Derfor skal Arsenal af med Wenger

13.09.2016

Produceret til TV3 Sport

TV3 SPORTs fodboldkommentator Kenneth Hansen giver her sin analyse af, hvorfor Arsenal bør sige "Merci pour tout" og skille sig af med manager Arsene Wenger.

Er Arsene Wenger blevet offer for sin egen succes i Arsenal, eller er nutidens fodbold og teknologiske hjælpemidler løbet fra den franske professor?
Manglende, eller i bedste fald sen ageren på transfermarkedet, exit ved først givne lejlighed i Champions Leagues knald-eller-fald kampe og en en fjerdeplads i Premier Leauge, der kommer i hus med det yderst af neglene. Sådan lyder manges opfattelse af Arsene Wenger og Arsenal gennem de senere år. Nedenstående skriv skulle dog gerne efterlade en mere nuanceret tilstandsrapport af de røde fra Nordlondon.

Siden ansættelsen i august 1996 er det blevet til tre mesterskaber og seks pokaltitler for Wenger, ligesom det blev til finalenederlag til Galatasaray i UEFA Cuppen i 2000 og til Barcelona i Champions League i 2006.

Isoleret set, ikke et ringe udbytte for et hold, der var kendt som ”Boring, boring Arsenal” da franskmanden overtog tropperne efter George Graham og Bruce Rioch i midthalvfemserne.

Hvorfor så den store kritik af Wenger, der foruden de ovennævnte titler, har sikret Arsenal europæisk deltagelse i samtlige sæsoner siden sin ansættelse, fristes man til at spørge? Lad os starte der hvor ”nedturen” begyndte – tiden efter den perfekte sæson med ”The Invincibles”.

I 2003/04 tryllebandt Wenger og co. det meste af England og satte nye standarder i hele fodboldeuropa, da man gik ubesejret gennem sæsonen. En stime der nåede op på imponerende 49 kampe, inden Manchester United og en ung, ung Wayne Rooney satte en stopper for dette med en 2-0-sejr på Old Trafford tilbage i oktober 2004.

Men hvad gjorde dette mandskab så specielt? Det nemme svar kan øjensynligt findes ved blot at kigge på spillermaterialet, der indeholdte verdensstjerner som Sol Campbell, Patrick Vieira, Dennis Bergkamp og Thierry Henry – spillere der alle besad lederegenskaber og hvor især de to sidstnævnte egenhændigt kunne afgøre kampe til klubbens fordel.

Graver man lidt dybere findes et andet svar. ”The Invincibles” emmede nemlig af Arsene Wenger og franskmandens aftryk var ikke til at tage fejl af. Lige siden de halvprofessionelle dage i Nancy i slutfirserne, havde ”Le Professeur” nemlig sat en ære i at studere spillet og ikke mindst lokalisere og tilnærme sig unge, relativt ukendte spillere, han så et potentiale i.

Den franske journalist Xavier Rivoire skriver i sin biografi af Arsene Wenger, at ”han i sin lejlighed i Nancy kun havde en seng, da den tid han ville bruge på at finde andre møbler, bedre kunne bruges på at se video af kampe og spillere”.

Et setup og en tilgang til spillet, der tidligere gjorde det muligt for Wenger at finde spillere som Kolo Toure (hentet i Elfenbenskysten), Fredrik Ljungberg (hentet i Halmstad), Nicolas Anelka (hentet som teenager i PSG), Robin van Persie (hentet i Feyenoord) og Cesc Fabregas (hentet på Barcelonas ungdomsakademi) inden de for alvor indtog den store scene. Og til en billig penge.

Nutidens rekruttering af spillere er dog af en helt anden støbning – oftest langt, langt væk fra managerens eget synsfelt, og her synes det for alvor at gøre ondt på Wenger, der, stædig som han er, ikke afviger fra en ulige kamp mod kilometer lange databaser og ihærdige agenter og deres veletablerede netværk.

Wenger er dermed blevet symbolet på en svunden tid, den sidste dinosaur af sin art, vil nogen mene, og kommer ofte til at ligne en desperat mand på bagkant af udviklingen. Hans stædighed og modvillighed til at indstille sig på nutidens marked, både på og udenfor banen, har nærmest udviklet sig til en farce – til stor frustration for klubbens fans og til stor underholdning for alle der ikke sympatiserer med ”The Gunners”.

På banen har franskmanden ofte fået skudt i skoene, at han taktisk bliver udmanøvreret og at Arsenal ikke kan ”win ugly on a rainy day in Stoke”. Noget de fleste Arsenal-supportere formentlig kan nikke genkendende til. Den manglende ”Plan B” gør Arsenal forudsigelige og nemme at spille imod, alt imens den 66-årige franskmand sidder med udslåede arme og ser til med afmagt og ubehag (hvis lynlåsen til jakken da ikke stjæler opmærksomheden på sidelinjen).

Og afmagt er (desværre) blevet et centralt emne i omtalen af Wenger de senere år. Franskmanden citeres ofte for, at han ikke vil tage del i de astronomiske beløb andre klubber betaler for spillere, hvilket giver mening set fra et økonomisk perspektiv (Wenger har en Masters Degree i økonomi). Franskmanden var samtidig bundet på hænder og fødder rent økonomisk i midten af 00’erne, da Arsenal var i færd med at færdiggøre det spritnye Emirates Stadium, der stod klar i sommeren 2006. Dette hæmmede Wenger gevaldigt på transfermarkedet alt imens nyrige klubber som Chelsea og Manchester City gallopperede forbi de rødblusede i toppen af Premier League.

I de seneste år har Wenger dog ikke lagt skjult på at Arsenal har ”money to spend”, hvilket da også har udmøntet sig i købene af først Mesut Özil og sidenhen Alexis Sanchez fra henholdsvis Real Madrid og Barcelona. Dog modtager franskmanden fortsat kritik for sin manglende evne til at adressere klubbens defensive problemer og at hans tøvende ageren på transfermarkedet, som blev illustreret påny denne sommer, får hans indkøb til at fremstå desperate alt imens den ene tilgængelige topspiller efter den anden søger mod andre destinationer.

Udenfor banen er den private, tilbageholdte franskmand også endt på kollisionskurs med den engelske presse, men mest opsigtsvækkende også med klubbens fans, hvor store dele af fanskaren gerne så Wengers resignation for snart flere år siden.

Eller, resignation er nok ikke det rette ordvalg i dette tilfælde, for det er netop dét mange mener allerede er sket. Her er en udbrændt Wenger i deres øjne blevet en fredet institution i Arsenal, der selv bestemmer slutdatoen for sin æra. En situation der velsagtens kan sammenlignes med Morten Olsen og det danske landshold, hvor det ligeledes diskuteres, hvorvidt han fik den rette afsked efter flere magre år.

Som fast seer af ligaen de seneste 15 år, har Premier League aldrig eksisteret uden Wenger og det piner mig derfor at se, at én af ligaens allerstørste skikkelser nogensinde ender sine dage på denne måde – oftest som en undskyldning for sig selv og sit mandskab og oftest som en misforstået ældre mand, der må se sig slået indenom af nytænkende trænere og teknologiske kræfter.

Den største romantiker, og Wenger selv formentlig, klynger sig dog stadig til det sidste halmstrå og tanken om, at dette bliver året hvor Arsenal genindfinder sig øverst på den engelske klubtrone via flot og ”breathtaking football” – velvidende at halmstrået er mindre og mere flosset end længe set.
De nærmeste konkurrenter har i denne sommer oprustet så kraftigt på både træner- og spillerfronten, at mesterskabsdrømmene på Hornsey Road formentlig bør revurderes, og at Arsenals kamp for den famøse og så omtalte fjerdeplads bliver hårdere end aldrig før.

Personligt håber jeg inderligt at indeværende sæson bliver den sidste for Wenger i Arsenal. Både han og klubben har brug for nyt liv, for nye indspark – også velvidende at scenariet sagtens kan blive det samme som det vi så hos Manchester United i årene efter Sir Alex Ferguson, hvor en ny identitet, en ny æra skulle oparbejdes. For mig er det tydeligt at se (og med god grund velsagtens), at Wenger ikke besidder samme glød og overskud som tidligere og det afspejler sig uden tvivl i holdets præstationer og manglende evne til at tage det sidste skridt op af skamlen.

Arsenal har længe været godt tjent med Arsene Wenger. Nu fortjener Arsenal en frisk start – uden franskmanden – ligesom Wenger fortjener en værdig afsked og et genskabt eftermæle med 2003/04-sæsonen som det minde stående klarest i erindringen. Merci pour tout, Wenger!

Kategorier
phoneenvelope
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram