Politiken: Den reserverede tryllekunster fandt passionen fra vinduet i en boligblok

10.05.2019

Han spillede under trænerikoner som Johan Cruyff, Louis van Gaal og Arsene Wenger og alle kaldte de ham for den mest elegante og kreative spiller af sin generation. Alligevel er spilleren, personen, artisten Dennis Bergkamp omgivet af en vis form for mystik og hollænderens navn undlades ofte, når snakken falder på de allerstørste spillere fra de seneste årtier. Hvori skal årsagen til dette findes?

(Produceret til Politiken torsdag d. 9. maj 2019 - dette er blot et uddrag)

Mens de andre børn rendte rundt og spillede til to mål, stod en lyshåret dreng alene og sparkede bolden op af muren foran sig. Igen og igen. For de andre virkede det en smule meningsløst og tilfældigt, men her 40 år seneste viste det sig at være alt andet.

Dennis Bergkamp var den lyshårede dreng, og for ham var intet tilfældigt. Hverken som barn eller i sin aktive karriere, der tog ham forbi gloværdige klubber som Ajax, Inter og Arsenal samt 79 landskampe og 37 mål for Oranje. Hver berøring, hver bevægelse inden for kridtstregerne tjente et højere formål.

Men trods lovprisende ord fra folk som Johan Cruyff og Thierry Henry, en teknisk elegance sjældent set og masser af personlige hæder i løbet af de 20 sæsoner som aktiv, sidder mange tilbage med følelsen af, at meritterne og evnerne på grønsværen ikke fik den fornødne omtale eller anerkendelse.

Politiken portrætterer i anledningen af  hans 50 års fødselsdag ”The Non-Flying Dutchman” og stiller spørgsmålstegn ved skarpretterens eftermæle og årsagen til den manglende legendestatus i fodboldfolkets underbevidsthed.

Dennis Bergkamp kom til verdenen i maj 1969 nær A10 motorvejen, der cirkler rundt om Amsterdams bymidte. Han var den yngste i en søskendeflok på fire. Faderen Wim var en hårdtarbejdende håndværker, mens moderen Tonny sørgede for de huslige pligter i det ydmyge hjem.

Fra børneværelset kunne Dennis, ved hjælp fra en taburet, ane boligblokkens enlige fodboldbane. Fra vindueskammen brugte han mange af sine vågne timer i sine første leveår på at iagttage de ældre børn, heriblandt sine tre brødre, der efter skoletid rendte og spillede på græsset.

Det var her Dennis’ interesse og passion for fodbold startede.  Men interessen var anderledes. Det var snarere en fascination, et selvstudie i fysikkens og matematikkens muligheder og begrænsninger for den unge hollænder.

I takt med at han voksede sig større, kom Dennis’ åbenlyse talent mere og mere til syne på banen nær barndomshjemmet. Det blev hurtigt for let for Dennis at afdrible tre-fire mand og sende bolden ind mellem de to træer, der agerede stolper for de ene mål. Han valgte derfor at eksperimentere. Hvad gør det ved boldens bevægelsesmønster, hvis jeg spiller et-to med siden på den nærmeste parkerede bil eller bruger tagrenden som opspilsstation, inden en afslutning, spurgte han sig selv.

Tankerne og eksperimenterne gav prompte svar. Og svarene avlede nye spørgsmål. Og det var den tankegang og det kreative sind, der fik Johan Cruyff til at spærre øjnene op for Dennis Bergkamp, da han i en ung alder strøg ind på Ajax’ førstehold i 1986.

De to udviklede hurtigt et særligt bånd, selvom de, efter Bergkamps eget udsagn, ikke brugte timevis på at tale sammen. Deres fælles forståelse for spillet med den lille runde behøvede ofte ikke ord. Bergkamp modtog derfor ingen instrukser fra sin træner, da han debuterede mod Roda en kold decemberaften i midten af 80’erne. Ajax vandt kampen med 2-0, og Dennis Bergkamp fik gjort sig positivt bemærket trods sine blot 23 minutter på banen.

Efter 23 optrædener i debutsæsonen slog Dennis Bergkamp for alvor sit navn fast i sæsonen 1989/90, hvor Ajax samtidig sikrede sig sit første mesterskab i fem år efter en smertelig dominans af ærkerivalen fra PSV Eindhoven. De 25 ligamål gjorde ham til delt topscorer med brasilianske Romario i sæsonen, men i de efterfølgende to år tog Bergkamp sig selv af den personlige hæder, mens hans præstationer ydermere var med til at sikre klubben europæisk sølvtøj i form af UEFA Cup-titlen i 1992.

Det var samtidig i disse år, at Ajax påny etablerede sig som holdeti Æresdivisionen. Johan Cruyff var nu at finde på trænerbænken i FC Barcelona, men mesterens arv levede videre hos Leo Beenhakker og lærlingen Louis van Gaal.

Cruyff havde lært spillerne, at det ikke bare var nok at vinde. Ajax skulle være dominerende og overlegne i alle spillets facetter og intet skulle overlades til tilfældighederne. Det var en kultur der ikke bare gjorde sig gældende blandt stjernerne på førsteholdet, men alle i den rød/hvide trøje skulle være bekendt med værdierne i klubben; den såkaldte ”Ajax arrogance”.

Den tankegang passede perfekt til Dennis Bergkamp. Han var om nogen nøjeregnende og kendte til sit enorme talent, som på fornemmeste vis kastede 117 scoringer af sig i 228 kampe i løbet af årene i Amsterdam-klubben. Den positive arrogance skulle nu stå sin test uden for landets grænser, da skarpretteren i 1993 skrev under på en længere kontrakt med Inter.

Kategorier
phoneenvelope
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram