson? Svaret får vi først engang i maj måned, men går man tallene i sømmene kan man danne sig et overblik over prototypen på en målmager i landets bedste fodboldrække.

Siden årtusindskiftet har 13 forskellige spillere taget topscorertitlen ene og alene (14 tilfælde af en enlig topscorer, men Dame N'Doye tog sig af titlen i både 2011 og 2012). Karakteristikken ved disse er noget forskellig, men nedenunder følger udredelsen af en række tal, der meget vel kan indikere hvem der render med hæderen i år.

Et hattrick er oftest påkrævet

I ni af de 14 tilfælde har årets Superliga-topscorer haft én eller flere kampe med et hattrick i bagagen. Steffen Højer er den seneste topscorer til at præstere dette to gange i løbet af sæsonen, da han med fire dages mellemrum scorede syv mål i alt i kampene mod Herfølge og FC Nordsjælland.

Dog har kun tre af de seneste syv års topscorere formået at præstere et hattrick undervejs i sæsonen - senest Pål Alexander Kirkevold i fjor, da nordmanden nettede tre gange i næstsidste spillerunde mod FC Helsingør. To år forinden fik AaB's Lukas Spalvis tilnavnet "Zweimal" grundet hans evne til at blive dobbelt målscorer - hvilket skete hele seks gange i sæsonen - men han fik altså aldrig netmaskerne til at blafre tre gange i samme kamp i sin tid i Superligaen.

I indeværende sæson har Dame N'Doye og Godsway Donyoh allerede tegnet sig for et hattrick.

Udlændingene presser sig på

I starten af dette årtusinde sørgede Peter Lassen, Peter Graulund og Steffen Højer for at topscorertitlen endte på danske hænder, men sidenhen har det været småt med de målfarlige typer i Superligaen.

Siden sæsonen 2004/05 har vi derfor kun oplevet fire danske topscorere i Superligaen; Jeppe Curth i 2008, Andreas Cornelius i 2013, Thomas Dalgaard i 2014 og senest FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen i 2017, alt i mens udenlandske kræfter har taget over.

Der var afrikansk dominans omkring det nye årti, hvor først Peter Utaka fra OB og sidenhen to gange Dame N'Doye blev sæsonens mest scorende spiller, men vi i de seneste fire år har haft spillere fra Østrig, Litauen og senest Norge øverst på skamlen.

Indtil nu står FCK-duoen Robert Skov og Viktor Fischer samt FCN-kometen Andreas Skov Olsen alle noteret for seks scoringer - det højeste antal af danske spillere i indeværende sæson.

Rade Prica eneste "debutant"

Tilbage i 2007 tog Rade Prica sig af topscorertitlen i landets bedste række, da han i 32 kampe nettede 19 gange for AaBs's bronzevindere. Sæsonen var svenskerens første i dansk fodbold, og angriberen der kom til Nordjylland fra Hansa Rostock, er faktisk den eneste i dette årtusinde til at erobre Superligaens topscorertitel i sin første sæson i Danmark.

Gennemsnitligt har Superliga-topscoreren i dette årtusinde optrådt 84 gange i rækken, før den personlige hæder finder sted. I 2012/13 blev Andreas Cornelius topscorer efter blot 34 kampe i landets bedste række, men FCK-angriberen havde fået debut og 28 minutter på banen sæsonen forinden.

Steffen Højer er den næstældste enlige topscorer i dette årtusinde, da han i en alder af 32 år nettede 20 gange i sæsonen 2004/05 for OB - efter i alt 265 kampe i Superliga-regi.

26 er det magiske nummer

Som nævnt ovenfor var Steffen Højer den næstældste spiller med en topscorertitel på CV'et i dette årtusinde. Lidt ældre var Peter Lassen, da han tæt på de 34 år bankede 16 bolde i nettet i 2000 for Silkeborg.

Den gennemsnitslige alder for en Superliga-topscorer er dog noget yngre og lyder på godt 26 år, og Rade Prica, Peter Utaka og Dame N'Doye havde alle den alder da de rendte med trofæet, mens Martin Pusic og Pål Alexander Kirkevold lige havde passeret de 27 år i henholdsvis 2015 og tidligere i år.

Andreas Cornelius blev i 2013 den yngste topscorer med sine 20 år og to måneder, ligesom det med en ung topscorer generelt hører sig en national spiller til. I 2017 var Marcus Ingvartsen blot 21 år og fire måneder gammel, mens Peter Graulund og Jeppe Curth begge var 24 år gamle i henholdsvis 2001 og 2008.

Den yngste udenlandske topscorer finder vi i sæsonen 2010, hvor Peter Utaka nettede 18 gange for OB - 26 år og tre måneder gammel.

Årets topscorer?

Hos bookmakerne er Brøndbys polak, den aktuelle topscorer, Kamil Wilczek den oplagte favorit selvom de blå/gule har oplevet problemer både på- og uden for banen i efterårets første kampe. Wilczek giver i skrivende stund pengene to og en halv gange igen, mens "Løvernes" Dame N'Doye er førsteudfordrer til odds 3,50.

De to umiddelbare favoritter er dog begge en kende for gamle, hvis de skal passe ind i det generelle billede, ligesom de begge har passeret de 84 Superliga-kampe, som en topscorer i gennemsnit har spillet, når de modtager titlen.

Længere nede på oddslisten finder vi FC Nordsjællands Godsway Donyoh til 16 gange pengene igen, mens de forsvarende mestre i FC Midtjylland har en farlig outsider i Paul Onuachu. Den høje nigerianer giver i skrivende stund pengene retur 22 gange.

Godsway Donyoh har 50 Superliga-kampe på bagen og kunne ende i omegnen af 75, når sæsonen er slut, mens Paul Onuachu for længst har rundet de magiske 84 kampe i landets bedste række.

Tror man på dansk islæt øverst på skamlen, peger det umiddelbart i flere forskellige statistiske retninger. Andreas Skov Olsen er favoritten hos bookmakerne til odds 7, men FCN-angriberen fylder først 19 år omkring nytår.

Viktor Fischer anses af mange som FCK's farlige offensive våben og Aarhus-drengen passer da også meget godt ind i forhold til alderen, men ved sæsonafslutning vil han givetvis kun havne omkring de 50 optrædender i Superligaen, ligesom nationaliteten også trækker fra i forhold til prototypen på en topscorer herhjemme.

Med alle tal langt sammen er der ikke en oplagt kandidat, der springer i øjnene. FC Nordsjællands Godsway Donyoh passer umiddelbart bedst ind i flest kategorier og han er da også Superligaens farligst spiller indtil nu i sæsonen målt på antal minutter per scoring: 99 minutter bruger han per mål, mens Kamil Wilczek følger lige efter med 101 minut per scoring.

Så har du en ti'er i overskud er odds 16 på den lynhurtige ghaneser måske ikke så dumt...

Kilde: alle tal er fra Superstats.dk

Farvel, Jardim: Monacos mesterhold blev atter flået itu

Tidligere på ugen fik Leonardo Jardim sparket i AS Monaco efter en miserabel sæsonstart, hvor monegaskerne aktuelt er tredjesidst i den franske Ligue 1. Jardims arbejdsvilkår ændrede sig dog drastisk i hans seneste halvandet år i klubben efter semifinalekampene mod Juventus i Champions League i foråret 2017.

De turbulente 00'ere

Året er 2000. Monaco har anført af spillere som Fabien Barthez, Willy Sagnol, Ludovic Giuly og den målfarlige duo Marco Simone og David Trezeguet, lige vundet klubbens syvende mesterskab med en fin margin ned til Paris Saint-Germain.

Fire år senere tager den nuværende franske verdensmester Didier Deschamps monegaskerne i klubbens til dato største finale, som man dog taber klart til José Mourinhos veloplagte Porto-mandskab, og drømmen om "pokalen med de store ører" glippede dermed den onsdag aften i Gelsenkirchen.

De succesrige år i starten af nullerne blev dog langt fra begyndelsen på en epoke for monegaskerne i nationalt- og internationalt regi. Klubben oplevede i årene efter Didier Deschamps flere dramatiske lavpunkter - kulminerende med nedrykningen til Ligue 2 i 2011 grundet økonomiske uoverensstemmelser med det franske fodboldforbund.

Den økonomiske rodebutik førte samtidig til en udskiftning på de administrative pladser, da Michel Pastor, en lokal og succesfuld forretningsmand inden for billede- og kunstbranchen, afløste Pierre Svara som klubpræsident hos de rød- og hvidblusede i 2004. Pastor fik til opgave at holde på klubbens unge og talentfulde spillere som det primære, men i løbet af få år havde spillere som Eric Abidal, en 24-årig Rafael Marquez, Emmanuel Adebayor og Patrice Evra alle forladt den synkende skude i fyrstedømmet.

Fire år efter sin ansættelse, en periode, der talte hele seks forskellige cheftrænere, opsagde Michel Pastor sin stilling i Monaco i foråret 2008, og tre år efter fik klubben en massiv økonomisk indsprøjtning i form af den russiske milliardær, Dmitry Rybolovlev.

Russeren sigtede efter at få AS Monaco tilbage på fode, og klubben skulle igen anerkendes for at udvikle nogle af landets største talenter, som man købte ukendte og billige og solgte med stor profit på et senere tidspunkt. De ambitioner skulle vise sig at blive indfriet ganske pænt.

Én italiener, én portugiser og...Thierry Henry!

Claudio Ranieri var for få år siden på alles læber, da den karismatiske italiener sammen med Leicester snød alle de engelske mastodonter for Premier League-titlen i 2016. Et par år forinden leverede han dog også noget af et svendestykke i det franske, da han først bragte Monaco tilbage til landets bedste række og året efter kæmpede med til det sidste, da PSG dog endte med at rende med guldet i Ligue 1 i 2014.

Ranieris defensive stil, med en dertilhørende stram organisation, vandt dog aldrig for alvor indpas hos klubbens fans på lægterne af Stade Louis II eller hos den sportslige ledelse og trods flotte sportslige resultater, gik parterne hver til sit efter blot to års samarbejde i sommeren 2014.

Med ansættelsen af Leonardo Jardim få uger efter blev Monacos tandløse offensiv transformeret til et af de mest underholdene og seværdige kontrahold i nyere tid. Med kun 63 scoringer i Ranieris sidste sæson, hele 21 mål færre end mestrene fra PSG, samt en topscorer i form af Emmanuel Riviere og hans ti ligamål, skulle der heller ikke meget til, for at få graderne til at stige i fyrstedømmet.

Leonardo Jardim skulle dog bruge to sæsoner samt en del ændringer i truppen, før fodboldeuropa for alvor fik øjnene op for hans spændende projekt. I første sæson blev Bernardo Silva og Tiemoué Bakayoko købt ind, året efter var det Fabinho og Thomas Lemar der kom til og forud for sæsonen 2016/17 forstærkede Monaco sig med Djibril Sidibé og Benjamin Mendy hos ligarivalerne fra henholdsvis Lille og Marseille.

Med truppen og spillekonceptet på plads var Jardim og co. klar til at byde Paris op til dans, og efter fire mesterskaber på stribe for hovedstadsklubben, måtte de se sig overhalet indenom af monegaskerne i 2017, der nettede hele 107 gange i Ligue 1 fordelt på hele seks spillere med mere end seks fuldtræffere.

Mesterskabet var klubbens første i 17 år, men de fleste ser nok tilbage på franskmændenes kampagne i Champions League, hvor de nåede hele vejen til semifinalen efter meriterende sejre over Manchester City og Dortmund, inden "Den Gamle Dame" fra Torino blev for stor en mundfuld for det talentfulde mandskab.

Succesen på banen viste sig dog at blive et hårdt slag for klubbens ambitioner om at holde på de bærende kræfter og i løbet af to sommervinduer så Monaco profiler som Kylian Mbappé, Bernardo Silva, Benjamin Mendy, Thomas Lemar, Fabinho, Tiemoué Bakayoko og João Moutinho forlade fyrstedømmet til fordel for andre arbejdsgivere.

I kølvandet på de mange afgange fulgte en række enorme transferindtægter, men afløsere som Stevan Jovetic, Nacer Chadli, Diego Benaglio og Youri Tielemans har langt fra kunne løfte den tunge arv og Monaco og dets nye trænerteam står derfor over for noget af en udfordring i den resterende del af sæsonen samt i årene der følger. I bestræbelserne på at genrejse sig, har klubben rettet blikket mod en gammel kending...

Lørdag formiddag annoncerede monegaskerne nemlig, at Thierry Henry, der optrådte for klubben som aktiv fra 1994 til 1999, bliver Leonardo Jardims afløser på en kontrakt frem til sommeren 2021. Jobbet i Monaco er angrebslegendes første som cheftræner efter han senest var assistent for Roberto Martínez på det belgiske landshold.

Henrys første opgave som Monaco-træner bliver ude mod Strasbourg lørdag d. 20. oktober.

Advarsel til PL-klubberne: Hold jer fra hollandsk topscorer

Ruud van Nistelrooy, Dirk Kuyt og Luis Suarez formåede alle at tage springet fra Æresdivisionen til Premier League, men ser man på tallene bør de engelske klubber holde sig fra at sprænge banke for at sikre sig topscoreren fra den bedste hollandske række.

Den hollandske Æresdivision har længe haft et ry for at udvikle unge, talentfulde spillere til stjerner, der er klar til at tage skridtet videre i en ofte tidlig alder.

Siden årtusindeskiftet er 16 forskellige spillere endt øverst på topscorerlisten i Holland og ud af disse er ni af dem blevet solgt videre til en klub i Premier League.

Listen tæller legender som Ruud van Nistelrooy, Dirk Kuyt og Luis Suarez, mens navne som Mateja Kezman, Afonso Alves, Memphis Depay og Vincent Janssen formentlig ikke har gjort samme indtryk som førnævnte hos den garvede Premier League-seer.

Denne sommer hentede Brighton iranske Alizera Jahanbakhsh fra AZ Alkmaar efter han sæsonen forinden havde banket 21 kasser ind for de rødblusede, der sluttede på en flot tredjeplads i tabellen.

Den iranske angriber, der under sommerens VM-slutrunde oplevede 172 målløse minutter samt blot kom til afslutning to gange undervejs, har ligeledes haft en svær sæsonstart for holdet fra den engelske sydkyst, hvor de første syv kampe kun har resulteret i én afslutning inden for rammen på i alt syv forsøg.

Det er dog stadig ”early days” som man siger i England, og det er endnu for tidligt at fælde en dommedagsprofeti over Alizera Jahanbakhsh og hans debutsæson for Brighton. Men kaster man et blik på de tidligere topscorere fra Æresdivision i det engelske, bør man ikke have for høje forventninger til iraneren.

Se bare denne liste:

Ruud van Nistelrooy (topscorer i 1999 og 2000 - købt for 29 millioner euro):

Hollænderen blev hentet til Manchester United i sommeren 2001 – et år senere end planlagt, da englændernes lægestab stillede spørgsmålstegn ved angriberens fysik. I sæsonens 1999/00 satte han flere rekorder i Æresdivision med vanvittige 29 mål i blot 23 kampe og et mål per 68. minut han var på banen.

I sine fem sæsoner i Manchester United blev det til 95 ligamål i 150 kampe og et mål per 128. minut samt et mesterskab og topscorertitlen i 2003.

Mateja Kezman (topscorer i 2001, 2003 og 2004 - købt for 7,5 millioner euro):

Den temperamentsfulde serber nåede aldrig at blive én af favoritterne på Stamford Bridge efter skiftet fra PSV Eindhoven i 2004.

Han måtte vente 13 kampe på sin første ligascoring i den blå trøje og debutsæsonen blev den eneste for Kezman inden han blev skudt videre til Atletico Madrid sommeren efter. Sølle fire mål i 25 ligakampe blev det til for serberen i Premier League og et mål per 185. minut.

Dirk Kuyt (topscorer i 2005 - købt for 18 millioner euro):

Efter at have banket 29 mål ind for Feyenoord i sæsonen 2004/05 , blev Dirk Kuyt hentet til Liverpool sæsonen efter for godt 18 millioner pund.

Hollænderen nåede seks sæsoner på Anfield med 51 ligamål i 208 kampe til følge. Tallene giver et mål per 310. minut på banen, men fans af Liverpool og Premier League generelt vil vide, at angriberen bidrog med meget mere end sine scoringer og han var en uhyre populær skikkelse hos The Reds.

Afonso Alves (topscorer i 2007 - købt for 17 millioner euro):

Brasilianeren blev i vinteren 2008 hentet til Middlesbrough for klubbens hidtil største beløb på godt 20 millioner pund efter en tid i Æresdivisionen, der havde budt på imponerende 45 mål i blot 39 ligakampe.

Tallene var dog noget anderledes i det engelske, hvor Afonso Alves først scorede efter tre måneder i klubben og han blev skippet videre til Al Sadd i Qatar halvandet år efter sin ankomst.

Afonso Alves noterede sig for 10 scoringer i 42 ligakampe for Middlesbrough og et mål hvert 282. minut på banen.

Luis Suarez (topscorer i 2010 - købt for 27 millioner euro):

Den nuværende Barcelona-spids havde en gylden tid i Premier League, hvor han nåede at optræde for Liverpool fra 2011 til 2014.

Sæsonen forinden havde han banket hele 35 ligamål ind for Ajax og ført traditionsklubben til endnu et mesterskab. I Premier League blev det til 69 scoringer i 110 kampe og et mål hvert 139. minut på banen for uruguayaneren, der også kun skulle bruge 16 minutter af sin debut, før han havde nettet i den bedste engelske række.

Wilfried Bony (topscorer i 2013 - købt for 16 millioner euro):

Hentet til Swansea fra Vitesse af selveste Michael Laudrup i sommeren 2013, efter han havde scoret 31 ligamål i 30 kampe i Holland sæsonen forinden.

Ivorianeren scorede både i sin europæiske- og ligadebut for waliserne og scorede i alt 17 ligamål i debutsæsonen i Premier League.

Langsomt fadede karrieren i det engelske dog ud og med skiftet til Manchester City blev Wilfried Bonys spilleminutter på det kraftigste reduceret.

Angriberen nåede i alt at score 36 gange i Premier League i 115 optrædener – hvilket svarer til et mål hvert 186. minut.

Memphis Depay (topscorer i 2015 - købt for 34 millioner euro):

Manchester United løb med den 21-årige hollænders signatur i sommeren 2015 efter en VM-optræden i 2014 og 22 ligamål for PSV Eindhoven.

Der var pres på den unge offensivspiller fra start af, da United tidligere havde hentet navne som Jaap Stam, Ji-Sung Park og Ruud van Nistelrooy fra den hollandske storklub, men det formåede Memphis Depay aldrig at leve op til.

Herhjemme husker vi nok bedst hans optræden i Europa League mod FC Midtjylland, hvor André Rømer blev tørret godt og grundigt, men i Premier League blegnede hans præstationer fuldstændig med sølle to mål i 33 kampe og en scoring hvert 748. minut.

Vincent Janssen (topscorer i 2016 - købt for 23 millioner euro):

Hollænderen gjorde kometkarriere i hjemlandet, da han efter blot én sæson i Æresdivision blev solgt til Tottenham i 2016 for betragtelige 23 millioner pund.

Janssen står kun noteret for 34 kampe i den bedste hollandske række, men i disse fik han netmaskerne til at blafre imponerende 27 gange. 20 af scoringer faldt i den sidste halvdel af sæsonen, hvilket han var den første spiller til at præstere i 52 år, ligesom han blev den yngste spiller til at score mere end 25 mål i Æresdivision siden selveste Ronaldo i 1995.

I London har det dog været småt med succesoplevelserne for angriberen, da han i 28 Premier League-kampe kun er kommet på tavlen to gange – og blot har scoret i hvert 415. minut på banen.

Dansker var tæt på i 2017

Forrige år var Newcastle tæt på at forhandle sig frem til en aftale med Feyenoord om den danske landsholdsangriber Nicolai Jørgensen, der i sæsonen 2016/17 noterede sig for 21 ligascoringer og endte øverst på topscorerlisten i Holland.

Danskeren har efterfølgende udtalt, at han i ugerne efter den glippede handel ærgrede sig over den missede mulighed for at optræde i Premier League, men set i bagklogskabens lys var det måske meget heldigt for hans videre karriereforløb…

(Priser er taget fra Transfermarkt.com)