I nat bliver trøje nummer 1 sendt på pension i Miami

Han indstiller officielt karrieren, når Miami Heat pensionerer trøjen med nr. 1 under taget i American Airlines Arena. Chris Bosh trak senest uniformen over hovedet i 2016, da en serie af komplicerede blodpropper sendte ham væk fra de bonede halgulve. 

(Produceret til Politiken mandag d. 25. marts 2019 - dette er blot et uddrag)

9. februar 2016.Ved stillingen 94-116 lader Chris Bosh sig erstatte af marginalspilleren Jarnell Stokes. Fra bænken ser han de resterende to minutter og 54 sekunder af Miamis klare nederlag til San Antonio Spurs i egen hule. Efter slutsignalet bevæger den 211 centimer høje texaner sig ned i omklædningsrummet med bøjet hoved. Intetanende om, at lige har spillet sin sidste kamp på professionelt plan.

Kort efter kom det nemlig frem, at Bosh blev lukket ned for sæsonen af  helbredsmæssige årsager. Trods en kort tilbagevenden, blev et egentligt comeback aldrig en realitet, og NBA-stjernen, der har sejret utallige gange på banen, stod i stedet over for sit livs kamp i hjemlige rammer for at beskytte sin titel som mand og familiefar til fem.

Chris Bosh fik sin opvækst i Texas-flækken Hutchins med godt 5.000 indbyggere, hvor han i trygge rammer omkring moderen Freida og faderen Noel brugte størstedelen af sin tid på at duellere på asfalten med sin bror, Joel. Talentet sendte ham i 2002 på college på Georgia Tech i Atlanta, hvor det hurtigt stod klart at han var en NBA-profil i svøb. Bosh færdiggjorde derfor heller ikke sin uddannelse og lod sig indstille til draften i 2003, hvor han sidenhen blev taget af Toronto Raptors som den fjerde spiller – kun overgået af LeBron James, Darko Milicic og Carmelo Anthony, mens Dwayne Wade gik lige efter som nummer fem.

I Toronto blev han Vince Carters ”sidekick” og da dunkefænomenet drog videre til New Jersey i 2004, blev han canadiernes ansigt ud af til. Chris Bosh voksede sig dog for stor til Toronto og i sommeren 2010 sluttede han sig til LeBron James og Dwayne Wade i det sydlige Florida med ét overskyggende mål i horisonten: NBA-mesterskabet.

Målet blev indfriet i både 2012 og 2013, hvor Bosh især i sjette kamp i finaleserien mod San Antonio Spurs i 2013 havde en stor andel i klubbens tredje titel. Først sikrede han sig med få sekunder igen af kampen en offensiv rebound, hvorefter han hurtigt afleverede bolden ud til Ray Allen, der fra trepointsland udlignede og sendte kampen i overtid. Med 1,2 sekunder tilbage af overtiden havde Spurs muligheden for på ny at forlænge kampen, men Chris Bosh blokerede afslutningen fra Danny Green og banede derved vejen for ét af NBA-historiens mest mindeværdige comebacks.

Det var episoder som disse der fik holdkammerater, modstandere og medier til at hylde Chris Bosh for hans attitude. Med skiftet til Miami Heat ofrede han rollen som enehersker i Toronto og accepterede, at han nu var én blandt flere superstjerner i solstaten. Den holdning deler TV2’s mangeårige ekspert Peter Wang.

- Det er stort set umuligt at finde nogen, som har noget dårligt at sige om Chris Bosh. Han var utrolig vellidt blandt sine modstandere, en god holdkammerat og så fremstod han altid sympatisk og velformuleret i sine interviews, siger basketeksperten og fortsætter.

- Det er nok ikke alle der forstod, hvor god en spiller han egentlig var. Det var han allerede i Toronto og i Miami levede han fint med en ny, og knapt så fremskreden, rolle.  Hans forsvarsspil var stærkt undervurderet og så var hans type, som en stor velskydende forward, et mareridt for modstanderen – for hvem skulle dække ham op?, lyder det fra Peter Wang.

500.000 rammes årligt af sygdommen

Og statistikkerne taler for sig selv. Chris Bosh blev valgt til den årlige, og særdeles prestigefyldte, All-Star-kamp i 11 ud af sine 13 NBA-sæsoner og snittede over hele karrieren 19,2 point, 8,5 rebounds og et blokeret skud per kamp, ligesom han skød flotte procenter fra gulvet. Det var altså én spiller tilhørende NBA-eliten, der ufrivilligt måtte indstille karrieren før tid.

Bosh’ sidste dans med verdens bedste basketliga blev som tidligere nævnt i nederlaget til San Antonio Spurs i februar 2016, men begyndelsen på enden startede allerede året før, da Miami Heat i slutningen af februar udsendte en pressemeddelelse, hvori det fremgik at han ikke kom i aktion i flere af sæsonens kampe grundet en blodprop i den ene lunge. I meddelelsen fremgik det ydermere, at Bosh under omstændighederne havde det fint og at udsigterne til et comeback i den grad var positive.

...