Superliga-rekord: Nøglerne til bussen er væk

23.10.2015

Produceret til Tipsbladet.dk

Superligaens 12 første runder er kommet under lup - og statistikken afslører en ny rekord hvad angår antallet af pointdelinger hidtil i sæsonen. Tilfældigt, eller kan årsagen findes i den blot ene nedrykningsplads i år? Forklaring følger.

Nyhedsflowet fra Superligaen har på det seneste omhandlet Hobro, Esbjerg og deres tovtrækkeri om Jonas Dals underskrift. Jeg vil dog lade parterne få lidt ro i dette blogindlæg, og i stedet iføre mig de statistiske briller. De første 12 runder af årets Superliga har nemlig budt på en bemærkelsesværdig rekord – som sjovt nok ikke har fundet vej til medierne endnu.

Efter 12 runder, eller 72 afviklede kampe om man vil, er det nemlig således, at vi blot har oplevet 13 uafgjorte kampe (heriblandt fire 0-0 kampe) – hvilket svarer til 18% eller godt hver femte kamp. Dette er den laveste total nogensinde i Superligaens historie, hvad angår pointdelinger på dette tidspunkt af sæsonen (14 uafgjorte efter 72 kampe tre gange i starten af 00’erne – senest i 2004/05 sæsonen). Tilfældigt, siger du? Ikke tale om, siger jeg.

Med kun en snert af interesse for landets bedste fodboldrække, burde man stadig være bekendt med, at der i årets udgave af Superligaen, grundet strukturelle ændringer fra den kommende sæson, blot er ét mandskab der til sommer rykker ned i den næstbedste række – modsat to hold, som vi gennem en længere årrække er blevet vant til. Sæsonen, og målet om blot at forlænge livet på førsteklasse, er dermed blevet betydeligt lettere for flere af rækkens 12 mandskaber – hvilket samtidig kunne give disse mandskaber en kærkommen mulighed for at smide nøglerne til ”bussen” væk, og i stedet eksperimentere en smule mere på banens sidste tredjedel end ellers set i de forgangne sæsoner. Denne tese harmonerer efter min overbevisning med ovennævnte statistik om de få antal uafgjorte resultater hidtil.

Forrige sæsons hyppigste eksponent af uafgjorte resultater, SønderjyskE, er i år det eneste tilbageværende mandskab, der endnu ikke har oplevet en pointdeling efter 12 afviklede runder – noget man ellers oplevede hele 16 gange i fjor, hvilket var en tangering af Superliga-rekorden. Og netop SønderjyskE er et godt eksempel på min tese, om en mere offensiv og ”loose” tilgang til kampene hos nogle af de ”mindre” hold, hvor frygten for at tabe ikke længere er større end modet og lysten til at vinde.

Haderslev-klubben har nemlig allerede har sat flere offensive klubrekorder i indeværende sæson. Således har de aldrig scoret 21 gange efter 12. runde som tilfældet i år (rekorden lød tidligere på 17 mål i 2012/13), ligesom det kun er OB og AaB der har været involveret i mere målrige kampe end netop sønderjyderne hidtil i sæsonen. Generelt har frekvensen af mål også fået et nøk op, da snittet efter 12. runde lyder på 2,72 mål pr. kamp (196 mål i alt) mod 2,41 mål pr. kamp i fjor (173 scoringer i alt). Som tidligere nævnt har vi blot været vidne til fire nullerter indtil nu, og skulle dette snit holde sæsonen ud, vil det være det laveste snit i dette årtusinde (estimeret 11 eller 12 0-0 kampe i år, hvilket svarer til hver 17. Superligakamp).

Nu lovede jeg indledningsvis, at Hobro og sagen om Jonas Dal ikke ville få spalteplads. Jeg kan dog ikke lade førstnævnte gå helt ubemærket hen. Klubben er i overhængende fare for at blive isoleret i bunden af tabellen, hvis ikke man får point med fra aftenens hjemmekamp på DS Arena, hvor AGF kommer på besøg. Hvorvidt dette skyldes flere af de presserende sager udenfor kridtstregerne, vil jeg ikke komme yderligere ind på, men efter min overbevisning har de, og ligeledes rækkens anden bundprop Viborg FF, ikke formået at drage nytte af chancen, den kun ene nedrykningsplads giver.

Hobro har således kun scoret otte gange i sæsonen (kun VFF færre med seks scoringer), mens nordjyderne er ligaens dårligste hvad angår antal afslutninger (109, hvor BIF topper med 181 afslutninger) og fremtvungne hjørnespark (25, hvor FC København topper med 85 hjørnespark) efter 12 afviklede runder. Jeg er klar over, at Hobro og andre formodede bundhold ikke skal måle sig med Brøndby, FC København eller FC Midtjylland for den sags skyld, men det kunne klæde dem at søge modstanderens mål i højere grad end hidtil oplevet. Mod skal belønnes, som eksempelvis set med SønderjyskE i år, og lad os håbe, at lysten til at vinde fortsat er større end frygten for at tabe i sæsonens resterende kampe.

Kategorier
phoneenvelope
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram