Saransk – VM’s grimme ælling, der blev stedet for forløsningen af 36 års VM-venten

18.06.2018

Da Rusland tilbage i vinteren 2010 blev tildelt værtsrollen for VM i fodbold otte år senere, lå det umiddelbart ikke i kortene at Saransk ville ende med at få en betydende rolle i den store og globale begivenhed.

Præsident Putin ønskede dog at sprede VM ud i så mange regioner som muligt, frem for at centralisere det i Moskva, der med sine fem-seks større stadions i realiteten kunne stå for underholdningen ene og alene. Putin ville rulle det tunge skyts ud og vise hele Rusland frem med prompt og pragt, og det blev Saransk’ held.

Den lille by med godt 300.000 indbyggere er godt nok hovedstaden i regionen Mordovia, placeret lidt mere end 600 kilometer øst for Moskva, men Saransk er sammen med feriebyen Sochi med afstand de mindste af de i alt 11 værtsbyer under sommerens slutrunde.

Og efter tre-fire dage i Moskva forinden, var forskellen da også til at tage at føle på, da jeg landede i den nyetablerede lufthavn efter en flyvetur på godt to timer østpå. Store ambassader, mægtige monumenter og Europas måske mest velfungerende metrosystem var nu skiftet ud med gamle kabelvogne, få restauranter, forældet infrastruktur og en bydel der mest af alt mindende om en tysk temapark fra 70’erne - uden for sæsonen, vel og mærke. Fladskærms tv’et havde sågar heller ikke fundet vej til den lille flække i Mordovia-regionen endnu.

Lokalbefolkningen var da også overrasket over Putins beslutning om at udnævne Saransk til værtsby, og de få lokale jeg talte med, håber at sommerens VM-slutrunde kan hjælpe byen til fremdrift i de kommende år.

- De fleste russere løftede lidt på brynene, da det kom frem, at vi skulle være én af de 11 værtsbyer, fortæller Nadia og Dimitri, et yngre par, der begge er født og opvokset i Saransk, og begge arbejder frivilligt i byen under VM-slutrunden.

- Men vi håber på, at slutrunden kan være med til at fremme folks kendskab til byen og området. I de seneste uger har vi set byen forvandle sig fra den grå og kedelige hverdag, til et sted med fest i gaderne til langt ud på natten.

- Vi er rigtig glade for, at Saransk blev udvalgt. Det har allerede bragt forbedringer til byen og gjort den mere tiltalende og attraktiv for udefrakommende. Den tendens må gerne fortsætte, når slutrunden er færdigspillet, afslutter de.

Invaderet af feststemte sydamerikanere

Nadia, Dimitri og resten af lokalbefolkningen kan dog ikke alene tage æren for, at gaderne i Saransk i midten af juni måned er ramt af feststemning til langt ud på natten.

Byens første kamp under slutrunden stod mellem Danmark og Peru, og sidstnævnte var i den grad bedst repræsenteret på fansiden, hvor op imod 40.000 personer fra den bjergrige, sydamerikanske nation havde taget den lange rejse – i stærk kontrast til de få hundrede fremmødte fra Danmark.

Peruanerne var dog taget til Rusland for andet end bare at feste. De venlige og åbensindede sydamerikanere var nemlig tilbage i det fineste selskab af dem alle denne sommer for første gang i 36 år, og selvom man først kvalificerede sig til slutrunden som den sidste af de 32 deltagende nationer, havde den enestående præstation skabt fornyet håb og ambitioner blandt den fodboldgale befolkning.

Den fornyede optimisme går samtidig fint i spænd med landets tilstand uden for kridtstregerne, hvor der har været fremgang at spore i det seneste årti. En øget velfærd har resulteret i en kraftig forøgelse af gennemsnitsalderen i landet, ligesom antallet af decideret fattige i Peru nu udgøres af færre end seks procent af den samlede befolkning – det laveste antal nogensinde.

På trods af ovenstående, er en tur til VM og flere ugers ophold i Rusland langt fra nogen billig oplevelse for en almen peruaner, fortæller Gonzalo Silva Infante, en journalist fra hovedstanden Lima, der ligesom jeg selv er i Rusland i disse uger som udsendt for det internationale fodboldforbund, FIFA.

- Det er de færreste der i realiteten har råd til at være her. Men det er første gang i 36 år, at vi har kvalificeret os til en VM-slutrunde, så peruanerne sælger gerne bil eller hus for at tage del i festen.

- Det kan måske lyde som en drastisk beslutning, men ingen vil gå glip af denne oplevelse. For hvem ved. Måske går der yderligere 36 år, før vi står her igen. Så ofrer vi gerne bilen eller lever flere under samme tag i et stykke tid. Og sådan tænker vi generelt. Vi tager en beslutning, og så står vi ved den. Der er ingen grund til at begræde konsekvenserne, det gælder om at nyde det og leve i nuet, siger han.

Rød/hvid bymidte i Saransk

Gonzalos ord bliver i den grad bekræftet, da vi sammen tager den korte tur fra hotellet til stadionet i Saransk – en gåtur på godt 20 minutter. Hele byen er klædt i rødt og hvidt, men set med danske briller er det desværre ikke klaphatten eller lyden af Re-Sepp-ten der fylder mest i bybilledet. Bymidten i Saransk er i stedet omdannet til et sydamerikansk inferno, hvor øllene aldrig når at blive håndlune, trods en temperatur tæt på de 30 grader denne eftermiddag.

Øregangene blev i stedet fyldt med et let genkendeligt omkvæd på spansk med den dertilhørende tekst: ”Cómo no te voy a querer, cómo no te voy a querer…Si eres mi Perú querido, el país bendito, que me vio nacer”. Direkte oversat er teksten en kærlighedserklæring til Peru, og til den nation der har skænket sit folk et godt og mindeværdigt liv.

Mindeværdigt blev oplevelsen med den peruanske fans i den grad også inde på stadion, hvor de første sydamerikanere allerede fandt vej til deres sæder to timer inden kickoff. Ventetiden blev ikke brugt på at tage billeder af den imponerende kulisse eller på at spare på stemmen. Den elektriske stemning fik sågar en betydning på banen, da kampen blev fløjtet op. Her var det tydeligt at se at de danske spillere, der ellers til dagligt optræder på flotte adresser rundt omkring i Europa, havde svært ved at kommunikere med hinanden og generelt blev en smule blæst bagover af den intense atmosfære.

Åge Hareides drenge formåede dog som bekendt at samle sig og endte med at vinde 1-0 på en scoring af Yussuf Poulsen midtvejs i anden halvleg, og i få minutter overtrumfede de danske fans de peruanske på lægterne.

”Gracias papito”

Efter Danmarks uskønne, og måske ufortjente, 1-0 sejr over Peru lørdag d. 16. juni er det allerede dagen efter tid til at tage afsked med Saransk og vende retur til Moskva. Ved check-in i lufthavnen bliver jeg atter mindet om, hvorfor jeg, og tusindvis af andre, er rejst langt mod øst for at se 22 mand jagte en bold i 90 minutter.

Foran mig står to peruanere, en oldefar og hans barnebarn, og venter på at det bliver deres tur til at droppe bagagen inden den lange rejse hjem over Atlanten. Jeg overhører deres samtale, idet noget af den foregår på engelsk, da barnebarnet de seneste år har studeret i Pennsylvania, USA. Inden turen til Rusland havde de to familiemedlemmer ikke set hinanden siden slutningen af 2017. Resten af familien er ligesom de to bidt af fodbold, men økonomien rakte kun til at sende to mand af sted.

Nederlaget dagen forinden bliver fortsat vendt og drejet, mens køen foran dem langsomt svinder ind. Stoltheden over at være repræsenteret ved slutrunden overskygger dog med længder skuffelsen over at være gået fra banen uden at have scoret – noget peruanerne ellers havde ventet længe på, da Guillermo La Rosas scoring i 1-5 nederlaget til Polen ved VM-slutrunden i 1982 i Spanien på daværende tidspunkt fortsat var nationens seneste positive VM-minde – et minde, der altså lå mere end 36 år tilbage tiden.

De to familiemedlemmer indkapsler perfekt fortiden og nutiden i Peru og illustrerer godt, hvorfor den relativt lille fodboldnation endte med at blive slutrundens kæledægger på tribunen. Passion, optimisme og taknemmelighed indrammes i én symbolsk handling, da barnebarnet lægger armen om sin oldefar, kigger ham dybt i øjnene og smiler skævt i et par sekunder. Slutteligt kommer sætningen, der på flotteste vis demonstrerer hvorfor fodboldens vindere og tabere ikke altid kan gøres op i, hvilket hold der scorer flest mål; ”Gracias papito”.

Ordene får den dag i dag hårene til at rejse sig på mine arme, og denne lille lufthavnsinteraktion står forrest i erindringerne, når tre ugers rejse og tusindvis af oplevelser i Rusland skal efterrationaliseres. Det er nok også tilfældet, når jeg ser tilbage på slutrunden om 20-30 års tid.

Kategorier
phoneenvelope
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram